Sport

Indledning

Sport i Europa er ofte en grænseoverskridende aktivitet med transfer af sportsudøvere, afholdelse af konkurrencer og transmission af sportsbegivenheder, der ofte involverer mange lande. Domstolen har ved flere lejligheder præciseret, hvordan EU-retten finder anvendelse på forskellige aspekter af sport. Nogle af de centrale spørgsmål er:

• Hvilke rettigheder har sportsudøvere som arbejdstagere med hensyn til deres frie bevægelighed?
• Er sportsforbundenes beføjelser – især deres beføjelse til at godkende afholdelsen af alle internationale konkurrencer – i strid med EU’s konkurrenceregler?
• Kan enerettigheder til TV-transmission begrænses for at sikre, at offentligheden kan se store sportsbegivenheder på gratis TV?

Fri bevægelighed for sportsudøvere

Bosman-sagen er måske en af de mest berømte retssager nogensinde. Navnet »Bosman« er gået ind i det almindelige ordforråd i sportsverdenen og har således skabt en helt ny kategori af transfer mellem fodboldklubber. Bag denne sag og de principper, den indførte, lå en rigtig historie om en person.

Fodboldspilleren Jean-Marc Bosman spillede for den belgiske klub RFC Liège. Da hans kontrakt udløb i 1990, ville han skifte hold og flytte til den franske klub Dunkerque. Transferen blev dog blokeret, fordi Dunkerque ikke ville betale den transfersum, som Liège krævede. Liège udelukkede Bosman, og han blev også sat på den sorte liste af alle de europæiske klubber, der kunne have ansat ham, hvilket gjorde ham ikke bare arbejdsløs, men også ude af stand til at få arbejde.

En belgisk domstol forelagde sagen for Domstolen, som fastslog, at reglerne om transfergodtgørelse begrænsede den frie bevægelighed for fodboldspillere, der ønskede at spille i en anden medlemsstat, ved at forhindre dem i eller afholde dem fra at forlade deres tidligere klubber, selv efter at deres kontrakt var udløbet. Domstolen fastslog også, at fodboldligaer ikke må sætte grænser for, hvor mange udenlandske EU-spillere klubberne må stille med i kampene. Bosman-dommen indledte en ny epoke med fri transfer og åbnede op for en større strøm af fodboldspillere rundt omkring i EU (C-415/93 Bosman).

Bosman-dommens virkning rakte ud over fodboldverdenen og påvirkede andre sportsgrene såsom basketball, håndbold og cricket. I senere sager udviklede Domstolen princippet yderligere og fastslog, at det også finder anvendelse på visse sportsudøvere fra lande uden for EU. Hvis sportsudøveren kom fra et land, der havde en aftale med EU, som omfattede regler om fri bevægelighed for personer, var sportsudøveren omfattet af de samme principper. Blandt disse sager var Kolpak-sagen (C-438/00 Deutscher Handballbund), der vedrørte en slovakisk håndboldspiller, før Slovakiet blev medlem af EU, og Simutenkov-sagen vedrørende en russisk fodboldspiller i Spanien (C-265/03 Simutenkov).

I 2008 anmodede en fransk domstol om Domstolens vejledning i forbindelse med en kontrakt som »espoir«-spiller. Olivier Bernard havde indgået en sådan kontrakt med fodboldklubben Olympique Lyonnais. Kontrakten forpligtede ham til at træne med klubben og indgå sin første professionelle kontrakt med klubben, hvis den tilbød det. Imidlertid skrev Olivier Bernard i stedet kontrakt med Newcastle United efter sin uddannelsesperiode, og Olympique Lyonnais krævede en godtgørelse. Domstolen var enig i, at disse kontrakter begrænsede spillernes frie bevægelighed. Det var imidlertid lovligt for fodboldklubberne at kræve godtgørelse for uddannelsen af unge spillere, der efterfølgende indgik deres første professionelle kontrakt med en klub i en anden medlemsstat, hvis godtgørelsen beregnes ud fra de faktiske udgifter til uddannelsen (C-325/08 Olympique Lyonnais).

I 2022 forelagde en belgisk domstol en sag for Domstolen, der vedrørte en tidligere professionel fodboldspiller bosat i Frankrig, som havde anfægtet visse af FIFA’s regler om transfer af spillere. Han gjorde gældende, at de forhindrede ham i at blive ansat i en belgisk fodboldklub. Hvis en spiller opsagde sin kontrakt før tid og uden »gyldig grund«, skulle både spilleren og den nye klub ifølge reglerne betale erstatning til den tidligere klub. Den nye klub kunne også blive pålagt sanktioner og andre negative konsekvenser, f.eks. et midlertidigt forbud mod transfer og forsinkelser med udstedelsen af internationale transfercertifikater. Domstolen fastslog, at FIFA’s regler var i strid med EU-retten, da de forhindrede den frie bevægelighed for professionelle fodboldspillere, der ønskede at forbedre deres spil ved at skifte over til en ny klub (C-650/22 FIFA).

Sportsforbund og konkurrenceret

I to sager, der blev afgjort i slutningen af 2023, undersøgte Domstolen samspillet mellem konkurrenceretten og reglerne om sport. Konkurrenceretten forbyder misbrug af en dominerende stilling på et marked. Sport styres dog ofte af en enkelt organisation, der fastsætter regler og organiserer sporten.

Den første sag vedrørte Den Internationale Skøjteunion (ISU), som godkender alle internationale skøjtekonkurrencer. ISU har beføjelse til at udelukke atleter fra alle konkurrencer, hvis de deltager i ikke-godkendte konkurrencer (C-124/21 P International Skating Union mod Kommissionen).

