Retten

Hvem arbejder ved Retten?

Dommerne

Retten har 54 dommere, 2 fra hver medlemsstat.

Hver medlemsstat udnævner sine egne dommere. Der er ingen EU-regler om, hvordan en dommer skal vælges, og medlemsstaterne kan følge deres egne procedurer. Den person, der vælges, skal dog være uafhængig og kvalificeret til at bestride et højt retsligt embede. Et særligt udvalg undersøger, om en kandidat er egnet til at fungere som dommer. Udvalget kaldes 255-udvalget, opkaldt efter artikel 255 i traktaten om EU’s funktionsmåde, som er grundlaget for dets oprettelse. Derefter udnævnes dommerne officielt af alle medlemsstaterne, der optræder samlet.

Dommerne udnævnes for en periode på seks år, som kan fornyes.

Vidste du det?

Den dommer, der har siddet længst ved Retten, er Marc Jaeger fra Luxembourg, som blev udnævnt første gang i 1996. Han fungerede også som Rettens præsident i 12 år fra september 2007 til september 2019.

Dommerne vælger en præsident og en vicepræsident for en periode på tre år.

Den nuværende præsident er Marc van der Woude, som blev valgt første gang i 2019.

 

Generaladvokater

I modsætning til Domstolen har Retten ikke faste generaladvokater. En dommer kan imidlertid fungere som generaladvokat.

To dommere vælges til at fungere som generaladvokater, når Retten behandler anmodninger om præjudiciel afgørelse. De vælges for en periode på tre år. Generaladvokaten høres altid i præjudicielle sager, men fremsætter kun forslag til afgørelse, når en sag rejser nye retsspørgsmål, og et forslag til afgørelse vil være nyttigt.

I direkte søgsmål kan opgaven som generaladvokat også under særlige omstændigheder overdrages til en dommer. Dette sker dog sjældent. Denne mulighed blev kun anvendt i en håndfuld sager i starten af Rettens historie i begyndelsen af 1990’erne.

Hvor mange dommere behandler en sag?

Alle dommere behandler ikke alle sager. En sag henvises altid til en afdeling.

Retten har 10 afdelinger, som kan behandle sager med enten 3 eller 5 dommere. Der er også en stor afdeling med 15 dommere og en mellemafdeling med 9 dommere.

Antallet af dommere afspejler, hvor vigtig eller kompleks sagen er.

Størstedelen af sagerne behandles af afdelinger med tre dommere. I sjældne tilfælde kan sager, der er henvist til en afdeling med tre dommere, behandles og afgøres af den refererende dommer som enedommer. Anmodninger om præjudiciel afgørelse behandles af fem dommere.

Formændene for afdelingerne vælges blandt dommerne for en periode på tre år.

Alle afdelinger kan behandle annullationssøgsmål. Sager om intellektuel ejendomsret tildeles dog særlige afdelinger, og det samme gælder personalesager. Denne specialisering er med til at sikre den mest effektive behandling af sager.

Der er også to særlige afdelinger, der tager stilling til anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er overført til Retten. Hver af disse afdelinger har seks dommere, hvoraf en vælges som generaladvokat. Forslag til afgørelse fremsættes af generaladvokaten fra den anden særlige afdeling.

Justitssekretæren og Justitskontoret

Retten har sit eget Justitskontor, som administrerer sagerne.

Justitssekretæren er leder af Justitskontoret og udnævnes af Rettens dommere for en periode på seks år. Ligesom dommerne kan justitssekretæren også genudnævnes. Den nuværende justitssekretær er Vittorio Di Bucci, som blev udnævnt første gang i 2023.

Retten gør også brug af institutionens øvrige afdelinger.

Hvilke sager behandler Retten?

Retten kan behandle mange forskellige typer sager. De fleste af Rettens sager er anlagt af privatpersoner og virksomheder for at få prøvet afgørelser og retsakter vedtaget af EU-institutioner, ‑organer, ‑kontorer eller ‑agenturer.

Annullationssøgsmål anlagt af private

Retten behandler alle sager, der er anlagt af privatpersoner, virksomheder eller organisationer, som anfægter EU-organers retsakter eller afgørelser. For at Retten kan antage sagen til behandling, skal den retsakt, der anfægtes, enten:

1. være rettet direkte til den pågældende privatperson. Dette er f.eks. tilfældet med en afgørelse om indefrysning af en persons aktiver eller en afgørelse i en konkurrencesag, hvor en virksomhed pålægges en bøde, eller
2. være en generel retsregel, der berører privatpersonen umiddelbart, og som ikke behøver yderligere gennemførelsesforanstaltninger for at træde i kraft, eller
3. umiddelbart og individuelt berøre retsstillingen for den person, der anlægger sagen.

