Den Europæiske Unions Domstol

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) er Den Europæiske Unions retsinstitution.

Det er en institution, der består af to retsinstanser – Domstolen og Retten.

EU-Domstolen håndhæver og fortolker EU-retten. Den sikrer, at EU-institutionerne og medlemsstaterne overholder denne lovgivning. EU-Domstolen giver en fælles fortolkning af EU-retten, således at den bliver anvendt på samme måde i hele EU.

Hvad laver EU-Domstolen?

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) blev oprettet i 1952. Dens opgave er at håndhæve og fortolke EU-retten.

Med dette mål for øje skal EU-Domstolen

  • kontrollere, om EU-afgørelser og ‑love er lovlige 
  • sikre, at medlemsstaterne og EU-institutionerne overholder disse love 
  • når en national domstol ikke er er helt sikker på, hvordan EU-retten skal fortolkes, eller er i tvivl om, hvorvidt en EU-retsakt er gyldig, besvare den nationale domstols spørgsmål for at afklare tvivlen.

Hvordan er EU-Domstolen opbygget?

EU-Domstolen består af to forskellige retsinstanser: Domstolen og Retten (oprettet i 1988). De har hver især klare beføjelser med hensyn til, hvilke sager de kan behandle.

Domstolen behandler

  • de fleste sager, der drejer sig om spørgsmål fra de nationale domstole, undtagen sager inden for nogle få retsområder, der henvises til Retten
  • sager, der er anlagt af Kommissionen mod medlemsstater, som angiveligt har tilsidesat EU-retten
  • de fleste sager, der er anlagt af medlemsstater eller EU-institutioner, som anfægter EU-lovgivning
  • appeller af Rettens domme.

Retten behandler

  • sager, der er anlagt af privatpersoner, virksomheder og organisationer, som anfægter EU-retsakter
  • visse sager, der drejer sig om spørgsmål fra nationale domstole, når spørgsmålene vedrører
    • moms
    • told, punktafgifter eller toldklassificering af varer
    • handel med kvoter for drivhusgasemissioner
    • kompensation til flypassagerer
  • visse sager, der er anlagt af medlemsstater til prøvelse af afgørelser truffet af Kommissionen eller Rådet.

Du kan finde flere oplysninger på de sider, der specifikt omhandler de to retsinstanser (Domstolen og Retten).

Hvem kan anlægge sag?

EU-Domstolen kan ikke vælge, hvilke sager den vil behandle, eller hvilke emner den vil beskæftige sig med. Alle sager, der kan antages til behandling ifølge EU-Domstolens regler, skal behandles og afgøres. EU-Domstolens domme er alle blevet afsagt, fordi et retligt problem skulle løses i en sag, der var anlagt – direkte eller via de nationale domstole – af borgere, virksomheder, organisationer, medlemsstater eller EU-institutioner.

Det er ikke alle sager, der kan anlægges direkte for EU-Domstolen. Der er klare regler for, hvilke typer af sager EU-Domstolen kan behandle. Læs mere om dette på de to retsinstansers respektive sider og på siden »Kan jeg indbringe min sag for EU-Domstolen?«.

Court-of-Justice-of-EU

Hvem arbejder ved Domstolen?

Medlemmer

De to retsinstanser, der udgør EU-Domstolen, har hver deres dommere. Domstolen har én dommer fra hver medlemsstat, i alt 27. Retten har to dommere fra hver medlemsstat, i alt 54. Domstolen har også 11 generaladvokater. Retsinstanserne har desuden hver en justitssekretær. Disse personer kaldes under ét for »medlemmer«.

Der er flere oplysninger om medlemmerne på de sider, der specifikt omhandler dem (Domstolens medlemmer og Rettens medlemmer), og på siderne om hver af de to retsinstanser (Domstolen og Retten).

Personale

EU-Domstolen har i øjeblikket lidt over 2 300 medarbejdere.

Størstedelen af medarbejderne er EU-tjenestemænd, der er ansat efter en streng udvælgelsesprocedure. EU-Domstolen har medarbejdere fra alle EU’s medlemsstater.

Omkring halvdelen af EU-Domstolens medarbejdere arbejder i Generaldirektoratet for Flersprogethed, hvis opgave er at sikre, at EU-Domstolens arbejde er tilgængeligt på alle 24 officielle EU-sprog.

Få mere at vide om, hvad EU-Domstolens medarbejdere laver, på siderne om EU-Domstolens enkelte afdelinger.

