Uafhængighed, upartiskhed og forebyggelse af interessekonflikter
Dommeres uafhængighed og upartiskhed er grundlæggende garantier for retsstaten og for retten til en retfærdig rettergang. Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) er som Unionens retsinstans underlagt en omfattende ramme, der er udformet med henblik på at værne om disse principper og at forebygge situationer, der kunne give anledning til interessekonflikter.
Denne ramme er baseret på traktaterne, statutten for Den Europæiske Unions Domstol, Domstolens procesreglement og Rettens procesreglement og Adfærdskodeks for medlemmer og forhenværende medlemmer af Den Europæiske Unions Domstol.
De indførte sikringsmekanismer gælder på ethvert trin i et medlems arbejdsliv: før udnævnelsen, under udøvelsen af retslige funktioner og efter fratrædelsen.
En ordning, der begynder før udnævnelsen
De første sikringsmekanismer gælder, før en person udpeges som dommer eller generaladvokat.
I henhold til traktaterne skal ansøgere vælges blandt personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som i deres hjemland opfylder betingelserne for at indtage de højeste dommerembeder, eller som er Jurist med almindeligt anerkendte faglige kvalifikationer.
Inden udnævnelsen bliver ansøgerne bedømt af det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 255 TEUF. Udvalget, der er sammensat af førende eksperter, hvis uafhængighed kan garanteres, undersøger ansøgernes egnethed i lyset af flere kriterier, herunder deres uafhængighed, upartiskhed, integritet og professionelle adfærd.
Efter deres udnævnelse aflægger medlemmerne i et offentligt retsmøde ed for Domstolen på, at de vil udføre deres hverv upartisk og samvittighedsfuldt, og at de vil respektere de forpligtelser, der følger med deres embede.
Sikringsmekanismer i embedsperioden
Systemet til forebyggelse af interessekonflikter forstærkes i hele et medlems embedsperiode. Det kombinerer generelle forebyggende foranstaltninger, sikringsmekanismer forbundet med fordelingen af sager og mekanismer, der finder anvendelse, når en specifik situation kræver yderligere undersøgelse.
Generelle forebyggende mekanismer
Medlemmer af Domstolen er underlagt strenge regler til sikring af deres uafhængighed.
De må ikke udøve et politisk hverv eller beklæde et administrativt embede og må ikke udøve andre erhvervsaktiviteter end dem, der følger med udøvelsen af deres retslige funktioner.
Desuden kan medlemmer efter forudgående tilladelse udøve eksterne aktiviteter, der er tæt forbundet med udøvelsen af deres pligter. Disse eksterne aktiviteter omfatter repræsentation af institutionen ved ceremonier og officielle begivenheder samt deltagelse i aktiviteter af europæisk interesse, såsom udbredelse af EU-ret, eller deltagelse i dialoger med nationale eller internationale retter. Der kan kun gives en sådan tilladelse, hvis aktiviteten er forenelig med medlemmernes pligt til at stå til fuld rådighed for deres arbejde ved Domstolen og med deres forpligtelser til uafhængighed, integritet og upartiskhed. Disse aktiviteters forenelighed bedømmes af den pågældende retsinstans’ øverste besluttende organ, der er sammensat af alle dens medlemmer.
Af hensyn til gennemsigtighed offentliggøres hvert år detaljer om alle eksterne aktiviteter, som medlemmer har udøvet, på webstedet Curia.
Nationalitet
Det er et væsentligt kendetegn ved Domstolens sammensætning og funktionsmåde, at dommere og generaladvokater ikke repræsenterer deres medlemsstater. Som det højtideligt tilkendegives ved deres ed, udøver de deres pligter uafhængigt og upartisk, og de handler i Unionens almene interesse.
Dette er rationalet bag den regel, der er fastsat i statuttens artikel 18, hvorefter en part ikke kan begære sammensætningen af Domstolen ændret under påberåbelse enten af en dommers nationalitet eller af, at der ikke er tilknyttet nogen dommer af partens nationalitet.
Interesseerklæringer
Når medlemmerne tiltræder embedet, skal de indgive en interesseerklæring til præsidenten. Medlemmerne fornyer denne erklæring, når deres situation ændrer sig og ved hver fornyelse af Domstolens sammensætning for en treårig periode.
