Forslag til afgørelse: Sag C-250/25, Like Company
Tirsdag den 3. november 2026, har Maciej Szpunar, der er førstegeneraladvokat ved Domstolen, fremsat sit forslag til afgørelse i sag C-250/25, Like Company.
I forslaget til afgørelse undersøger førstegeneraladvokat Maciej Szpunar, om den omstændighed, at en LLM-drevet chatbot indhenter og genanvender en pressepublikation med henblik på at generere et svar til en bruger, udgør »reproduktion« og »overføring til almenheden« i henhold til EU-retten.
Google Gemini er en AI-baseret »chatbot«, der anvender store sprogmodeller (LLM) – komplekse neurale netværk, der er trænet på enorme mængder tekst, som ofte er indsamlet fra internettet – med henblik på at generere svar på naturligt sprog. Ved hjælp af en teknologi kaldet »hentningsforstærket generering« kan den søge efter information på internettet i realtid og generere sammenfatninger af onlineindhold, herunder de seneste nyheder.
Presseudgivere har i henhold til EU-retten eneret til at foretage »reproduktion« af publikationer og til at »stille disse til rådighed for almenheden« i forbindelse med deres anvendelse på internettet. De er af den opfattelse, at LLM-baserede chatbots krænker deres rettigheder og interesser, idet de genererer sammenfatninger ud fra nyhedsartikler, der er »indsamlet« fra deres websteder uden samtykke eller kompensation, og idet de kan lede læsernes opmærksomhed væk fra de oprindelige artikler, hvilket medfører et fald i presseudgivernes indtægter.
Like Company er en ungarsk virksomhed, der driver flere webportaler, hvorpå den offentliggør nyhedsartikler. Eftersom virksomheden er af den opfattelse, at Geminis store sprogmodeller er blevet trænet på artikler fra virksomhedens websted, og at chatbotten ud fra en forespørgsel kan generere sammenfatninger af de pågældende artikler, har den anlagt sag ved domstolene. Den ungarske domstol, der behandler sagen, har derfor anmodet Domstolen om at tage stilling til, om den omstændighed, at en AI-tjeneste som Gemini anvender et sådant materiale, udgør »reproduktion« og »overføring til almenheden« i henhold til EU-retten.
I den korte video nedenfor redegør førstegeneraladvokat Maciej Szpunar for forslaget til afgørelse i denne sag. Undertekster er tilgængelige på alle officielle EU-sprog og kan aktiveres ved at klikke på ikonet »Undertekster«.
Yderligere oplysninger kan findes i pressemeddelelsen.
