Domstolen

Hvem arbejder ved Domstolen?

Dommerne

Domstolen har 27 dommere, en fra hver EU-medlemsstat.

Hver medlemsstat udnævner sin egen dommer. Der er ingen regler om, hvordan en dommer skal vælges, og medlemsstaterne kan følge deres egne procedurer. Den person, der vælges, skal dog være uafhængig og enten opfylde betingelserne for at indtage det højeste dommerembede i den medlemsstat, der udnævner vedkommende, eller være en anerkendt ekspert i EU-ret. Et særligt udvalg undersøger, om en kandidat er egnet til at fungere som dommer eller generaladvokat. Udvalget kaldes 255-udvalget, opkaldt efter artikel 255 i traktaten om EU’s funktionsmåde, som er grundlaget for dets oprettelse. Derefter udnævnes dommerne officielt af alle medlemsstaterne, der optræder samlet.

Dommerne udnævnes for en periode på seks år, som kan fornyes.

Vidste du det?

Den dommer, der har siddet længst ved Domstolen, er dens nuværende præsident, Koen Lenaerts, som blev udnævnt første gang i 2003.

Dommerne vælger en præsident og en vicepræsident for en periode på tre år.

Den nuværende præsident, Koen Lenaerts, blev valgt første gang i 2015.

Hvor mange dommere behandler en sag?

Alle dommere behandler ikke alle sager. En sag henvises altid til en afdeling. Antallet af dommere afspejler, hvor vigtig eller kompleks sagen er.

Domstolen har afdelinger bestående af

• 15 dommere, den store afdeling
• 5 dommere
• 3 dommere.

Domstolen kan også sættes i plenum med 27 dommere. Det sker kun i særligt vigtige sager.

Domstolens præsident leder den store afdeling. Vicepræsidenten sidder også med, sammen med 3 formænd for de afdelinger, der har 5 dommere. De øvrige 10 dommere udvælges derefter efter en nøje defineret rotationsordning for at sikre en ligelig fordeling af sagerne.

Den store afdeling anvendes i sager, der er særligt komplekse eller vigtige for udviklingen af EU-retten, eller når en medlemsstat eller en EU-institution anmoder om det.

Andre sager behandles af afdelinger med 3 eller 5 dommere. Formændene for afdelingerne med 5 dommere vælges for en periode på 3 år og formændene for afdelingerne med 3 dommere for en periode på 1 år.

Ca. 45% af sagerne behandles af afdelinger med 3 dommere. Ca. 40% af sagerne behandles af en afdeling med 5 dommere, og ca. 10% af sagerne behandles af den store afdeling.

Generaladvokaterne

Domstolen har desuden 11 generaladvokater. De udnævnes på samme måde som dommere.

Vidste du det?

Fordi der er færre generaladvokater end medlemsstater, kan alle lande ikke samtidig udnævne en generaladvokat. De fem største medlemsstater – Spanien, Tyskland, Frankrig, Italien og Polen – har alle permanent ret til at udnævne en generaladvokat. De øvrige seks poster går på skift mellem de 22 andre medlemsstater. En medlemsstat udnævner en generaladvokat for en enkelt periode på seks år. Derefter overgår retten til at udnævne en generaladvokat til den næste medlemsstat på listen. Rækkefølgen følger den alfabetiske orden af medlemsstaternes navne på deres eget sprog.

Generaladvokaterne har en helt særlig rolle. I modsætning til dommerne træffer de ikke afgørelse i sagen.

Inden dommerne træffer afgørelse i en sag, fremsætter generaladvokaten et uafhængigt »forslag til afgørelse« til dommerne. I forslaget til afgørelse undersøger generaladvokaten sagen og foreslår en løsning på de problemer, der er rejst.

Generaladvokaterne deltager ikke i alle sager. De inddrages kun, når en sag rejser nye retsspørgsmål, og et forslag til afgørelse vil være nyttigt.

