Sager af grundlæggende betydning afsagt af EU-Domstolen

Grundprincipper i EU-retten

Dommen i sagen Van Gend en Loos

Domstolen afsagde sin måske mest berømte dom i sagen Van Gend en Loos (1963).

En nederlandsk domstol spurgte Domstolen, om de nationale domstole selv kan anvende EU-lovgivning, der forbyder lande at forhøje tolden på handel inden for EU. De nederlandske myndigheder havde forhøjet tolden på visse kemikalier. Transportselskabet Van Gend en Loos var blevet anmodet om at betale de højere toldsatser ved import af kemikalier fra Tyskland til Nederlandene og havde derfor anlagt sag ved en national domstol. Domstolen var enig i, at den nationale domstol skulle anvende EU-lovgivningen. Herved opstod princippet om »direkte virkning«. Det betyder, at private kan påberåbe sig visse regler i EU-retten direkte i tvister ved nationale domstole.

Dommen i sagen Costa mod ENEL

Et år senere fastlagde Domstolen et andet vigtigt princip i dommen i sagen Costa mod ENEL (1964).

En italiensk domstol anmodede Domstolen om vejledning i forbindelse med en konflikt mellem en EU-retsakt og en senere italiensk lov om nationalisering af et elselskab. Domstolen fastslog, at EU-retten i tilfælde af konflikt har »forrang«, og at den nationale lovgivning ikke må anvendes. Dette kaldes princippet om EU-rettens »forrang«.

Principperne om EU-rettens direkte virkning og EU-rettens forrang udgør tilsammen grundstenene i EU-retten.

Francovich-dommen

I de følgende år fortsatte Domstolen med at formulere vigtige principper i EU-retten. I dommen i sagen Andrea Francovich m.fl. mod Den Italienske Republik (1991) indførte den princippet om »statens ansvar«.

En gruppe italienske arbejdstagere mistede deres løn, da deres arbejdsgiver gik konkurs. Der var blevet vedtaget et EU-direktiv, hvis formål var at beskytte arbejdstagere i en sådan situation. Italien havde imidlertid ikke gennemført direktivet i landets eget nationale retssystem. Arbejdstagerne klagede over, at de havde lidt skade, fordi Italien ikke havde gennemført direktivet. Domstolen fastslog, at et EU-land kan sagsøges af private for skader, der er forårsaget af landets manglende overholdelse af EU-retten.

Fri bevægelighed for varer

Dassonville-dommen

Domstolen spillede også en central rolle i udformningen af den frie bevægelighed for varer i EU. I dommen i sagen Procureur du Roi mod Benoît og Gustave Dassonville (1974) fastlagde den det, der har fået navnet »Dassonville-formlen«.

EU-reglerne forbyder medlemsstaterne at opstille restriktioner for importen til deres land af varer fra andre EU-lande. Reglerne forbyder også nationale regler med en »tilsvarende virkning« som en sådan restriktion. I denne sag krævede Belgien oprindelsescertifikater for skotsk whisky. Gustave Dassonville, en grossist i Frankrig, og hans søn Benoît, som var leder af en filial af virksomheden i Belgien, købte flasker med whiskyerne »Johnnie Walker« og »Vat 69« i Frankrig for at sælge dem i Belgien. Da der ikke var krav om et sådant oprindelsescertifikat i Frankrig, kunne de ikke fremlægge det. De blev derefter retsforfulgt i Belgien.

Domstolen fastslog, at nationale regler, der begrænser handelen i EU, enten direkte eller indirekte, har samme virkning som importrestriktioner.

Dommen i sagen Cassis de Dijon

Ræsonnementet i Dassonville-dommen blev videreudviklet i dommen i sagen Rewe-Zentral AG mod Bundesmonopolverwaltung für Branntwein (1979), også kendt som dommen i sagen Cassis de Dijon.

