RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

12. december 2013

Sag F-22/12

Mark Hall

mod

Europa-Kommissionen

og

Det Europæiske Politiakademi (CEPOL)

»Personalesag – vederlag – familietillæg – tilskud til børn, over for hvem der består forsørgerpligt – uddannelsestillæg – sagsøgerens hustrus børn, der ikke bor på parrets bopæl – støttebetingelser«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Mark Hall har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens stiltiende afgørelse af 25. marts 2011 og udtrykkelige afgørelse af 11. juli 2011 om afslag på hans ansøgning om tildeling af tilskud til børn, over for hvem der består forsørgerpligt, og af uddannelsestillæg til hans hustrus tre børn i den periode, hvor de fortsat boede i Filippinerne, og om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab som følge af den manglende udbetaling af nævnte tilskud og tillæg.

Udfald:      Søgsmålet afvises i det omfang, det er rettet mod Det Europæiske Politiakademi. Den stiltiende afgørelse af 25. marts 2011 og den udtrykkelige afgørelse truffet af Europa-Kommissionen den 11. juli 2011 om afslag på ansøgningen om tildeling af tilskud til børn, over for hvem der består forsørgerpligt, og af uddannelsestillæg til Mark Halls hustrus tre børn i den periode, hvor de fortsat boede i Filippinerne, annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Mark Hall afholdte omkostninger. Mark Hall betaler de omkostninger, der er afholdt af Det Europæiske Politiakademi.

Sammendrag

Tjenestemænd – løn – familietillæg – tilskud til børn, over for hvem der består forsørgerpligt – betingelser for tildeling – faktisk forsørgelse – administrationens bundne kompetence

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2)

Artikel 2, stk. 3 og 5, i bilag VII til vedtægten vedrører de tilfælde, hvor tjenestemandens barn nødvendigvis giver ret til tilskud til børn, over for hvem der består forsørgerpligt, som følge af at disse bestemmelser forudsætter, at det barn, som er omhandlet heri, alene som følge af dets status som mindreårig, studerende, syg eller svagelig rent faktisk er et barn, over for hvem tjenestemanden har forsørgerpligt. Det følger imidlertid ikke heraf, at institutionen er fritaget fra forpligtelsen til at kontrollere, at betingelsen om tjenestemandens faktiske forsørgelse af barnet i artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtægten er opfyldt. Det er kun, hvis denne betingelse er opfyldt, at det kan antages, at ansættelsesmyndighedens kompetence er bundet, i de tre tilfælde, der er omhandlet i nævnte bilags artikel 2, stk. 3, litra a) og b), og stk. 5. Et mindreårigt barn kan nemlig ikke anses for et barn, over for hvem den pågældende tjenestemand har forsørgerpligt eller give ret til tilskud til børn, over for hvem der består forsørgerpligt, når en anden, offentlig eller privat, person fuldt ud varetager dets faktiske forsørgelse.

(jf. præmis 39-41)

Henvisning til:

Domstolen: 28. november 1991, sag C-132/90 P, Schwedler mod Parlamentet, præmis 19-24; 7. maj 1992, sag C-70/91 P, Rådet mod Brems, præmis 5

Retten i Første Instans: 11. juli 2000, sag T-134/99, Skrzypek mod Kommissionen, præmis 66