EU-Domstolens historie

1952-1958 – Domstolens første tid: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Domstol

Den 18. april 1951 underskrev seks lande – Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene – Paristraktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Det var håbet, at disse lande aldrig mere ville kunne føre krig mod hinanden, når al kul- og stålproduktion blev samlet under en fælles organisation.

Traktaten trådte i kraft den 23. juli 1952, og fire EKSF-institutioner blev oprettet:

• Den Høje Myndighed (forgængeren for Europa-Kommissionen)
• Den Fælles Forsamling (forgængeren for Europa-Parlamentet)
• Det Særlige Ministerråd (forgængeren for EU-Rådet)
• Domstolen.

Domstolen opgave var at sikre, at EKSF-lovgivningen blev anvendt på samme måde i alle medlemsstaterne, og at afgøre retstvister mellem medlemsstater og EKSF’s institutioner.

Efter lange forhandlinger mellem regeringerne blev Luxembourg valgt som hjemsted for tre af de fire EKSF-institutioner, herunder Domstolen. Den første formelle samling fandt sted den 4. december 1952 i Villa Vauban. Syv dommere og en af de to generaladvokater aflagde ed.

Vidste du det?

EU-traktaten fastsætter nu, at Domstolen har én dommer fra hver medlemsstat. Indtil 2003 blev antallet af dommere imidlertid angivet som et fast antal. Tallet svarede til antallet af medlemsstater eller – hvis der var et lige antal medlemsstater – dette antal plus en. Når nye lande tiltrådte EU, blev dette tal ændret for at afspejle stigningen i antallet af medlemsstater, men det var fortsat et ulige tal. Fra 1952 til 1973 var der derfor syv dommere. Fra 1981 til 1995, hvor der også var et lige antal medlemsstater, havde Domstolen også en ekstra dommer. Det var for at sikre, at der aldrig ville være stemmelighed i forbindelse med en afstemning. Siden 2009 har Domstolen sjældent siddet i plenum, men bruger afdelinger, og det er ikke længere nødvendigt at have et ulige antal dommere.

Domstolen havde fire processprog: tysk, fransk, italiensk og nederlandsk. Domstolens første præsident var Massimo Pilotti, som bestred posten fra 1952 til 1958.

Vidste du det?

De første medlemmer skulle træffe beslutning om nogle grundlæggende elementer i Domstolens virke, og resultaterne er stadig synlige i dag.

Det blev besluttet, hvordan Domstolens segl skulle se ud, og det blev derefter dens logo. De traditionelle symboler for retsvæsenet, sværdet og vægten blev placeret foran en bog, der repræsenterer lærdom og visdom, og over en egeløvskrans, et symbol på autoritet, der går tilbage til romertiden.

Ordet »Curia«, det latinske ord for domstol, blev også indsat i seglet. På den måde undgik man at skulle bruge flere sprog i seglet. Dette ord indgår nu i Domstolens internetadresse.

De første medlemmer besluttede også, at der skulle bæres kapper i Domstolens retsmøder. Efter forslag fra den tyske dommer valgte man farven bourgognerød, der er farven på de kapper, som dommerne ved Bundesgerichtshof (den tyske forbundsdomstol) bærer. Denne farve bruges nu også i Domstolens visuelle repræsentation, bl.a. på dette websted.

I næsten tyve år bar Domstolens medlemmer også en hovedbeklædning. Det gik man væk fra i 1973. Lidt senere blev kappens bånd, som oprindeligt var broderede, mere enkle.

Der er ikke noget i dommernes påklædning, der adskiller et medlem af Domstolen fra et andet. Justitssekretærens kappe er dog kantet med satin foran, mens dommernes og generaladvokaternes kapper har kanter af fløjl.

Da Retten i Første Instans (nu Retten) blev oprettet, valgte man marineblå som kappernes farve.

Domstolen fik sin første sag i april 1953: Verband Deutscher Reeder mod Den Høje Myndighed (1/53). Den afsagde dog først sine første domme den 21. december 1954. Det drejede sig om:

• Frankrig mod Den Høje Myndighed (1/54)
• Italien mod Den Høje Myndighed (2/54).

