Besøg af Rumæniens kassationsdomstol
Den 5. og den 6. oktober 2026 fik Den Europæiske Unions Domstol besøg af en delegation fra Rumæniens kassationsdomstol, som var anført af formanden for anden afdeling for civile sager, Adina Oana Surdu. Delegationen blev budt velkommen af Domstolens præsident, Koen Lenaerts, og institutionens rumænske medlemmer: Octavia Spineanu-Matei, der er afdelingsformand ved Domstolen, Ion Gâlea, der er afdelingsformand ved Retten, og Mirela Stancu, der er dommer ved Retten.
Besøget fandt sted inden for rammerne af de tætte og langvarige forbindelser, som EU-Domstolen opretholder med medlemsstaternes nationale domstole, og gav mulighed for yderligere at styrke den retlige dialog.
Mandag den 5. oktober deltog delegationen i en række arbejdsmøder med medlemmer af EU-Domstolen, som omhandlede
- vigtigheden af, at der føres dialog mellem dommere i lyset af retsstatsprincippet og EU’s værdier
- dialogen mellem de øverste nationale domstole og Den Europæiske Unions Domstol i lyset af seneste retspraksis vedrørende pligten til at give en begrundelse, når den øverste nationale domstol beslutter ikke at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse
- artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol) og EMRK’s artikel 6 – konvergens, autonomi og grænserne for harmoniseringen af retspraksis.
Disse møder gav deltagerne mulighed for at foretage drøftelser, udveksle synspunkter og dele deres respektive erfaringer i relation til emner af fælles interesse.
Tirsdag den 6. oktober overværede delegationen et retsmøde ved Retten i sagerne T-848/25 og T-30/26, Glock mod EUIPO. De fik desuden en rundvisning i Rettens bygninger og havde endnu et møde med afdelingsformand Ion Gâlea og dommer Mirela Stancu.