Dommerne bestemmer selv, hvordan de vil afgøre sagen – de behøver ikke at følge generaladvokatens forslag til afgørelse.

Under alle omstændigheder vil generaladvokatens forslag til afgørelse have været en hjælp i Domstolens beslutningsproces, fordi det bidrager med et andet, uafhængigt synspunkt.

Justitssekretæren

Justitssekretæren har to roller. Justitssekretæren skal sørge for, at sagsbehandlingen forløber gnidningsløst, men fungerer også som institutionens generalsekretær.

I sin egenskab af generalsekretær er justitssekretæren ansvarlig for forskellige områder, under tilsyn af Domstolens præsident.

Justitssekretæren har også til opgave at udarbejde og forhandle EU-Domstolens årsbudget og sikre, at midlerne bruges korrekt.

Justitssekretæren repræsenterer institutionen i dens samarbejde med forskellige EU-institutioner og ‑organer og interagerer med en række andre eksterne interessenter.

Justitssekretæren vælges af dommerne og generaladvokaterne for en periode på seks år, der kan fornyes.

Vidste du det?

Den justitssekretær ved Domstolen, der har fungeret i længst tid, var Albert van Houtte, den allerførste justitssekretær, som bestred posten i næsten 29 år, fra marts 1953 til februar 1982. I starten, da Domstolen stadig var en forholdsvis lille institution, var justitssekretærens primære opgave at yde juridisk bistand. I takt med at institutionen voksede, udviklede justitssekretærens rolle sig også, og justitssekretæren fik gradvist flere ansvarsområder som generalsekretær.

Domstolens nuværende justitssekretær er Alfredo Calot Escobar, som har haft denne post siden 2010.

Personalet

EU-Domstolen har i øjeblikket lidt over 2 300 medarbejdere.

Størstedelen af medarbejderne er EU-tjenestemænd, der er ansat efter en streng udvælgelsesprocedure. EU-Domstolen har medarbejdere fra alle EU’s medlemsstater.

Omkring halvdelen af EU-Domstolens medarbejdere arbejder i Generaldirektoratet for Flersprogethed, hvis opgave er at sikre, at EU-Domstolens arbejde er tilgængeligt på alle 24 officielle EU-sprog.

Få mere at vide om, hvad EU-Domstolens medarbejdere laver, på siderne om EU-Domstolens enkelte tjenestegrene.

Få mere at vide om, hvordan du kan komme til at arbejde ved EU-Domstolen, på vores sider om arbejde for EU-Domstolen.

Hvilken type sager behandler Domstolen?

Domstolens opgave er at sikre, at EU-lovgivningen fortolkes og anvendes på samme måde i hele EU. Det gør den ved at behandle sager, hvor parterne har forskellige synspunkter om, hvad lovgivningen betyder, eller hvordan den skal anvendes. De fleste sager forelægges for Domstolen af de nationale domstole. Disse sager kaldes præjudicielle forelæggelser. Nogle af sagerne kommer imidlertid direkte for Domstolen. De kaldes »direkte søgsmål«.

Præjudicielle forelæggelser

EU-retten er en del af alle EU-medlemsstaters nationale lovgivning. Det betyder, at EU-retten kan anvendes direkte ved de nationale domstole i EU. De nationale dommere kan derfor anvende EU-retten direkte. Dette kaldes EU-rettens »direkte virkning«.

Hvis det ikke er helt klart, hvordan EU-lovgivningen skal fortolkes i en sag, kan nationale domstole stille spørgsmål til EU-Domstolen. På den måde kan de afklare, hvad en bestemmelse i EU-retten betyder, eller endda om den er gyldig. Det giver dem mulighed for at anvende EU-retten og afgøre, om en national lovgivning og praksis er i overensstemmelse med EU-retten.

Alle uafhængige domstole i EU kan stille disse spørgsmål, hvis det er nødvendigt.

Nationale domstole, hvis afgørelser ikke kan appelleres, skal stille disse spørgsmål, hvis svaret ikke er klart, og hvis svaret er nødvendigt for, at de kan afgøre sagen.

