Presse- og Informationsafdelingen

PRESSEMEDDELELSE NR. 61/98

29. september 1998

Domstolens dom i sag C-191/95

Kommissionen mod Tyskland

I ET TRAKTATBRUDSSØGSMÅL MOD EN MEDLEMSSTAT ER EUROPA-KOMMISSIONENS BESLUTNING OM AT UDSTEDE DEN BEGRUNDEDE UDTALELSE OG ANLÆGGE SAG UNDERGIVET KOLLEGIALITETSPRINCIPPET

Domstolen fastslår de krav, der følger af kollegialitetsprincippet i Kommissionen

Kommissionen anlagde den 16. juni 1995 sag med påstand om, at det fastslås, at Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 68/151/EØF og 78/660/EØF, idet Tyskland ikke havde fastsat passende sanktioner, såfremt kapitalselskaber ikke opfylder de forpligtelser til offentlighed omkring årsregnskabet, der påhviler dem i henhold til nævnte traktat og direktiver.

Under sagens formalitet gjorde den tyske regering først og fremmest gældende, at Kommissionen havde tilsidesat kollegialitetsprincip ved udstedelsen af den begrundede udtalelse og sagens anlæg. Regeringen anførte, at den begrundede udtalelse og sagsanlægget ved Domstolen blev besluttet i henhold til bemyndigelsesproceduren. Ifølge den tyske regering kan denne procedure, selv om den er i overensstemmelse med kollegialitetsprincippet ved beslutninger om forvaltnings- og administrative foranstaltninger, ikke anvendes ved principielle beslutninger som udstedelsen af en begrundet udtalelse og anlæg af søgsmål ved Domstolen. Den tyske regering anførte, at Kommissionen ikke kunne anses for at have godtgjort, at alle Kommissionens medlemmer, da de besluttede at udstede den begrundede udtalelse og anlægge sag, reelt rådede over tilstrækkelige oplysninger med hensyn til indholdet af disse retsakter. Ifølge den tyske regering burde Kommissionen have rådet over alle de relevante retlige faktiske oplysninger dels for at sikre sig, at beslutningerne ikke var uklare og dels, at de retsakter, den meddelte, reelt var blevet truffet af Kommissionen i sin helhed, og var i overensstemmelse med Kommissionens hensigt, idet denne er politisk ansvarlig herfor.

Kommissionen anførte, at kommissærerne af effektivitetshensyn på grund af det betydelige antal traktatbrudssager ikke råder over forslagene til de begrundede udtalelser, når de træffer afgørelse om at udstede disse retsakter, hvilket heller ikke er nødvendigt, når henses til, at disse retsakter ikke har nogen umiddelbare retsvirkninger. Derimod råder kommissærerne over vigtige oplysninger, bl.a. om de anfægtede handlinger og de fællesskabsretlige bestemmelser, der i henhold til Kommissionens tjenestegrene er blevet tilsidesat. Kommissionen havde således med fuldt kendskab truffet afgørelse vedrørende dens tjenestegrenes forslag om at udstede den begrundede udtalelse og anlægge sag. Udarbejdelsen af de begrundede udtalelser foretages af administrationen under ansvar af det på det pågældende område kompetente kommissionsmedlem og efter den samlede Kommissions vedtagelse af beslutningen om at udstede denne retsakt.

Domstolen bemærker indledningsvis, at Kommissionens funktion er underlagt kollegialitetsprincippet. Det er ubestridt, at beslutningerne om at udstede den begrundede udtalelse og anlægge sag er undergivet dette kollegialitetsprincip. Ä Kollegialitetsprincippet er baseret på, at Kommissionens medlemmer i lige grad deltager i beslutningerne, og indebærer dels, at beslutningerne er truffet i fællesskab, dels at samtlige kommissionsmedlemmer i politisk henseende som kollegial enhed har et kollektivt ansvar for alle de trufne beslutninger.

Domstolen bemærker herved imidlertid, at de formelle betingelser for en reel overholdelse af kollegialitetsprincippet afhænger af karakteren af de af institutionen vedtagne retsakter og deres retsvirkninger. For så vidt angår en begrundet udtalelse fastslår Domstolen, at der her er tale om en indledende procedure, som ikke har nogen bindende retsvirkning over for adressaten for den begrundede udtalelse. Formålet med denne indledende procedure er efter traktatens artikel 169 at give medlemsstaten lejlighed til at bringe sine regler i overensstemmelse med traktatens krav på frivilligt grundlag og i givet fald begrunde sin stillingtagen. Såfremt bestræbelserne på at slutte sagen i mindelighed ikke krones med held, har en begrundet udtalelse til formål at fastlægge stridens genstand. Kommissionen har derimod ikke beføjelse til ved begrundede udtalelser at foretage en endelig fastlæggelse af en medlemsstats rettigheder og forpligtelser eller at give medlemsstaten garantier vedrørende en nærmere bestemt handlemådes forenelighed med traktaten. Som traktaten er opbygget, kan fastlæggelsen af en medlemsstats rettigheder og forpligtelser samt bedømmelsen af medlemsstatens handlemåde alene ske i en af Domstolen afsagt dom. Den begrundede udtalelse har altså alene retsvirkning med hensyn til sagsanlæg ved Domstolen, mens Kommissionen, såfremt medlemsstaten ikke efterkommer udtalelsen inden for den fastsatte frist har mulighed, men ikke forpligtelse til at anlægge sag. Domstolen bemærker vedrørende beslutningen om at anlægge sag ved Domstolen, at en sådan beslutning, selv om den er en uomgængelig forudsætning for, at Domstolen kan fastslå et påstået traktatbrud ved en bindende afgørelse, dog ikke i sig selv ændrer de omtvistede retspositioner.

Kommissionens beslutning om at udstede en begrundet udtalelse og indbringe traktatbrudssøgsmål skal være besluttet af Kommissionen i dens helhed. Det grundlag, som disse beslutninger er baseret på, skal derfor være til rådighed for alle Kommissionens medlemmer. Derimod er det ikke nødvendigt, at den samlede Kommission selv fastsætter indholdet af den endelige formulering af de retsakter, som er en følge af dens beslutninger. I denne sag stod det fast, at ethvert forhold, som alle Kommissionens medlemmer fandt nødvendigt for deres beslutninger, var til rådighed for dem, da Kommissionen i sin helhed den 31. juli 1991 besluttede at udstede den begrundede udtalelse og den 13. december 1994 godkendte forslaget om at anlægge denne sag. Under disse omstændigheder fastslår Domstolen, at Kommissionen havde overholdt kollegialitetsprincippet, da den udstedte den begrundede udtalelse til Forbundsrepublikken Tyskland og anlagde sagen.

Domstolen fastslår, at sagen kunne fremmes til realitetsbehandling.

Vedrørende sagens realitet henviser Domstolen til sin dom i sagen Daihatsu Deutschland, sag C-97/96 af 4. december 1997 (jf. pressemeddelelse nr. 75/97), hvori Domstolen fastslog, at direktiv 68/151/EØF skal fortolkes således, at det er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det kun er selskabsdeltagerne, kreditorerne og det fælles virksomhedsnævn eller selskabets virksomhedsnævn, der kan kræve iværksættelse af en sanktion, der er hjemlet i den pågældende nationale lovgivning for det tilfælde, at et selskab ikke overholder de i første direktiv fastsatte forpligtelser med hensyn til offentliggørelse af årsregnskaberne.