Rocca-tårnet

Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolen) Rocca-tårn er opkaldt efter Giustina Rocca, som anses for at være den første kvindelige advokat i historien, for at fremhæve Domstolens indsats med hensyn til at sikre lige adgang til retsvæsenet og lige muligheder. Det er med en højde på 118 meter den højeste bygning i Luxembourg. Tårnet er den sidste tilbygning til EU-Domstolens kompleks og huser Generaldirektoratet for Flersprogethed.

Hvem var Rocca?

Giustina Rocca anses for at være den første kvindelige advokat i historien. Hendes navn er gået over i historien på grund af en voldgiftskendelse, som hun afsagde den 8. april 1500 i en tvist, som hun var blevet betroet at afgøre. Giustina Rocca afsagde sin kendelse på den venetianske guvernør i Tranis’ sæde på folkesproget og ikke på latin, som det var datidens praksis, for at gøre den forståelig for de tilhørere, der var kommet for at overvære afsigelsen. Hun indkaldte herefter den tabende part med henblik på, at denne skulle betale hende et voldgiftshonorar, hvorved hun – i en tid, hvor kvinder hverken havde adgang til uddannelse eller til at praktisere jura – viste, at hun ville behandles på lige fod med de mænd, der havde sådanne beføjelser.

Rocca-tårnet og dets funktion

EU-Domstolen har opkaldt sit højeste tårn efter Giustina Rocca for at fremhæve sit engagement i lige adgang til retsvæsenet og sit engagement i lige muligheder, hvilket også afspejles i EU-Domstolens praksis.

Rocca-tårnet er med 29 etager og en højde på 118 meter det højeste tårn i Luxembourg.

Som den sidste tilføjelse til EU-Domstolens kompleks bryder det bevidst kontinuiteten mellem Comenius- og Montesquieu-tårnene ved at være placeret i en vinkel, som skaber et arkitektonisk »punktum«.

Selv om Rocca-tårnet kun udgør én bygning, giver det udefra indtryk af at bestå af to sammensatte tårne. Den ene facade er identisk med de nærliggende Comenius- og Montesquieu-tårne hvad angår struktur og dimensioner, mens det andet tårn er sort og lidt højere. Rocca-tårnet er således en integreret del af EU-Domstolens kompleks og indgår i en arkitektonisk dialog med Justitspalæet og Comenius- og Montesquieu-tårnene.

Rocca-tårnet er forbundet med de øvrige bygninger i komplekset via Galleriet og en stor trappe, der ligner den trappe, som forbinder Galleriet med Justitspalæet.

Rocca-tårnet har en høj energicertificering svarende til, hvad der kendetegner en passiv bygning. Tårnet har et varmebehov, som er 55% lavere i forhold til referencebygningen, hvilket reducerer det primære energiforbrug og CO²-emissioner med 45%.

Med indvielsen af Rocca-tårnet i september 2019 blev det muligt at samle alle EU-Domstolens tjenestegrene i et enkelt ejendomskompleks, som huser hele personalet og alle dommere under ét tag.

Rocca-tårnet huser i dag EU-Domstolens Generaldirektorat for Flersprogethed – institutionens største tjenestegren – hvor alle dokumenter til brug for retssagerne og EU-Domstolens afgørelser oversættes til alle officielle EU-sprog.

Se også