Kunstig intelligens

Kontinuerlig innovation er en central del af, hvordan Domstolen arbejder. Ansvarlig brug af kunstig intelligens (KI) er en del af denne innovation.

Den Europæiske Unions Domstol er engageret i løbende innovation. For at kunne tjene EU og dens borgere i en verden i konstant forandring skal Domstolen være parat til at tage nye teknologier til sig.

Som udtryk for dette engagement var institutionen begyndt at udforske integrationen af KI og andre nye teknologier, længe før KI blev fremtrædende.

I 2019 blev der oprettet et innovationslaboratorium med det formål at afprøve de seneste innovationer og deres potentielle anvendelsesmuligheder inden for institutionen.

I 2023 vedtog Domstolen formelt sin KI-strategi, hvorefter der blev nedsat en KI-bestyrelse (The Artificial Intelligence Management Board). Bestyrelsen, der er sammensat af medlemmer af begge retsinstanser samt repræsentanter for administrationen, sikrer, at de teknologiske valg, som institutionen træffer i forhold til integrationen af KI-baserede værktøjer, er etisk forsvarlige.

Domstolen har forpligtet sig til at udvikle, idriftsætte og bruge kunstig intelligens i overensstemmelse med EU’s værdier, som er fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, med det formål at fremme menneskecentreret og troværdig KI. Domstolens arbejde i forbindelse med KI-systemer er foregået – og vil fortsat foregå – i fuld overensstemmelse med gældende retsforskrifter, som navnlig er fastsat i EU’s databeskyttelsesforordning og i KI-forordningen.

I 2026 vedtog Domstolen på baggrund af arbejdet i KI-bestyrelsen et etisk charter om kunstig intelligens, der opstiller en række etiske standarder og foranstaltninger, som har til formål at fremme ansvarlig brug af KI og at mindske de iboende risici.

Ved at anvende dette charter vil Domstolen både tage de fordele til sig, som KI har at tilbyde, og undgå enhver mulig negativ indvirkning af brugen heraf på Domstolens retslige og administrative processer.

Læs den fulde tekst til etisk charter om kunstig intelligens for at få mere at vide.