Domstolens Justitskontor
Domstolens Justitskontor har ansvaret for at sikre en effektiv og velfungerende retspleje. Justitskontoret sørger for opbevaring af procesdokumenter og håndtering af sagsakter, således at retssagerne kan forløbe på en tilfredsstillende måde. Justitskontoret har en central rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af retsmøder og opdateringen af sagsdatabaserne og sørger for kommunikationen mellem Domstolen og sagens parter.
Hvad er Domstolens Justitskontor, og hvad er dets opgaver?
Domstolens Justitskontor har tre hovedopgaver:
- at sørge for kommunikationen med parterne og deres repræsentanter samt med dommerne og generaladvokaterne i de sager, der indbringes for Domstolen
- at sikre, at retssagerne forløber på en tilfredsstillende måde, og sørge for håndtering af sagsakter
- at yde aktiv juridisk og teknisk bistand til Domstolens medlemmer og deres personale
Domstolens Justitskontor spiller en central rolle i at sikre, at retssagerne ved Domstolen forløber på en tilfredsstillende måde, og at sagsakterne håndteres korrekt. Justitskontoret fungerer som kontaktpunkt mellem parternes repræsentanter, de nationale dommere, Domstolens administrative tjenestegrene og kabinetterne for Domstolens medlemmer, navnlig præsidentens kabinet. Under hele den retslige proces yder Justitskontoret desuden aktiv støtte til medlemmerne og deres teams.
Justitskontoret fører det officielle register over procesdokumenter og administrerer sagsakterne i forbindelse med de sager, der verserer ved Domstolen. Det modtager, videresender og opbevarer dokumenter i overensstemmelse med statutten og procesreglementet og varetager samtidig korrespondancen med de parter og tredjeparter, der er involveret i verserende sager. Justitskontoret fører tilsyn med offentliggørelsen af Domstolens afgørelser og andet materiale og sikrer, at alle sagsakter arkiveres korrekt.
I tæt samarbejde med medlemmernes kabinetter, navnlig præsidentens kabinet, og andre administrative tjenestegrene tilrettelægger Justitssekretariatet Domstolens retsmøder. En repræsentant for Justitskontoret er til stede ved hvert retsmøde for at tage stilling til de procedurespørgsmål, der måtte opstå, og for at udarbejde et udkast til referat. En repræsentant er også til stede i forbindelse med fremsættelsen af forslag til afgørelse og afsigelsen af domme. Justitskontoret behandler endvidere anmodninger om oversættelse af procesdokumenter til voteringssproget og processproget og foretager alle de forkyndelser, der er nødvendige i forbindelse med sagen.
Justitssekretæren har det endelige ansvar for Justitskontorets arbejde. På grund af justitssekretærens omfattende opgaver som institutionens generalsekretær er den daglige ledelse af Justitskontoret dog uddelegeret til den assisterende justitssekretær, som bistås af to kontorchefer. Sammen leder de et personale på ca. 50 personer. Forskellige enheder, der hver vejledes af en sprogadministrator, håndterer sagsakter på hvert af de 24 officielle EU-sprog. Et dedikeret team tager sig af IT-systemer, arkivering og statistikker.
Justitskontoret har en række tekniske ansvarsområder, herunder bl.a.
- ansvaret for det elektroniske system til opbevaring af procesdokumenter
- administration og opdatering af sagsdatabaser
- administration af e-Curia-applikationen, som gør det muligt at foretage sikker elektronisk udveksling af procesdokumenter mellem Domstolen og parterne
- udarbejdelse af statistikker over retssagerne
Justitskontoret understøtter desuden Udvalget vedrørende statutten for Domstolen og Domstolens procesreglement. Justitskontoret bidrager til udarbejdelsen og opdateringen af processuelle tekster og koordinerer oversættelsen og offentliggørelsen heraf. Desuden deltager Justitskontorets tjenestemænd i drøftelserne i Rådets arbejdsgruppe vedrørende Domstolen og, når det er nødvendigt, i møder i Europa-Parlamentet, navnlig når der behandles forslag om ændring af statutten.
Kontakt til Domstolens Justitskontor
I forbindelse med verserende sager kan Justitskontoret kontaktes på de måder, der er nævnt på siden Indlevering af dokumenter til Domstolen.
Anmodninger vedrørende databeskyttelse i forbindelse med afsluttede sager kan rettes til Domstolen via post eller e-mail:
Domstolens Justitskontor
Rue du Fort Niedergrünewald
L-2925 Luxembourg
Hvis du har spørgsmål om, hvorvidt din sag kan behandles af Domstolen, kan du finder yderligere oplysninger her: Kan jeg indbringe min sag for EU-Domstolen?
Hvis du har andre spørgsmål, kan du bruge vores kontaktformular til at komme i kontakt med Domstolen.