Domstolen undersøger derefter spørgsmålene.

Den hører synspunkter fra:

• de parter, der er berørt af den nationale sag
• de EU-medlemsstater, der måtte ønske at deltage i sagen – ofte f.eks. det land, som sagen er kommet fra
• Kommissionen og andre EU-institutioner, der ønsker at give deres mening til kende.

Domstolen afsiger derefter dom. Dommen giver den nationale domstol svar på de spørgsmål, den har stillet. På grundlag af svaret kan denne derefter træffe en endelig afgørelse i sagen.

Domstolens domme vedrørende EU-retten er endelige og bindende. Den nationale domstol skal følge Domstolens svar. Andre nationale domstole i hele EU skal også følge denne dom, hvis de har lignende sager.

På denne måde arbejder Domstolen og de nationale domstole sammen for at sikre, at der kun anvendes én fortolkning af EU-retten i EU.

Mange af de vigtigste EU-retlige principper er blevet fastsat i denne type sager. Størstedelen af de sager, som Domstolen behandler (over 60%), er præjudicielle forelæggelser.

De fleste af disse sager behandles af Domstolen. Sager, der vedrører moms, ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, told, punktafgifter eller toldklassificering af varer og kompensation til flypassagerer, behandles dog af Retten.

Direkte søgsmål

Direkte søgsmål er sager, der kommer direkte for Domstolen. Det er kun EU-institutioner og medlemsstater, der kan anlægge disse sager direkte ved Domstolen.

Under visse omstændigheder er det muligt for borgere og virksomheder at indbringe sager for Retten. Der er flere oplysninger om dette på siden om Retten.

Der er forskellige former for direkte søgsmål. De mest almindelige er traktatbrudssøgsmål og annullationssøgsmål.

Traktatbrudssøgsmål

Disse sager, der ofte også kaldes traktatbrudssager, anlægges mod en EU-medlemsstat for ikke at overholde EU-lovgivningen.

En medlemsstat kan lægge sag an mod en anden, men det sker kun sjældent.

De fleste af disse sager anlægges af Kommissionen.

Kommissionen kontrollerer løbende, om medlemsstaterne overholder EU-retten. Den kontrollerer det selv direkte, men den følger også op på klager, som den får fra borgere.

Hvis Kommissionen mener, at en medlemsstat ikke overholder lovgivningen, indleder den en formel procedure mod medlemsstaten. Denne procedure har tre trin. På de to første trin advares medlemsstaten om det mulige problem og får en chance for at rette op på det. Hvis medlemsstaten ikke gør dette – eller Kommissionen ikke er enig i svaret – indbringer den sagen for Domstolen.

Domstolen afgør derefter, om medlemsstaten har overtrådt lovgivningen.

I de senere år har disse sager udgjort mindre end 5% af alle sager, der er blevet indbragt for Domstolen.

I nogle sager, hvor en medlemsstat har undladt at vedtage national lovgivning for at gennemføre visse EU-love – direktiver – kan dette medføre en straksbøde.

I andre sager, hvor Domstolen fastslår, at en medlemsstat har overtrådt EU-retten, skal den pågældende medlemsstat tage skridt til at efterkomme Domstolens dom.

Hvis en medlemsstat ignorerer Domstolens dom, kan Kommissionen anlægge endnu en sag. Hvis Domstolen for anden gang dømmer mod medlemsstaten, kan den pålægge den bøder. Det kan både være et fast beløb for tidligere adfærd og en bøde, der stiger med faste intervaller, indtil medlemsstaten efterkommer dommen.

Annullationssøgsmål

Annullationssøgsmål er sager, der er anlagt med påstand om annullation af en EU-retsakt eller EU-afgørelse. Sagen føres mod den institution, det agentur eller et andet EU-organ, der har truffet afgørelsen eller vedtaget retsakten.