Tyskland ville ikke tillade, at likøren »Cassis de Dijon« blev importeret fra Frankrig og solgt i Tyskland, da den ikke levede op til de tyske standarder for alkoholindhold. For at en drikkevare kunne sælges som likør i Tyskland, skulle den have et alkoholindhold på over 25%. Cassis de Dijon havde kun et alkoholindhold på 16%. Rewe-Zentral, et tysk supermarked, klagede over denne regel ved en national domstol, som derefter forelagde spørgsmål for Domstolen. Domstolen fastslog, at det skal være tilladt at importere en vare, der er lovligt fremstillet og solgt i et EU-land, til andre EU-landes markeder. Dette kaldes princippet om »gensidig anerkendelse«.

Fri bevægelighed for personer

Grzelczyk-dommen

Ud over at anerkende den frie bevægelighed for varer har Domstolen også bekræftet, at der er fri bevægelighed for personer inden for EU, f.eks. i dommen i sagen Rudy Grzelczyk mod Centre Public d’Aide Sociale d’Ottignies-Louvain-la-Neuve (2001).

En fransk studerende, der boede i Belgien, forsørgede sig selv i de første tre år af sine studier og søgte om en ydelse til sikring af et eksistensminimum i sit fjerde studieår. Han fik imidlertid afslag på ydelsen, fordi han var udenlandsk statsborger. Domstolen fastslog, at dette udgjorde en uretfærdig behandling, da EU-borgerskabet giver personer ret til samme retlige behandling, uanset deres nationalitet.

Ruiz Zambrano-dommen

Et årti senere, i Ruiz Zambrano-dommen (2011), uddybede Domstolen begrebet unionsborgerskab.

Denne sag drejede sig om to børn, der var født i Belgien og havde belgisk statsborgerskab. Deres forældre var colombianske statsborgere. Forældrene var truet af udvisning, som også ville medføre, at børnene skulle rejse ud af EU. Domstolen fastslog, at et EU-land skal give opholds- og arbejdstilladelse til forældre, hvis små børn, som de forsørger, er statsborgere i det pågældende land. At nægte dem disse rettigheder ville fratage deres børn den fulde nydelse af deres rettigheder som unionsborgere. Denne sag styrkede tanken om, at visse rettigheder under unionsborgerskabet ikke blot omfatter den enkelte privatperson, men også dennes familiemedlemmer.

Individuelle rettigheder

International Handelsgesellschaft-dommen

Domstolen behandlede spørgsmålet om beskyttelse af individuelle rettigheder i Internationale Handelsgesellschaft-dommen (1970).

En tysk virksomhed, Internationale Handelsgesellschaft, anfægtede EU’s eksportlicensordning for landbrugsvarer. Virksomheden gjorde gældende, at licensordningen hindrede dens ret til frit at oprette og drive egen virksomhed, som er sikret ved den tyske forfatning.

Den tyske domstol, der behandlede sagen, spurgte Domstolen, om EU er forpligtet til at overholde visse menneskerettighedsstandarder. Dommerne konkluderede, at overholdelsen af de grundlæggende rettigheder er et væsentligt element i de almindelige EU-retlige principper, som Domstolen er ansvarlig for at opretholde.

Defrenne-dommen

Dette princip blev videreudviklet i dommen i sagen Defrenne mod SABENA (1976).

En stewardesse, Gabrielle Defrenne, anlagde sag mod sin tidligere arbejdsgiver, det belgiske luftfartsselskab SABENA, og krævede erstatning for det tab, hun havde lidt med hensyn til løn og andre rettigheder som følge af forskellig løn til kvindelige og mandlige medlemmer af kabinepersonalet, der udførte de samme arbejdsopgaver. Domstolen afgjorde, at princippet om lige løn til mænd og kvinder kunne påberåbes ved nationale domstole i sager mellem privatpersoner og deres arbejdsgivere. Gabrielle Defrenne kunne anvende EU-retten i sin sag mod sin arbejdsgiver, luftfartsselskabet, ved den nationale domstol med henblik på at sikre ligestilling mellem kønnene på arbejdspladsen.

Konklusion

Disse vigtige afgørelser fra EU-Domstolen har haft stor indflydelse på udviklingen af EU-retten og beskyttelsen af borgernes rettigheder. De viser EU’s engagement i retfærdighed, lighed og retsstatsprincippet og former det retlige landskab for alle medlemsstater og deres borgere.