Tilgængelighed og inklusion

Tilgængelighed ved EU-Domstolen

Den Europæiske Union er fast besluttet på at beskytte rettighederne for personer med handicap og sikre ligebehandling af alle. Disse principper er fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, den europæiske søjle for sociale rettigheder og FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, som EU tiltrådte i 2010, og som er en integrerende del af EU-retten.

Ved EU-Domstolen har respekt for ligestilling og ikkeforskelsbehandling altid været en central værdi. Det er samtidig stadig et fælles ansvar at sikre fuld tilgængelighed og inklusion for personer med handicap, og det kræver en løbende indsats på tværs af alle niveauer i institutionen.

EU-Domstolen har til støtte for dette mål igangsat et ambitiøst projekt på tværs af tjenestegrenene med det formål at fremme et mere inkluderende og tilgængeligt miljø for medarbejdere og besøgende. Hele institutionen bidrager til at opretholde og udvikle en kultur med tilgængelighed og fælles engagement.

De foranstaltninger, der allerede er truffet – og de, der er ved at blive udviklet – dækker en lang række områder, herunder

  • digital tilgængelighed
  • bygningernes tilgængelighed
  • tilgængelighed i forbindelse med rekruttering og støtte til oplysning og uddannelse af personalet

Digital tilgængelighed

Forbedring af den digitale tilgængelighed er med til at skabe en mere inkluderende oplevelse for alle – både inden for og uden for EU-Domstolen.

Dette websted er designet til at opfylde de krævede standarder for tilgængeligheden af EU-institutioners websteder. Der kan findes yderligere oplysninger herom i tilgængelighedserklæringen.

Samling af Afgørelser har siden 2021 overholdt anerkendte tilgængelighedsstandarder (A-2-a og UA (Universal Accessibility)). Fra 2012 til 2021 overholdt PDF-versionerne A-2-a-standarden. Begge disse standarder sikrer, at dokumenterne kan bruges med hjælpeteknologier, hvilket forbedrer adgangen til juridisk information for et bredere publikum.

Bygningernes tilgængelighed

EU-Domstolen er fast besluttet på at sikre, at dens bygninger er tilgængelige for alle besøgende.

Alle faciliteter overholder i øjeblikket de gældende lovkrav i Luxembourg, og der er flere foranstaltninger på vej med henblik på at forbedre tilgængeligheden yderligere og sikre fuld overholdelse af nye standarder, der træder i kraft den 1. januar 2032.

EU-Domstolen er opsat på at sørge for, at personer med handicap hele tiden er sikre og kan få støtte, når de er i vores bygninger.

Tilgængelighed i forbindelse med rekruttering og støtte til personalet

EU-Domstolen har en klar og struktureret ramme for støtte til både nuværende medarbejdere og jobansøgere med handicap. Dette omfatter rimelige tilpasninger for at lette adgangen til beskæftigelse og muliggøre en effektiv deltagelse i arbejdslivet ved EU-Domstolen.

Tilpasningerne kan variere afhængigt af de individuelle behov og kan omfatte tekniske hjælpemidler, ændringer af arbejdsmiljøet, skræddersyede støttetjenester og omorganisering af opgaver og arbejdstid.

Vejledningen AccessAble Luxembourg giver flere oplysninger om, hvordan det er at bo og arbejde i Luxembourg for medarbejdere med handicap og medarbejdere, der er forældre til børn med handicap.

Derudover har Domstolen et særligt inkluderende praktikprogram med henblik på at fremme lige muligheder og mangfoldighed. Der tilbydes praktikpladser til hver praktikperiode specifikt til kandidater med et anerkendt handicap. Du kan finde flere oplysninger om, hvordan man ansøger, på vores side om praktikophold.

Oplysning og uddannelse

Der gennemføres løbende regelmæssige oplysnings-, informations- og uddannelsesinitiativer for at fremme inklusion, gensidig respekt og effektivt samarbejde. Denne indsats fokuserer også på at skabe større forståelse for og støtte til personer med handicap og dem, der hjælper dem – og er med til at skabe en mere oplyst og inkluderende arbejdskultur.

Se også