Vidste du det?

Den franske regering i sagen Frankrig mod Den Høje Myndighed anfægtede visse beslutninger truffet af Den Høje Myndighed vedrørende prisfastsættelse og forskelsbehandling i stålsektoren. Domstolen fastslog, at Den Høje Myndighed havde tilsidesat traktaten, som krævede, at prislister og salgsbetingelser skulle offentliggøres på forhånd.

Mellem 1954 og 1956 steg antallet af sager for Domstolen, og den behandlede mellem 10 og 12 om året.

1958-1988 – tre fællesskaber, én domstol: De Europæiske Fællesskabers Domstol

Den 25. marts 1957 underskrev medlemsstaterne Romtraktaterne. Ved disse traktater, der trådte i kraft den 1. januar 1958, blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) oprettet.

EKSF-Domstolen blev erstattet af De Europæiske Fællesskabers Domstol. Denne fælles domstol var ansvarlig for EKSF, EØF og Euratom. Præsidenten og medlemmerne aflagde ed den 7. oktober 1958.

Vidste du det?

Den 7. oktober er blevet en vigtig dato i Domstolens kalender. Dommernes og generaladvokaternes embedsperiode begynder stadig på denne dato. Hvert tredje år udløber embedsperioden for halvdelen af dommerne og generaladvokaterne. Derfor er denne dato blevet en mærkedag i Domstolens kalender, hvor nogle medlemmer forlader Domstolen, nye ankommer, og andre får forlænget deres embedsperiode med seks år mere.

I juni 1961 modtog Domstolen sin første anmodning om præjudiciel afgørelse fra appelretten i Haag i sagen De Geus en Uitdenbogerd mod Bosch med flere (13/61).

I de første år fastlagde Domstolen en række centrale forfatningsmæssige principper, bl.a. principperne om direkte virkning og princippet om EU-rettens forrang.

Der er flere oplysninger om disse og andre vigtige domme på siden om grundlæggende retspraksis.

I slutningen af 1960’erne besluttede de luxembourgske myndigheder, at alle EU-institutioner i Luxembourg skulle ligge på Kirchberg-plateauet. Derfor opførte man Justitspalæet, som stod færdigt i 1972.

Det faldt sammen med den første udvidelse af EU den 1. januar 1973, hvor Det Forenede Kongerige, Danmark og Irland blev medlemmer. Domstolen blev større, så den nu havde 9 dommere, 4 generaladvokater og 7 processprog.

Efter Grækenlands tiltrædelse den 1. januar 1981 blev Domstolen udvidet til 11 dommere, 5 generaladvokater og 8 processprog.

Spanien og Portugal blev medlemmer i 1986, hvilket resulterede i 13 dommere, 6 generaladvokater og 10 processprog.

For at få plads til det stigende antal medlemmer og ansatte blev området omkring Justitspalæet omlagt. Det gav mulighed for tre efterfølgende udvidelser.

Domstolens sagsmængde voksede også markant i denne periode og steg fra 79 sager i 1970 til 279 sager i 1980. Derved opstod et behov for endnu en domstol. Da de første skridt blev taget, var antallet steget til 395 sager i 1987.

1988-2004 – et retssystem med to instanser: oprettelsen af Retten i Første Instans

Efter anmodning fra Domstolen besluttede Rådet den 24. oktober 1988 at oprette De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans. Det skulle lette Domstolens arbejdsbyrde og gøre det muligt for den at fokusere på sin grundlæggende opgave, nemlig at sikre en ensartet fortolkning af fællesskabsretten. Det bidrog også til at give virksomheder og privatpersoner en bedre retsbeskyttelse, at der blev oprettet en ny lavere retsinstans til at behandle disse sager.

Denne ret i første instans skulle være den nye indgang til visse typer sager. Alle dens afgørelser kunne appelleres til Domstolen.

