Samling af Afgørelser fra EU-Domstolen

Samling af Afgørelser er den officielle offentliggørelse af praksis fra Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen). I henhold til Domstolens og Rettens procesreglementer offentliggøres Samling af Afgørelser på alle officielle EU-sprog.

Hvad indeholder Samling af Afgørelser?

Indtil den 1. september 2016 bestod Samling af Afgørelser af følgende:

  • Den Almindelige Samling af Afgørelser, der indeholdt Domstolens og Rettens afgørelser
  • Samling af Afgørelser i Personalesager, der indeholdt Rettens og Personalerettens afgørelser vedrørende sager om tjenestemænd og andre ansatte

Siden den 1. september 2016 – efter overførslen af Personalerettens kompetence til Retten – offentliggøres retspraksis, herunder afgørelser på det personaleretlige område, udelukkende i Den Almindelige Samling af Afgørelser.

Samlingens form

Samling af Afgørelser i Personalesager blev offentliggjort i trykt form indtil 2009, og Den Almindelige Samling af Afgørelser blev offentliggjort i trykt form indtil 2011. Den eneste officielle version af de afgørelser, der blev offentliggjort før disse datoer, er den trykte version. Denne trykte version kan stadig fås ved henvendelse til Publikationskontoret. Du kan også finde PDF-versioner af disse afgørelser på EUR-Lex.

Samling af Afgørelser i Personalesager er siden den 1. januar 2010 udelukkende blevet offentliggjort digitalt på EUR-Lex, og Den Almindelige Samling af Afgørelser er siden den 1. januar 2012 udelukkende blevet offentliggjort digitalt på EUR-Lex. Samlingen er gratis tilgængelig.

Den digitale samling er i PDF-format og omfatter retsafgørelser og generaladvokaternes forslag til afgørelse. Den indeholder også supplerende oplysninger og HTML-versioner med hyperlinks for at lette adgangen. Disse yderligere oplysninger er dog ikke en del af den officielle samling.

Adgang til Samlingen

Samlingen er tilgængelig i sin helhed under rubrikken Samling af Afgørelser på EUR-lex’ websted.

De forskellige domme er også tilgængelige i EU-Domstolens database over retspraksis sammen med andre oplysninger og dokumenter om hver enkelt sag. 

Kriterier for offentliggørelse af retspraksis i Samlingen

Domstolen

Siden den 1. maj 2004 offentliggøres følgende afgørelser:

  • domme afsagt af Domstolen i plenum og domme afsagt af Store Afdeling
  • domme afsagt i præjudicielle sager af afdelinger bestående af fem eller tre dommere
  • andre domme afsagt af afdelinger bestående af fem eller tre dommere, hvor generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse
  • udtalelser afgivet efter anmodning fra Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller en medlemsstat om, hvorvidt en potentiel aftale er forenelig med EU-traktaterne.

Medmindre dommerkollegiet træffer anden afgørelse, offentliggøres følgende ikke længere i Samlingen:

  • domme afsagt i ikke-præjudicielle sager af afdelinger bestående af fem eller tre dommere uden forslag til afgørelse fra generaladvokaten
  • kendelser.

Siden september 2011 kan afdelinger bestående af fem eller tre dommere undtagelsesvis bestemme, at en dom afsagt i en præjudiciel sag ikke offentliggøres i Samlingen.

Retten

Siden september 2005 offentliggøres følgende i Samlingen:

  • domme afsagt af Store Afdeling
  • domme afsagt af afdelinger bestående af fem dommere

Dommerkollegiet beslutter i hvert enkelt tilfælde, om domme afsagt af afdelinger bestående af tre dommere skal offentliggøres.

Medmindre dommerkollegiet træffer anden afgørelse, offentliggøres følgende ikke længere i Samlingen:

  • Rettens domme, som afsiges af en enkelt dommer
  • kendelser med karakter af afgørelse.

Visse afgørelser kan offentliggøres i uddrag.

Ikke-offentliggjorte afgørelser

Afgørelser, som ikke offentliggøres i Samlingen, er imidlertid tilgængelige i databasen over retspraksis på processproget og voteringssproget (sædvanligvis fransk). Den Almindelige Samling af Afgørelser indeholder ligeledes oplysninger om disse afgørelser.

Samling af Afgørelser i Personalesager

Retten

Indtil den 31. august 2016 blev de afgørelser, som Retten traf efter appel i personalesager, offentliggjort i Samling af Afgørelser i Personalesager. De var tilgængelige som sammendrag på alle officielle EU-sprog og i deres helhed på processproget. I visse tilfælde blev de desuden offentliggjort i Den Almindelige Samling af Afgørelser på alle officielle EU-sprog.

Siden den 1. september 2016 er Rettens afgørelser på det personaleretlige område blevet offentliggjort i Den Almindelige Samling af Afgørelser.

Personaleretten

Indtil den 31. august 2016 blev Personalerettens afgørelser offentliggjort i Samling af Afgørelser i Personalesager. De var tilgængelige som sammendrag på alle officielle EU-sprog og i deres helhed på processproget og voteringssproget (sædvanligvis fransk).

I tilfælde af afgørelser af almen interesse blev den fulde tekst også offentliggjort på de andre officielle EU-sprog.