Studerendes rettigheder

Studerendes rettigheder

I takt med at flere og flere studerende deltager i grænseoverskridende uddannelsesprogrammer som f.eks. Erasmus+, har Domstolen fået forelagt mange tvister om studerendes rettigheder. Nogle af de centrale spørgsmål er:

• Er det forskelsbehandling at begrænse studerendes adgang til universiteter i andre medlemsstater?
• Kan en medlemsstat afvise at yde økonomisk støtte til studerende fra andre medlemsstater?
• Har børn af grænsearbejdere rettigheder i den medlemsstat, hvor deres forældre arbejder?
• Kan internationale studerende underlægges yderligere krav, når de kommer til en medlemsstat for at studere?

Adgang til højere uddannelse

I begyndelsen af 2000’erne lagde Kommissionen sag an mod Belgien og Østrig, fordi de gjorde det sværere for studerende fra andre EU-lande at få adgang til deres universiteter. De to lande oplevede en stigning i antallet af studerende fra andre EU-lande, navnlig lande, der talte det samme sprog. Udenlandske studerende skulle bevise, at de ikke kun opfyldte kriterierne for at blive optaget på universitetet i Belgien eller Østrig, men også opfyldte kriterierne for at blive optaget på samme uddannelse i deres hjemland. Domstolen gav Kommissionen medhold i begge sager i domme afsagt i 2004 (C-65/03 Kommissionen mod Belgien) og 2005 (C-147/03 Kommissionen mod Østrig). Domstolen fastslog, at en sådan forskelsbehandling kun kunne begrundes, hvis den var forholdsmæssig og ikke rettet mod statsborgere fra andre EU-lande.

Et eksempel på en sådan begrundelse kom senere, da en belgisk domstol anmodede Domstolen om vejledning i forbindelse med en regel, som det franske fællesskab i Belgien havde indført. Denne regel begrænsede antallet af studerende fra andre medlemsstater, der kunne indskrive sig ved visse medicinske universitetsuddannelser. Domstolen fastslog, at selv om denne form for begrænsning udgjorde indirekte forskelsbehandling af studerende på grundlag af nationalitet, kunne den begrundes i medlemsstaternes behov for at beskytte folkesundheden. Domstolen pålagde den belgiske domstol at vurdere, om begrænsningen kunne øge antallet af færdiguddannede, der var til rådighed til at levere sundhedsydelser i det franske fællesskab, eller om det samme mål kunne nås med mindre indgribende midler (C-73/08 Bressol m.fl.).

Finansiering af studier og stipendier

Dany Bidar var en fransk studerende, som havde boet og gået i skole i Storbritannien i tre år. Han begyndte derefter at studere på University College London. Hans ansøgning om et studielån blev afvist, fordi han ikke blev anset for at være »etableret« i Storbritannien. I 2005 fastslog Domstolen, at en medlemsstat ikke kan afvise at yde lån eller stipendier til studerende, der er bosat i medlemsstaten og opfylder betingelserne for at opholde sig dér. For at undgå, at udenlandske studerende bliver en urimelig byrde for et land, kan der dog fastsættes betingelser. En sådan betingelse kunne være, at den studerende havde boet i landet i en vis periode inden påbegyndelsen af studiet. Dette ville godtgøre en vis grad af integration i medlemsstatens samfund. Da det på daværende tidspunkt ikke var muligt for udenlandske studerende at opnå status som »etableret«, mens de var studerende, var denne regel imidlertid uforenelig med EU-retten (C-209/03 Bidar).

I en dom fra 2008, der vedrørte en tysk studerende i Nederlandene, som havde fået frataget sin studiestøtte, bekræftede Domstolen, at det var passende at kræve af de studerende, at de havde boet i landet i fem år inden påbegyndelsen af deres studier (C-158/07 Förster).

Et par år senere lagde Kommissionen sag an mod Østrig på grund af regler, som bevirkede, at østrigske studerende betalte mindre for offentlig transport. Østrig nedsatte taksterne for børn, hvis forældre modtog familietillæg i Østrig, et krav, som det var meget lettere at opfylde, hvis man var østrigsk statsborger. Domstolen fastslog, at dette var forskelsbehandling (C-75/11 Kommissionen mod Østrig).

I 2011 forelagde to tyske domstole Domstolen et spørgsmål i en sag om to tyske studerende, som fik afslag på støtte til et fuldt studium i udlandet, da de ikke kunne godtgøre, at de havde boet i Tyskland i de tre forudgående år. Begge studerende var født i Tyskland, havde boet i udlandet i en årrække sammen med deres forældre og var flyttet tilbage til Tyskland et par år inden studierne. Den ene var imidlertid først kommet tilbage til Tyskland to år og otte måneder tidligere, og den anden kunne ikke bevise, at han havde boet i Tyskland i tre år. Domstolen fastslog, at det var i strid med retten til fri bevægelighed for unionsborgere at gøre studiestøtte afhængig af en enkelt betingelse på denne måde. Det udelukkede på uretfærdig vis studerende, som stadig havde stærke sociale og økonomiske bånd til det tyske samfund, på trods af at de ikke opfyldte betingelserne (C-523/11 Prinz).

Børn af grænsearbejdere

Selv om bopælskrav kan anvendes til at afgøre, om studerende er berettigede til studiestøtte, kan de have negative konsekvenser for børn af grænsearbejdere. Disse børn bor i ét land, men deres forældre krydser en landegrænse for at arbejde og betaler socialsikringsbidrag i det andet land.

I 2009 lagde Kommissionen sag an mod Nederlandene, fordi kun studerende, der havde boet i Nederlandene i mindst tre af de seks foregående år, kunne få støtte til studier i udlandet. Ifølge Domstolen var dette bopælskrav for ekskluderende og udgjorde indirekte forskelsbehandling (C-542/09 Kommissionen mod Nederlandene).

Nogle år senere spurgte en luxembourgsk domstol Domstolen, om en medlemsstat kunne nægte børn af grænsearbejdere uddannelsesstøtte. Domstolen bekræftede, at en sådan betingelse udgjorde indirekte forskelsbehandling. For at undgå »studiestøtte-turisme« fastslog Domstolen imidlertid, at støtten kan gøres betinget af, at forælderen har arbejdet i medlemsstaten i en vis minimumsperiode (C-20/12 Giersch m.fl.).

Internationale studerende

I 2013 anmodede en tysk domstol om vejledning i en sag, der involverede en tunesisk statsborger, hvis ansøgning om et tysk studentervisum gentagne gange blev afvist, på trods af at han opfyldte alle betingelser for indrejse og ikke udgjorde en trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed. Domstolen fastslog, at medlemsstaterne skal lade tredjelandsstatsborgere, der ønsker at opholde sig i mere end tre måneder med henblik på studier, indrejse i landet, så længe de opfylder EU’s indrejsebetingelser. At indføre yderligere krav ville underminere EU’s bestræbelser på at fremme internationale studerendes mobilitet og gøre EU til et af verdens førende centre for uddannelse (C-491/13 Mohamed Ali Ben Alaya mod Tyskland).

Konklusion

Disse domme viser alle EU-Domstolens engagement i at beskytte unges rettigheder og fremme studerendes mobilitet i hele EU.