Hvis sagen er anlagt af en medlemsstat til prøvelse af retsakter, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og/eller Rådet, behandler Domstolen sagen. En undtagelse fra denne regel er, når en medlemsstat anfægter en afgørelse fra Rådet, der vedrører statsstøtte, antidumping og gennemførelsesbeføjelser. Disse sager skal indbringes for Retten.

Domstolen behandler også sager, der er anlagt af en institution mod en anden.

Alle andre sager, navnlig sager anlagt af borgere, virksomheder eller andre organisationer, behandles af Retten. Der er flere oplysninger om dette på siden om Retten.

Passivitetssøgsmål

Disse sager ligner annullationssøgsmål. Men i stedet for at blive anlagt, når en institution har truffet en afgørelse, bliver de anlagt, når en institution, et agentur eller et organ har undladt at træffe en afgørelse. De kan kun anlægges, når institutionen er blevet anmodet om at handle og er forpligtet til at gøre det.

Disse sager er meget sjældne.

I lighed med annullationssøgsmål er det Domstolens opgave at behandle sager, der anlægges af medlemsstater og institutioner. Retten er ansvarlig for at behandle sager, der anlægges af private.

Det er vigtigt at bemærke, at selv om borgerne kan gøre Kommissionen opmærksom på, at en medlemsstat muligvis overtræder EU-retten, er Kommissionen ikke forpligtet til at anlægge sag mod medlemsstaten. Der kan ikke anlægges et passivitetssøgsmål mod Kommissionen under sådanne omstændigheder.

Appeller

Som i alle retssystemer er der en ordning, der gør det muligt at appellere visse af Rettens afgørelser til Domstolen.

Der kan kun iværksættes appel vedrørende retlige spørgsmål og ikke om den måde, hvorpå Retten har fastlagt og vurderet sagens faktiske omstændigheder.

I visse typer af sager fungerer Retten allerede som en appeldomstol. Mange EU-agenturer og EU-organer, der træffer afgørelser, f.eks. EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Det Europæiske Kemikalieagentur, har et uafhængigt appelkammer. I disse tilfælde vil agenturets eget appelkammer allerede have behandlet den oprindelige afgørelse, før sagen indbringes for Retten. Rettens afgørelse i disse sager kan derfor kun appelleres, hvis Domstolen giver tilladelse til det i en særlig procedure. Appellen admitteres, når den rejser et spørgsmål, der er vigtigt for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.

Alle appeller skal iværksættes inden for to måneder efter Rettens afgørelse.

Hvis Domstolen er enig i appellen, kan den enten selv afgøre sagen eller sende den tilbage til Retten, for at den kan behandle den igen. I ca. 25% af sagerne gives der medhold i appellen.

Ca. en fjerdedel af alle sager ved Domstolen er appelsager.

Hvordan fungerer sagsbehandlingen?

Statutten for Domstolen og Domstolens procesreglement fastsætter regler for dens sagsbehandling.

Domstolens sagsbehandling består af to grundlæggende dele, nemlig den skriftlige og den mundtlige forhandling.

Parterne indgiver deres argumenter for Domstolen skriftligt. EU’s medlemsstater og EU-institutioner kan også indsende skriftlige indlæg til Domstolen. Dette er den skriftlige del af sagsbehandlingen.

I mange sager afholdes der også et retsmøde. Retsmøder er offentlige, og de vigtigste streames på vores websted. Der er flere oplysninger om, hvordan man kan overvære et retsmøde, på vores sider om streaming og hvordan man overværer et retsmøde. Nogle måneder efter retsmødet fremsætter generaladvokaten sit forslag til afgørelse, hvis der er blevet anmodet om det. Dette er den mundtlige del af sagsbehandlingen.

Når den mundtlige del er afsluttet, voterer dommerne og træffer deres afgørelse.

Dommen afsiges derefter i et offentligt retsmøde.

I gennemsnit tager en sag mellem 16 og 18 måneder fra start til slut.

Se også siden om sagsbehandlingen ved EU-Domstolen.