Den anden sag udsprang af FIFA’s og UEFA’s reaktion på oprettelsen af European Superleague, den europæiske superliga, hvor de truede med at sanktionere alle klubber og spillere, der deltog (C-333/21 European Superleague Company).

I begge sager fastslog Domstolen, at disse typer af regler er ulovlige. FIFA’s, UEFA’s og ISU’s beføjelser var ikke underlagt nogen kriterier, der sikrede, at de var gennemsigtige, objektive og forholdsmæssige og ikke udgjorde forskelsbehandling. Som følge heraf hindrede de den frie konkurrence på EU-markedet. Domstolen fastslog også, at reglerne var skadelige for spillerne og atleterne, fordi de forhindrede dem i at deltage i nye og innovative konkurrencer. De var ligeledes skadelige for medierne og seerne, fordi de fratog dem muligheden for at se disse konkurrencer.

Ligeledes i 2021 anmodede en belgisk domstol Domstolen om at tage stilling til en sag, der involverede en fodboldspiller og en belgisk fodboldklub, som anfægtede reglerne om »spillere af egen avl«. Formålet med denne regel er at fremme udvikling af lokale talenter. Domstolen fandt, at disse regler kan være ulovlige i henhold til EU’s konkurrenceret, da de begrænser klubbernes mulighed for at konkurrere med hinanden ved at rekruttere talentfulde spillere, uanset hvor de er uddannet. Den fandt også, at reglerne kunne være indirekte diskriminerende over for spillere fra andre medlemsstater. Domstolen overlod det imidlertid til den belgiske domstol at afgøre, om disse regler var begrundet i målet om på lokalt plan at fremme unge professionelle fodboldspilleres ansættelse og videreuddannelse (C-680/21 Royal Antwerp Football Club).

Transmission af sport

I princippet kan indehaverne af rettigheder til sportsbegivenheder frit bestemme, hvem de vil sælge TV-rettighederne til. I henhold til EU-retten kan medlemsstaterne dog kræve, at visse begivenheder af »væsentlig samfundsmæssig interesse« skal sendes på gratis kanaler. Det begrænser det beløb, som rettighedshaverne kan modtage for TV-rettighederne. Storbritannien og Belgien havde angivet alle VM-kampe i fodbold og Storbritannien også alle EM-kampe som begivenheder af »væsentlig interesse«. FIFA og UEFA hævdede, at mange af kampene ikke var af væsentlig interesse for disse lande. F.eks. skulle gruppekampene mellem andre hold end det britiske og belgiske ikke anses for væsentlige. Retten var enig med Storbritannien og Belgien. Den medgav, at medlemsstaterne kunne klassificere alle kampe i disse turneringer som begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse. Retten bemærkede, at selv »non-prime«-kampe kan have betydning for, hvordan landsholdene klarer sig senere i turneringen, og den samlede konkurrence. Selv om det ville begrænse FIFA’s og UEFA’s TV-enerettigheder, at disse kampe blev vist på gratis TV, fastslog Retten, at disse begrænsninger kunne begrundes i behovet for at beskytte offentlighedens ret til information og sikre fri adgang til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse (T-385/07, T-55/08, T-68/08 FIFA og UEFA mod Kommissionen).

I 2008 forelagde en britisk domstol Domstolen et spørgsmål om den måde, hvorpå TV-rettighederne til den engelske Premier League blev solgt. Hvert TV-selskab måtte kun vise kampe i et bestemt område. Det betød, at TV-seerne kun kunne se Premier League-kampe, der blev vist af TV-selskaber i den medlemsstat, hvor de boede. Pubber i Storbritannien købte dekoderkort fra Grækenland, som gav dem adgang til og mulighed for at vise Premier League-kampe. Domstolen fastslog, at en licensordning, der giver TV-selskaber enerettigheder i en medlemsstat, og som forbyder seere at se transmissionerne med et dekoderkort i andre medlemsstater, er i strid med EU-retten. Domstolen fastslog dog, at det krævede tilladelse at vise kampe på offentlige steder som f.eks pubber, hvis transmissionen indeholdt ophavsretligt beskyttede elementer, såsom den indledende videosekvens eller musik (C-403/08 og C-429/08 Football Association Premier League m.fl., Murphy).

I en anden sag tog Domstolen stilling til brugen af korte klip fra sportsbegivenheder i nyhedsprogrammer. I henhold til EU-reglerne skal TV-selskaber have lov til at bruge klip i korte nyhedsindslag om begivenheder af offentlig interesse, selv om begivenhederne er omfattet af enerettigheder til TV-transmission. Selv om nyhedsorganisationen kan blive bedt om at betale, skal betalingen begrænses til de tekniske omkostninger forbundet med adgang til signalet. Sky Österreich, som havde enerettigheder til visse sportsbegivenheder, hævdede, at dette ikke tog hensyn til de bredere omkostninger til licens og produktion. Domstolen bekræftede imidlertid, at godtgørelsen for adgang til udsendelser kan begrænses til de tekniske omkostninger, der er direkte forbundet med at give adgang til signalet. Denne begrænsning beskytter borgernes grundlæggende ret til information og sikrer offentlighedens adgang til centrale oplysninger om større begivenheder såsom fodboldkampe – på trods af aftaler om enerettigheder (C-283/11 Sky Österreich).

Konklusion

Med disse domme har Domstolen og Retten sikret, at alle kan nyde godt af deres ret til fri bevægelighed og til beskyttelse i henhold til EU’s konkurrenceregler, samtidig med at sportens særlige rolle i vores samfund anerkendes.