»Umiddelbart og individuelt berøre« har en helt specifik betydning i EU-retten. Det betyder, at selv om afgørelsen ikke nævner personen direkte, påvirker den personens retsstilling på grund af visse kendetegn, der adskiller den pågældende fra alle andre.

Hvis Retten fastslår, at afgørelsen ikke er korrekt, kan den annullere den. Det betyder, at afgørelsen anses for aldrig at have eksisteret. Den institution eller det organ, der har truffet afgørelsen, skal derefter træffe alle nødvendige foranstaltninger for at håndtere konsekvenserne af dommen.

I sager, der involverer en bøde, f.eks. konkurrencesager, har Retten »fuld prøvelsesret«. Det betyder, at hvis den konstaterer fejl i afgørelsen, men ikke nok til, at den kan annullere hele afgørelsen, kan den justere bødebeløbet. Den kan også beslutte at forhøje bøden.

Annullationssøgsmål anlagt af medlemsstater

Retten behandler sager, der er anlagt af en medlemsstat mod Kommissionen.

Den behandler også under visse omstændigheder sager, som en medlemsstat har anlagt mod Rådet. Det kan bl.a. være sager vedrørende retsakter, der drejer sig om

• statsstøtte
• handels- og antidumpingspørgsmål
• andre retsakter, hvor Rådet udøver gennemførelsesbeføjelser.

Præjudicielle forelæggelser

EU-retten er en del af alle EU-landes nationale lovgivning. Det betyder, at EU-retten kan anvendes direkte ved de nationale domstole i EU. De nationale dommere kan derfor anvende EU-retten direkte. Dette kaldes EU-rettens »direkte virkning«.

Hvis det ikke er helt klart, hvordan EU-lovgivningen skal fortolkes i en sag, kan nationale domstole stille spørgsmål til EU-Domstolen. På den måde kan de afklare, hvad en bestemmelse i EU-retten betyder, eller endda om den er gyldig. Dette giver dem mulighed for at anvende EU-retten og afgøre, om en national lovgivning og praksis er i overensstemmelse med EU-retten.

Alle uafhængige domstole i EU kan stille disse spørgsmål, hvis det er nødvendigt.

Nationale domstole, hvis afgørelser ikke kan appelleres, skal stille disse spørgsmål, hvis svaret ikke er klart, og hvis svaret er nødvendigt for at afgøre sagen.

Alle anmodninger om præjudicielle afgørelser forelægges i første omgang for Domstolen. De fleste af dem behandles også af Domstolen. Sagerne henvises dog til Retten, når de vedrører

• moms
• told, punktafgifter eller toldklassificering af varer
• handel med kvoter for drivhusgasemissioner
• kompensation til passagerer,

medmindre der er tale om en principiel afgørelse, der kan påvirke EU-rettens enhed eller sammenhæng.

Når spørgsmålene er besvaret, går sagen tilbage til den nationale domstol, så den kan træffe en endelig afgørelse i sagen.

Rettens afgørelse om EU-retten kan efterprøves af Domstolen, hvis den finder, at Rettens afgørelse påvirker EU-rettens enhed eller sammenhæng. Ellers er den endelig og bindende. Den nationale domstol skal følge det svar, den har fået fra Retten. Andre nationale domstole i hele EU skal også følge denne dom, hvis de har lignende sager.

Passivitetssøgsmål

Disse sager ligner annullationssøgsmål. Men i stedet for at blive anlagt, når et EU-organ har truffet en afgørelse, bliver de anlagt, når et EU-organ har undladt at træffe en afgørelse. De kan kun anlægges, når EU-organet er blevet anmodet om at handle og er forpligtet til at gøre det.

Disse sager er meget sjældne.

I lighed med annullationssøgsmål er det Rettens opgave at behandle sager, der anlægges af private. Domstolen er ansvarlig for at behandle sager, der anlægges af medlemsstater og EU-institutioner.

Det er vigtigt at bemærke, at selv om borgerne kan gøre Kommissionen opmærksom på, at en medlemsstat muligvis overtræder EU-retten, er Kommissionen ikke forpligtet til at anlægge sag mod medlemsstaten. Der kan ikke anlægges et passivitetssøgsmål mod Kommissionen under sådanne omstændigheder.

Sager om intellektuel ejendomsret

EU har sit eget system for varemærker og design. De eksisterer parallelt med de nationale varemærker. Et EU-varemærke er gyldigt i hele EU.

EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) administrerer dette system og beslutter, om EU-varemærker og ‑design kan registreres. EUIPO har sin egen interne klageprocedure med et appelkammer, der behandler klager over disse oprindelige afgørelser.

Appeller af afgørelser truffet af EUIPO’s appelkammer behandles af Retten.

Ca. 25% af alle Rettens sager drejer sig om intellektuel ejendomsret.

Personalesager

Hvis en EU-ansat har en arbejdsretlig konflikt med sin arbejdsgiver (en EU-institution, et EU-agentur osv.), behandler Retten appellen af den endelige administrative afgørelse.

I disse sager fungerer den på samme måde som arbejdsretterne i de nationale retssystemer.

Erstatningssøgsmål

Retten behandler anmodninger om erstatning for skade, der er forvoldt som følge af EU-institutionernes og andre organers ulovlige handlinger.

Specifikke kontrakter

Kontrakter mellem EU og virksomheder eller privatpersoner indeholder undertiden specifikke bestemmelser om, at EU-Domstolen skal behandle alle sager, der opstår som følge af en tvist i forbindelse med kontrakten. Sådanne klausuler er normale i kontrakter.

Disse sager behandles af Retten.

Appel af Rettens afgørelser

Som det er tilfældet i alle retssystemer, er der en ordning, der gør det muligt at appellere Rettens afgørelser til Domstolen.

Der kan kun iværksættes appel vedrørende retlige spørgsmål og ikke om den måde, hvorpå Retten har fastlagt og vurderet sagens faktiske omstændigheder.

I nogle typer af sager fungerer Retten allerede som en appeldomstol. Mange EU-agenturer og ‑organer, der træffer afgørelser, f.eks. EUIPO og Det Europæiske Kemikalieagentur, har et uafhængigt appelkammer. I sådanne tilfælde vil agenturets eget appelkammer allerede have behandlet den oprindelige afgørelse, før sagen indbringes for Retten. Rettens afgørelser i disse sager kan derfor kun appelleres, hvis Domstolen giver tilladelse til det i en særlig procedure. Appellen admitteres, når den rejser et spørgsmål, der er vigtigt for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.

En appel skal iværksættes inden for to måneder efter Rettens afgørelse.

Hvis Domstolen er enig i appellen og annullerer Rettens afgørelse, kan den enten selv afgøre sagen eller sende den tilbage til Retten, for at den kan behandle den igen.

Ca. 25% af alle afgørelser appelleres. Af disse bliver kun 25% omstødt af Domstolen. Det vil sige, at kun 6% af Rettens afgørelser bliver omstødt af Domstolen.

Afgørelser i præjudicielle sager kan ikke appelleres. Domstolen kan dog foretage en fornyet prøvelse af sagen, hvis den finder, at Rettens afgørelse påvirker EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng.

Hvordan fungerer sagsbehandlingen?

Statutten for Den Europæiske Unions Domstol og Rettens procesreglement fastsætter regler for Rettens sagsbehandling.

Sagsbehandlingen består af to grundlæggende dele, nemlig den skriftlige og den mundtlige forhandling.

I præjudicielle forelæggelser er sagsbehandlingen den samme som ved Domstolen. Andre sager begynder med, at der indleveres en stævning til Rettens Justitskontor. Stævningen skal være underskrevet af en advokat, der har ret til at give møde for en domstol i en medlemsstat.

Parterne indgiver deres argumenter for Retten skriftligt. Medlemsstaterne, EU-institutionerne og andre personer, som har en direkte interesse i sagens udfald, kan også indgå i sagen til støtte for en af parterne. Dette er den skriftlige del af sagsbehandlingen.

I mange sager afholdes der også et retsmøde. Retsmøder er offentlige, og de vigtigste kan blive streamet på vores websted. Der er flere oplysninger om, hvordan man kan overvære et retsmøde, på vores sider om streaming og hvordan man overværer et retsmøde. Dette er den mundtlige del af sagsbehandlingen.

Hvis Retten har anmodet om det, forbereder generaladvokaten et forslag til afgørelse. Forslag til afgørelse fremsættes i retsmødet, og visse streames live på EU-Domstolens websted.

Når den mundtlige del er afsluttet, voterer dommerne og træffer deres afgørelse.

Dommen afsiges derefter i et offentligt retsmøde. Nogle domsafsigelser livestreames på EU-Domstolens websted.

I gennemsnit tager en sag ca. 20 måneder fra start til slut.

Se også siden om Sagsbehandlingen ved Retten.