Mary Robinson-området

Mary Robinson (født i 1944) er en irsk jurist, akademiker, politiker, diplomat, den første kvindelige præsident i Irland og tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder. Hun blev udnævnt til Reid-professor i strafferet ved Trinity College Dublin som 25-årig, hvor hun også underviste i andre fag, herunder forfatningsret og EU-ret. I 1988 grundlagde hun det irske center for EU-ret. Som anerkendt jurist og ivrig menneskerettighedsforkæmper blev hun valgt ind i det kongelige irske akademi. Som politisk engageret var hun medlem af Seanad Éireann (det irske senat) i 20 år og blev i 1990 Irlands første kvindelige præsident. Hun har i egenskab heraf kæmpet for grundlæggende rettigheder og ligestilling mellem kvinder og mænd og bl.a. støttet en lempelse af adgangen til prævention, afkriminalisering af homoseksualitet og legalisering af skilsmisse. Da hun i 1997 blev udnævnt til FN’s højkommissær for menneskerettigheder, arbejdede hun for beskyttelsen af menneskerettighederne, især i konfliktområder. Hun var efterfølgende med til at stifte organisationen »The Elders«, der er en gruppe af tidligere politiske ledere med internationalt ry, som arbejder for fred og menneskerettigheder. Hun er fortsat aktiv, navnlig i kampen mod klimaforandringer.