Få mere at vide om, hvordan du kan komme til at arbejde ved EU-Domstolen, på vores sider om arbejde for EU-Domstolen.

Hvordan arbejder EU-Domstolen?

I tillæg til grundlæggende EU-værdier som frihed, demokrati, lighed og overholdelse af retsstatsprincippet lægger EU-Domstolen særlig vægt på visse kerneværdier, der former og ligger til grund for alle aspekter af EU-Domstolens virke.

EU-Domstolen kræver overholdelse af de højeste etiske standarder – integritet, professionalisme, upartiskhed og uafhængighed – af alle, der arbejder ved institutionen. Disse standarder gælder for alle EU-Domstolens medlemmer og ansatte.

Læs mere om EU-Domstolens etiske standarder.

Gennemsigtighed og adgang til indsigt i såvel de retslige som de administrative procesesser ved EU-Domstolen er grundlæggende for den måde, vi arbejder på.

Læs mere om gennemsigtighed ved EU-Domstolen

Navnlig offentliggøres EU-Domstolens domme og andre sagsdokumenter på dens websted så hurtigt som muligt. Ydermere er alle retsmøder offentlige – og de vigtigste streames på EU-Domstolens websted.

Læs mere om oplysninger vedrørende de enkelte sager

EU-Domstolen arbejder på 24 forskellige sprog. Det er der ingen andre domstole i verden, der gør. Flersprogethed er grundlæggende for EU-Domstolens arbejde. Flersprogetheden sikrer, at alle, der er involveret i en sag, kan kommunikere med EU-Domstolen på ethvert af EU’s officielle sprog, og at alle i EU kan læse og forstå dommene.

Læs mere om EU-Domstolens sprogpolitik på vores særlige websted om flersprogethed

Læs om EU-Domstolens politik for flersprogethed.

EU-Domstolen stræber efter løbende innovation som led i institutionens bredere opgave med at sikre, at den løbende tilpasser og forbedrer sig og dermed tjener Den Europæiske Union og dens borgere bedst muligt i en foranderlig verden.

  • EU-Domstolen er en aktiv deltager i ordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS), som gør det muligt for institutionen at evaluere og forbedre sin bæredygtighedspraksis og miljøpræstationer.
  • EU-Domstolens IT-direktorat spiller en nøglerolle i moderniseringen af institutionen ved at fastlægge og implementere en dynamisk IT-vision og –strategi. EU-Domstolen har også vedtaget en egen AI-strategi.

Som en flersproget og multinational institution er diversitet et helt centralt element ved EU-Domstolen. EU-Domstolen er ligeledes forpligtet til at fremme lige muligheder og et inkluderende arbejdsmiljø for alle uanset nationalitet, køn, handicap eller baggrund.

Læs mere om Arbejde for EU-Domstolen

The Grand Conference Room

EU-Domstolen, Domstolen, Retten, CJEU, ECJ – forvirret over navnene?

Der er flere navne forbundet med EU-Domstolen.

Den mulige forvirring skyldes til dels, at den overordnede institution og en af de to retsinstanser, som den består af, hedder næsten det samme.

Det korrekte navn på den overordnede institution er Den Europæiske Unions Domstol, der på engelsk nogle gange forkortes CJEU og på dansk EU-Domstolen.

Den består af to forskellige retsinstanser:

  • Domstolen
  • Retten

Hvad så med de engelske betegnelser »European Court of Justice« eller »ECJ«?

EU-Domstolen har aldrig officielt heddet »the European Court of Justice« eller »ECJ«.

Da den blev oprettet, hed den på dansk »Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Domstol«. Fra 1957 til 2009 var den» De Europæiske Fællesskabers Domstol«. I 2009 blev navnet ændret til »Den Europæiske Unions Domstol«.

På engelsk omtales den øverste af de to retsinstanser dog ofte som »the European Court of Justice« eller »ECJ« (»Den Europæiske Domstol« eller »EU-Domstolen«). Vi bruger også selv hashtagget #ECJ på de sociale medier.

EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Den Europæiske Unions Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er to forskellige domstole. EU-Domstolen ligger i Luxembourg og er en EU-institution mens Menneskerettighedsdomstolen ligger i Strasbourg i Frankrig og er en del af Europarådet.

Menneskerettighedsdomstolen behandler sager mod lande, der har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention. Dens kompetence dækker på nuværende tidspunkt 46 lande, herunder de 27 EU-medlemsstater.

Se også