Bygningernes historie

EU-Domstolens første år i Luxembourg

I 1952 – samtidig med at man overvejede, om byerne Liège og Bruxelles skulle huse institutionerne for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) – blev Luxembourg valgt som EU-Domstolens midlertidige sæde. EU-institutionernes placering blev officielt besluttet på Det Europæiske Råds møde i Edinburgh i 1992, hvor EU-Domstolens sæde permanent blev placeret i Luxembourg.

Samme år stillede den luxembourgske regering Villa Vauban – en bygning, der er beliggende midt i en kommunal park i Luxembourg by – og to andre bygninger til rådighed med henblik på at huse EU-Domstolens 57 ansatte.

I 1959 tilbød den luxembourgske regering EU-Domstolen en større bygning på Côte d’Eich, som tilhørte bispesædet Luxembourg. Denne nye bygning var stor nok til at huse alle EU-Domstolens tjenestegrene under ét tag.

Flytning til Kirchberg-plateauet

Efterhånden som De Europæiske Fællesskaber blev udvidet – især med henblik på den første udvidelse, der fandt sted i 1973 – steg antallet af ansatte ved EU-institutionerne. Det fik Luxembourg til at udvikle Kirchberg-plateauet med henblik på at samle alle institutionerne på ét sted. EU-Domstolens permanente bygninger blev også opført dér.

EU-Domstolens 223 ansatte flyttede således i 1972 ind i Justitspalæet, som den luxembourgske stat fik opført specielt til EU-Domstolen på Kirchberg-plateauet. Justitspalæet er tegnet af de belgiske arkitekter Jamagne og Vander Elst i samarbejde med den luxembourgske arkitekt Conzemius og blev officielt indviet den 9. januar 1973. Med Justitspalæet fik EU-Domstolen endelig en bygning, der var opført specifikt med det formål at tjene som arbejdssted for EU-Domstolens medlemmer og ansatte.

Nye tilbygninger til Justitspalæet

I slutningen af 1970’erne indebar stigningen i antallet af ansatte ved EU-Domstolen, at pladsen blev for trang, hvilket gjorde det nødvendigt at leje kontorer i andre EU-bygninger. EU-Domstolens behov voksede yderligere med tiltrædelsen af nye medlemsstater – Grækenland (1981), Spanien og Portugal (1986), Østrig, Finland og Sverige (1995) – og oprettelsen af Retten i Første Instans (1989). Antallet af ansatte steg fra 626 i 1988 til 837 i 1994.

For at afhjælpe pladsmanglen blev der opført tre tilbygninger til Justitspalæet mellem 1985 og 1994. Tilbygningerne blev tegnet af de luxembourgske arkitekter Fritsch, Herr og Huyberechts i samarbejde med den italienske arkitekt Paczowski og blev navngivet som følger:

• Erasmus-bygningen, der blev indviet den 5. oktober 1988
• Thomas More-bygningen, der blev indviet den 12. februar 1993
• Themis-bygningen, der blev indviet den 15. september 1994

Fundet af asbest i Justitspalæet førte til, at bygningen fra 1999 ikke længere kunne anvendes, hvilket indebar, at EU-Domstolen på ny måtte finde nye lokaler til sine ansatte. En midlertidig præfabrikeret bygning, der omtales som »T-bygningen«, blev opstillet for at huse sprogtjenesterne fra 1999 til 2019.

Store udvidelser og renoveringer

Sideløbende med asbestsaneringen af Justitspalæet og i lyset af de behov, der opstod i forbindelse med den omfattende udvidelse i 2004, iværksatte EU-Domstolen og de luxembourgske myndigheder et ambitiøst byggeprojekt.

Dette nye projekt faldt sammen med en ændring i EU’s bygningspolitik: I stedet for at forlade sig på, at værtslandene stillede bygninger til rådighed – som EU-institutionerne hidtil havde gjort – var holdningen nu, at EU-institutionerne skulle eje deres lokaler. EU-Domstolen valgte derfor en lejekøbsordning med henblik på at overtage ejerskabet til bygningerne.

Efter anmodning fra de luxembourgske myndigheder designede den franske arkitekt Dominique Perrault et moderne kompleks, som var centreret omkring et renoveret Justitspalæ og et offentligt tilgængeligt område, hvor retssalene nu er placeret. Komplekset omfattede desuden følgende andre væsentlige elementer:

• en rektangulær »ring«, hvor EU-Domstolens medlemmer har deres kontorer
• to nye tårne, der huser EU-Domstolens forskellige tjenestegrene
• et Galleri, der forbinder alle bygningerne.

Byggeriet begyndte i slutningen af 2003. Den 1. maj 2004 tiltrådte 10 nye medlemsstater EU, og med stigningen i antallet af nye medarbejdere blev det nødvendigt midlertidigt at leje en anden bygning uden for komplekset. En udvidelse af T-bygningen, der også omtales som »T2«, gjorde det muligt at huse juristlingvister fra de nye medlemsstater.

Den 4. december 2008 blev arbejdet med det renoverede Justitspalæ, Ringen, Galleriet  og to tårne – Comenius og Montesquieu – afsluttet og bygningerne indviet. EU-Domstolens areal blev mere end fordoblet fra 85 000 m² til 200 000 m². Antallet af retssale blev øget fra 5 til 11, og antallet af kontorer blev udvidet fra 1 000 til 2 200.

Denne udvidelse gjorde det muligt at renovere Erasmus-, Thomas More- og Themis-bygningerne, som blev taget i brug igen i 2013.

Rocca-tårnet: en ny æra for EU-Domstolen

EU’s udvidelse med Rumænien og Bulgarien (2007) og Kroatien (2013) førte til en stigning i EU-Domstolens arbejdsbyrde samt til en stigning i antallet af dommere og ansatte. Dette omfattede bl.a. tre nye generaladvokater (2015) og en gradvis fordobling af antallet af medlemmer af Retten fra 2016 og fremefter.

For at imødekomme denne vækst begyndte byggeriet af et tredje tårn i foråret 2016.

Rocca-tårnet er med 29 etager og 118 meter den højeste bygning i Luxembourg.

Indvielsen af dette tårn i september 2019 markerede en vigtig milepæl i EU-Domstolens historie, da den samlede alle EU-Domstolens tjenestegrene under ét tag.