Oprindeligt behandlede den virksomheders klager over konkurrenceafgørelser og ansættelsessager anlagt af EU-tjenestemænd. Dens kompetence blev dog hurtigt udvidet til at behandle mange forskellige sager.

Retten i Første Instans fik til huse i Erasmus-bygningen, som stod færdig i 1988. Dens nye medlemmer aflagde ed den 25. september 1989.

Retten i Første Instans holdt snart sit første retsmøde i sagen Tetra Pak Rausing mod Kommissionen (T-51/89). Den 30. januar 1990 afsagde den sin første dom i sagen Yorck von Wartenburg mod Parlamentet (T-42/89).

I løbet af de følgende år gennemgik retsinstitutionen en betydelig arkitektonisk udvikling. Thomas More-bygningen blev opført i 1992, og Themis-bygningen stod færdig i 1994.

Vidste du det?

De fleste af EU-Domstolens bygninger er opkaldt efter berømte europæiske jurister og retsfilosoffer. Du kan få mere at vide på de sider, der omhandler de bygninger, som er opkaldt efter dem.

Samtidig fortsatte EU med at vokse. Med den fjerde udvidelse den 1. januar 1995 kom Østrig, Finland og Sverige ind i EU. Domstolen havde nu 15 dommere og 9 generaladvokater. Retten voksede også til 15 dommere. Begge retsinstanser arbejdede nu på 12 processprog.

Vidste du det?

Domstolens websted kom online i 1996. I begyndelsen indeholdt det kun Domstolens afgørelser, men det udviklede sig hurtigt til et større websted med pressemeddelelser og generel information om Domstolen.

Nu er der ikke kun adgang til hele Domstolens og Rettens praksis, men også til oplysninger om EU-Domstolens og dens medlemmers arbejde og et væld af juridiske ressourcer for fagfolk, akademikere og studerende.

Den 1. maj 2004 fandt den største udvidelse af EU sted med 10 nye medlemsstater: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien. Domstolen havde nu 25 dommere og 8 generaladvokater. Retten voksede også til 25 dommere. Begge retsinstanser arbejdede nu på 21 processprog.

I takt med at EU voksede, steg antallet af sager ved begge retsinstanser også støt.

2004-2016 – reform af EU’s retssystem

Den 2. november 2004 oprettede Rådet Personaleretten.

Denne ret havde syv dommere og behandlede tvister mellem EU-institutionerne og deres personale. Den blev oprettet for at mindske Retten i Første Instans’ arbejdsbyrde.

Den 1. januar 2007 tiltrådte Bulgarien og Rumænien EU, og antallet af dommere ved henholdsvis Domstolen og Retten blev øget til 27 og antallet af processprog til 23. Antallet af generaladvokater ved Domstolen var fortsat 8.

Senere samme år, den 13. december 2007, blev Lissabontraktaten underskrevet. Den trådte i kraft den 1. december 2009 og indførte en række ændringer.

• Institutionen blev omdøbt til »Den Europæiske Unions Domstol«.
• Retten i Første Instans blev omdøbt til »Retten«.
• »255-udvalget« blev oprettet og fik til opgave at vurdere, om de kandidater til dommere og generaladvokater, som medlemsstaterne har indstillet, har de nødvendige kvalifikationer.

På samme tid, i 2008, blev den »præjudicielle hasteprocedure« indført. Den skulle give Domstolen mulighed for at træffe præjudicielle afgørelser meget hurtigt, når det er nødvendigt, f.eks. i sager, der involverer personer i varetægtsfængsel eller i sager om forældremyndighed over mindre børn.

I 2008 blev den fjerde arkitektoniske udvidelse af EU-Domstolen færdiggjort. Den bestod af Ringen, en toetagers bygning, der omgiver Justitspalæet, og to 24-etagers tvillingetårne.

Ud over disse strukturelle og arkitektoniske ændringer tog EU-Domstolen også skridt til at modernisere sine arbejdsgange. I 2011 tog EU-Domstolen den digitale teknologis muligheder til sig og lancerede sin e-Curia-applikation. Med denne applikation kan advokater og parter elektronisk og sikkert indlevere dokumenter til EU-Domstolen.

