De officielle sprog i Den Europæiske Union og de officielle sprog i medlemsstaterne

De 24 officielle EU-sprog, der er anført i forordning 1/58, er ikke sammenfaldende med medlemsstaternes officielle sprog. Visse af disse sprog, som f.eks. luxembourgsk (det officielle sprog i Luxembourg sammen med tysk og fransk), er ikke officielle EU-sprog.

Enhver kommende medlemsstat angiver inden tiltrædelse af Unionen, hvilket sprog den ønsker at anvende som officielt sprog i EU-sammenhæng. Listen over officielle sprog er således under udvikling. Der er blevet tilføjet sprog i forbindelse med nye tiltrædelser, og nogle sprog kan forsvinde, hvis et land træder ud af Den Europæiske Union. Bestemmelsen om udtræden er til dato kun blevet brugt én gang af Det Forenede Kongerige, der havde engelsk som officielt EU-sprog. Engelsk er imidlertid ikke forsvundet blandt de officielle EU-sprog, eftersom engelsk stadig er det officielle sprog på nationalt plan i to medlemsstater (Irland og Malta) og desuden ofte er anvendt som kommunikationssprog i EU-institutionerne eller i internationale sammenhænge: Blandt medlemsstaterne i Rådet for Den Europæiske Union er der endnu ikke opnået enstemmighed for at afskaffe engelsk blandt de officielle EU-sprog.

Ethvert officielt EU-sprog har en tilhørende ISO-kode (International Organization for Standardization), der især bruges til at identificere de forskellige sprogversioner af det samme dokument: