Direktoratet for Budget og Finansielle Anliggender

Direktoratet for Budget og Finansielle Anliggender er organiseret i tre enheder, der beskæftiger sig med finansiel bistand, budgetforvaltning, kontrol og regnskab samt offentlige udbud og projektovervågning.

Hvert år udarbejder direktoratet EU-Domstolens budget, forhandler det med budgetmyndigheden og fører regelmæssigt tilsyn med gennemførelsen heraf. Det fører budgetregnskabet og udarbejder årsberetningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning. Direktoratet koordinerer også den årlige aktivitetsrapport fra den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede (EU-Domstolens justitssekretær).

Derudover administrerer direktoratet koordineringen af kontakten med Revisionsretten i forbindelse med den årlige revisionserklæring og Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg som led i den årlige decharge-procedure for budgettet.

Tabellerne nedenfor giver et overblik over EU-Domstolens budget i de sidste 10 år og fordelingen på udgiftstyper.

budget-coj

2026 - budget - Fordeling af udgifter:

2025 - budget - Fordeling af udgifter

Yderligere oplysninger om EU-Domstolens budget kan findes på EUR-Lex’s Budget online.

Direktoratet har ansvaret for den generelle regnskabsførelse og den økonomiske forvaltning. Dette omfatter førelsen af regnskab, udarbejdelse af institutionens årsregnskab og håndtering af betalinger, inddrivelse af gæld og opkrævning af indtægter. Direktoratet koordinerer også indførelsen og opdateringen af IT-systemer, som vedrører finans- og budgetforvaltning. Det rådgiver ofte EU-Domstolens andre tjenestegrene om budgetmæssige og finansielle spørgsmål.

Direktoratet har også ansvaret for såvel den forudgående som efterfølgende centraliserede finansielle kontrol.

Desuden fører direktoratet tilsyn med gennemførelsen af finansforordningen, der finder anvendelse på EU’s almindelige budget. Det fører tilsyn med og foreslår i givet fald opdateringer af EU-Domstolens interne finansforordning samt de chartre og interne kontrolprincipper, der er knyttet hertil. Det har også til opgave at forvalte uddelegeringen af beføjelser som anvisningsberettiget.

Direktoratet spiller en vigtig samlende, koordinerende og rådgivende rolle på området for offentlige udbud, herunder håndtering af administrative og retlige aspekter vedrørende de fleste af Domstolens offentlige udbudsprocedurer, udarbejdelse af standarddokumenter, bistand til andre tjenestegrene med hensyn til forvaltning af procedurer og kontrakter og opfyldelse af forpligtelser med hensyn til lovbestemt offentliggørelse.

Direktoratet har endvidere ansvaret for overvågningen af forvaltningen af projekter, der gennemføres af Domstolens tjenestegrene.