Den 1. juli 2013 blev Kroatien EU’s 28. medlem, og Domstolen nåede op på 28 dommere og 8 generaladvokater. En niende generaladvokat kom til i oktober 2013. Retten voksede også til 28 dommere. Begge retsinstanser arbejdede nu på 24 processprog.

På grund af det stigende antal sager og behovet for at sikre en rimelig sagsbehandlingstid ved Retten godkendte Rådet og Parlamentet i 2015 reformer af EU-Domstolens struktur. Antallet af dommere ved Retten øgedes gradvist til to fra hver medlemsstat. Der kom også to nye generaladvokater til Domstolen.

Som led i samme reform blev EU-Personaleretten nedlagt den 1. september 2016. Dens ansvarsområder overgik til Retten.

2016 – den nuværende modernisering og fortsættelse af retsreformen

I 2017 oprettede EU-Domstolen og medlemsstaternes øverste domstole og forfatningsdomstole Den Europæiske Unions Domstolsnetværk (JNEU), som giver mulighed for større samarbejde mellem disse domstole.

Et tredje tårn blev opført og indviet i 2019.

Vidste du det?

Det tredje tårn har fået navnet »Rocca-tårnet« efter Giustina Rocca, som anses for at være historiens første kvindelige advokat. Med en højde på 118 meter og 29 etager er det den højeste bygning i Luxembourg.

I 2020 forlod Storbritannien EU, og antallet af dommere blev reduceret. Domstolen havde nu 27 dommere og 11 generaladvokater. Retten havde 54 dommere. Antallet af processprog er stadig 24.

2020 var også det år, hvor covid-19-pandemien begyndte. Domstolen og Retten afholdt for første gang nogle af deres retsmøder via videokonference. For dette projekt modtog EU-Domstolen en anerkendelse i form af en pris for innovation fra Den Europæiske Ombudsmand.

I 2022 fandt det første livestreamede retsmøde i Domstolens store afdeling sted. Det betød, at alle borgere kunne overvære et retsmøde i Domstolen, uanset hvor de befandt sig.

Med en større reform, som trådte i kraft den 1. oktober 2024, overgik en del af kompetencen til at træffe præjudicielle afgørelser til Retten. Det blev muligt på grund af de tidligere reformer, der fordoblede antallet af dommere ved Retten. Fra dette tidspunkt kunne Retten behandle præjudicielle forelæggelser, når de vedrører

• moms
• told, punktafgifter eller toldklassificering af varer
• handel med kvoter for drivhusgasemissioner
• kompensation til flypassagerer.

Disse områder blev valgt, fordi de allerede havde været genstand for mange sager ved Domstolen. Med overførslen af disse sager til Retten kunne Domstolen bruge mere tid på de vigtigste og mest følsomme sager og på den retslige dialog med de nationale domstole.

EU-Domstolen i dag

I dag spiller EU-Domstolen en central rolle i EU’s retssystem. Den har 81 dommere – 1 for hver medlemsstat i Domstolen og 2 for hver medlemsstat i Retten – samt 11 generaladvokater i Domstolen. EU-Domstolen sikrer, at EU-lovgivningen anvendes korrekt og overholdes i hele EU. Dette bidrager til, at EU’s forskellige nationer forenes af en fælles lovramme.

EU-Domstolens rolle har udviklet sig betydeligt gennem tiden og er blevet formet af skelsættende afgørelser, der har defineret dens beføjelser og præciseret, hvordan EU-lovgivningen skal anvendes.

De typer sager, som EU-Domstolen afgør, har også udviklet sig og rækker ud over økonomiske spørgsmål til områder, der berører næsten alle aspekter af det moderne liv. Fra beskyttelse af arbejdstageres rettigheder, sikring af ligebehandling og håndhævelse af regler om bekæmpelse af forskelsbehandling til miljøbeskyttelse, databeskyttelse og sikring af retsstatsprincippet har EU-Domstolens afgørelser fortsat en gennemgribende indvirkning på det europæiske samfund.