Medlemmerne skal angive en bred vifte af interesser og aktiviteter, herunder relevante økonomiske interesser og rettigheder over fast ejendom, ægtefællers eller partneres erhvervsaktiviteter, specificerede ulønnede funktioner og honorære stillinger eller udmærkelser. »Relevante økonomiske interesser« er alle finansielle værdipapirer, såsom aktier, anparter, obligationer eller investeringsbeviser, som medlemmet ejer eller har ret til afkast fra, med undtagelse af andele, som forvaltes diskretionært af tredjemand. Interesseerklæringerne omfatter ikke blot dommerens egne økonomiske interesser, men også økonomiske interesser for ægtefæller eller partnere og mindreårige børn, over for hvem der består forsørgerpligt.
Interesseerklæringerne udgør en vigtig komponent i Domstolens forebyggende ramme. Deres formål er at bidrage til at identificere og forebygge enhver situation, som kunne give anledning til en interessekonflikt – eller som objektivt set kunne opfattes som en sådan – i forbindelse med behandlingen af en sag. Som sådan tjener de som en mekanisme til både gennemsigtighed og forebyggelse.
Fordelingen af sager og tilfælde af inhabilitet
Som en indledende mekanisme til sikring af retslig uafhængighed tager den pågældende retsinstans’ præsident ved sagsfordelingen behørigt hensyn til de oplysninger, der er indeholdt i interesseerklæringerne, med henblik på at undgå enhver interessekonflikt.
Denne vurdering foretages inden for hver sags specifikke sammenhæng ved at sammenholde de interesser, der står på spil i tvisten, med dem, som medlemmerne har angivet. Manøvren falder ind under det bredere område for den analyse, som præsidenten foretager, ikke kun for at sikre den retslige kvalitet og upartiskhed, men også for at opnå en optimal fordeling af arbejdsbyrden blandt medlemmerne. Denne mangefacetterede analyse indebærer en forudgående gennemgang af tvisten på grundlag af processkrifter (som er fortrolige), et indgående kendskab til indholdet af hvert medlems erklæring og et overblik over Domstolens sagsmængde. Den er derfor i sagens natur tæt knyttet til Domstolens judicielle virksomhed, i modsætning til dens administrative funktionsmåde.
Mens fordelingen af sager udgør en vigtig etape i den praktiske anvendelse af Domstolens sikringsmekanismer i relation til interessekonflikter, kan et medlem, der befinder sig i en interessekonflikt, på ethvert trin i sagen udelukkes på grund af inhabilitet på initiativ af præsidenten, medlemmet selv eller en part i sagen.
Medlemmerne er nemlig forpligtede til at underrette præsidenten, når de mener, at en særlig omstændighed kan være til hinder for, at de deltager i behandlingen af en sag. Når præsidenten mener, at et medlem af en bestemt grund ikke bør deltage i en sag, vil han på tilsvarende vis underrette medlemmet herom. Disse mekanismer sikrer, at potentielle problemstillinger kan blive løst på ethvert trin i sagen.
I sådanne situationer deltager det pågældende medlem ikke i afgørelsen af sagen.
Forpligtelser efter fratrædelsen
Sikringsmekanismerne til beskyttelse af uafhængighed og upartiskhed fortsætter med at gælde, selv efter at et medlem er fratrådt sit embede.
Tidligere medlemmer forbliver bundet af forpligtelser, der udspringer af deres dommerembede, herunder pligten til at udvise integritet og diskretion.
Adfærdskodekset fastsætter også specifikke restriktioner, der er udformet med henblik på at forebygge overlapninger mellem tidligere retslige funktioner og efterfølgende erhvervsaktiviteter. Tidligere medlemmer må i tre år efter fratrædelsen ikke fungere som repræsentanter ved EU-Domstolen. Der gælder yderligere restriktioner for sager, som verserede i deres embedsperiode, eller som er direkte forbundet med emner, som de deltog i behandlingen af som dommer eller generaladvokat.
Disse bestemmelser hjælper med at opretholde tilliden til Domstolens uafhængighed og til den retslige proces’ integritet.
Et omfattende system af sikringsmekanismer
Domstolen gennemgår selv regelmæssigt sine interne regler og praksisser i lyset af voksende forventninger til gennemsigtighed og offentlig tillid.
Forebyggelsen af interessekonflikter ved Den Europæiske Unions Domstol er ikke baseret på en enkelt mekanisme. Den er sikret gennem en omfattende ramme, der kombinerer kvalifikationskrav, etiske forpligtelser, restriktioner for eksterne aktiviteter, interesseerklæringer, sikringsmekanismer for fordelingen af sager, pligten til i givet fald at vige sædet på grund af inhabilitet samt restriktioner efter fratrædelsen.
Samlet set er disse sikringsmekanismer udformet med henblik på at beskytte Domstolens medlemmers uafhængighed og upartiskhed samt at opretholde den offentlige tillid til retsplejen inden for Den Europæiske Union.
