Savvas Papasavvas er blevet valgt til præsident for Den Europæiske Unions Ret

Efter at Marc van der Woude er fratrådt sin embedsperiode som præsident for Den Europæiske Unions Ret før tid, er Savvas Papasavvas af sine dommerkolleger blevet valgt til præsident for Retten for den resterende periode, dvs. fra den 16. september 2026 til den 31. august 2028.

Curriculum vitae for Savvas Papasavvas

Savvas S. Papasavvas, der er født i 1969 i Nicosia (Cypern), studerede ved Ethnikó kai Kapodistriakó Panepistímio Athinón (det nationale Kapodistrias-universitet i Athen, Grækenland) og opnåede dér en juridisk bachelorgrad (Ptychion) i 1991. Herefter gennemførte han et postgraduate-studium ved Université de Paris II (Paris II-universitetet, Frankrig) , hvor han i 1992 erhvervede et eksamensbevis i videregående studier i offentlig ret. Efter afslutningen af et ph.d.-studium ved Aix-Marseille Université III (Aix-Marseille III-universitetet, Frankrig) erhvervede han i 1995 en ph.d.-grad i jura.

Efter at Savvas S. Papasavvas havde fået advokatbestalling på Cypern, arbejdede han fra 1993 som advokat i Nicosia, indtil han blev udnævnt til dommer ved Retten i 2004.

Han var endvidere underviser ved Panepistímio Kýprou (Cyperns universitet) fra 1997 til 2002 og fra 2002 til 2004 lektor i forfatningsret ved dette universitet.

Savvas S. Papasavvas blev udnævnt til dommer ved Retten den 12. maj 2004, og han var afdelingsformand i to på hinanden følgende perioder, fra den 15. september 2010 til den 25. september 2016. Han blev af sine dommerkolleger valgt til vicepræsident for Retten den 27. september 2019 og har varetaget dette hverv, indtil han dags dato er blevet valgt til præsident for Retten.