Stillinger ved Domstolen
Besættelsen af de fleste stillinger ved Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) sker via de almindelige udvælgelsesprøver, som afholdes af EPSO. Der er dog også mange muligheder for ansættelse som midlertidigt ansat og kontraktansat. Stillingerne kategoriseres efter »ansættelsesgrupper«, og der er et varieret udvalg af mulige stillinger. EU-Domstolen offentliggør regelmæssigt stillingsopslag, og der findes en række åbne indkaldelser af ansøgninger til forskellige typer af stillinger.
Som arbejdsgiver er EU-Domstolen dybt engageret i at fremme et inkluderende og mangfoldigt miljø, hvor flersprogethed, samarbejde og forskellige synspunkter hyldes. EU-Domstolen værdsætter unikke bidrag fra mennesker med forskellige baggrunde og fremmer lighed og lige muligheder for alle.
EU-Domstolen tilbyder udfordrende faglige muligheder og konkurrencedygtige lønninger og godtgørelser (herunder udlandstillæg, husstandstillæg og børnetilskud). EU-Domstolen tilbyder også hjemmearbejdsordning og en lang række kurser, der giver de ansatte mulighed for at udvikle deres færdigheder.
Langt hovedparten af EU-Domstolens personale rekrutteres fra reservelister for almindelige udvælgelsesprøver, der er organiseret af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor. Disse udgør EU-Domstolens faste personale.
EU-Domstolen ansætter imidlertid også midlertidigt ansatte og kontraktansatte gennem indkaldelser af ansøgninger.
Midlertidigt ansatte og kontraktansatte
Midlertidigt ansatte ansættes ofte i stillinger, der er forbeholdt fastansat personale, men hvor der ikke er fastansat personale til rådighed. Disse stillinger vil i sidste ende blive besat med ansøgere, der har bestået en udvælgelsesprøve. Midlertidigt ansatte kan også ansættes til at udføre kortvarige opgaver, der kræver en specifik profil. For sådanne stillinger er den maksimale ansættelsesperiode seks år.
Midlertidigt ansatte kan desuden opnå ansættelse på tidsbegrænsede kontrakter i kabinetterne hos EU-Domstolens medlemmer. Disse kontrakter er begrænset til varigheden af medlemmets embedsperiode, men kan fornys.
Kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner er ansat til at træde i stedet for tjenestemænd, der er fraværende i en længere periode. De kan også blive ansat til at styrke indsatsen i et kontor, der har en usædvanlig stor arbejdsbyrde.
Ansættelsesgrupper
Personalet er inddelt i kategorier, der kaldes »ansættelsesgrupper«. Kategorierne har forskellige benævnelser, alt efter om der er tale om midlertidigt ansatte eller kontraktansatte. Hver kategori omfatter forskellige typer af stillinger, hvoriblandt EU-Domstolen oftere rekrutterer visse stillinger frem for andre.
- Ansættelsesgruppe AD (midlertidigt ansatte) / ansættelsesgruppe IV (kontraktansatte) omfatter stillinger, der kræver en universitetsgrad eller tilsvarende. I denne ansættelsesgruppe ansætter EU-Domstolen oftest juridiske assistenter eller referendarer, som arbejder tæt sammen med dommerne og generaladvokaterne, juridiske administratorer, juristlingvister, tolke og IT-specialister.
- Ansættelsesgruppe AST / ansættelsesgruppe III omfatter administrative assistenter, sprogassistenter og IT-assistenter. Ansøgere skal mindst have en videregående uddannelse eller en uddannelse på gymnasieniveau samt tre års erhvervserfaring.
- Ansættelsesgruppe AST/SC / ansættelsesgruppe AST II omfatter de stillinger, der udfører kontor- og administrationsopgaver, såsom sekretærstillinger. Ansøgere skal mindst have en videregående uddannelse eller en uddannelse på gymnasieniveau samt tre års erhvervserfaring.
- Ansættelsesgruppe I (kun kontraktansatte) omfatter personale, der udfører manuelle og administrative støtteopgaver. Denne gruppe kan omfatte chauffører og håndværkere, der bistår med at vedligeholde EU-Domstolens bygninger og udstyr.
Hvordan kan jeg ansøge?
Du har mulighed for at ansøge om ansættelse ved EU-Domstolen på følgende to måder:
- Du kan indgive en ansøgning i forbindelse med offentliggørelsen af et stillingsopslag vedrørende en specifik stilling.
- Du kan indgive en ansøgning i forbindelse med de løbende indkaldelser af ansøgninger. EU-Domstolen har regelmæssigt brug for bestemte profiler. For at sikre, at EU-Domstolen har en bred pulje af ansøgere til disse stillinger, har vi en række åbne indkaldelser af ansøgninger, der giver ansøgerne mulighed for at indgive deres ansøgning til enhver tid. Hvis der opstår en ledig stilling med hensyn til en af disse profiler, vil listen over egnede ansøgere blive gennemgået.
Den fulde liste over ledige stillinger og profiler findes under Arbejde for EU-Domstolen.
Du kan også finde oplysninger om faste og midlertidige stillinger i alle EU’s institutioner og agenturer på webstedet EU carreers. Dette omfatter stillinger som kontraktansat eller midlertidigt ansat, som praktikant og som udstationeret.
Yderligere oplysninger om, hvorledes vi håndterer de personoplysninger, der indsendes i forbindelse med ansøgningsprocessen, kan findes i vores databeskyttelsespolitik.
