Opbygningen af Europa, som begyndte efter Anden Verdenskrig, var primært et økonomisk projekt. Med tiden er dette projekt også blevet et projekt, der forener befolkningerne, og som er kendetegnet ved fælles værdier og en mangfoldighed af kulturelle udtryk, i første række sproglige. Den Europæiske Union påvirker hverdagen for omkring 450 mio. europæiske borgere. For at kunne kommunikere med alle borgere og sikre dem ligebehandling, gennemsigtighed og tilgængelighed til retspraksis, uanset hvilken national retsorden de henhører under, skal EU tale deres sprog.

I praksis indebærer dette, at EU skal kunne forstå og udtrykke sig på de 24 sprog, der er udpeget som EU’s officielle sprog, fordi de pågældende sprog er det officielle sprog eller et af de officielle sprog i en eller flere medlemsstater. I takt med tiltrædelsen af nye medlemsstater er antallet af officielle sprog steget fra 4 (tysk, fransk, italiensk og nederlandsk) til i dag at være 24. Ved at tale alle disse sprog kan EU kommunikere med borgerne i alle medlemsstaterne. Flersprogetheden udgør dermed et demokratisk krav, der skal opfyldes for at sikre ligheden mellem sprogene og adgangen til EU-institutionerne for alle EU-borgere: Takket være oversætterne og tolkene i Den Europæiske Unions institutioner kan EU-borgerne henvende sig til EU’s institutioner på deres eget sprog, og institutionerne kan svare dem på det samme sprog.
Dette krav kom til udtryk i den allerførste forordning vedtaget af EØF, nemlig forordning 1/58 »om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område«.
EU bygger på retsregler, og disse retsregler skal være lige for alle og dermed have retsvirkninger, der er forståelige for enhver, til trods for, at der er en mangfoldighed af sprog og retssystemer. Dette betyder, at den EU-lovgivning og retspraksis, som har indflydelse på borgernes dagligdag, skal kunne forstås på samme måde på alle de officielle sprog og i alle de nationale retssystemer, uanset hvilket sprog de er affattet på.
Den Europæiske Unions Domstol har i henhold til traktaterne til opgave at sikre overholdelsen af et fælles sæt af regler, og fortolkningen og anvendelsen heraf er pr. definition flersproget. Flersprogetheden i retsforhandlingerne er derfor et uomgængeligt krav for at sikre en retfærdig rettergang og den er med til at sikre, at EU-borgerne har adgang til domstolsprøvelse og retspraksis som retskilde. Domstolens arbejde er således organiseret på en sådan måde, at den kan udføre sine opgaver, uanset hvilket sprog en sag indbringes for den på. Alle EU-borgere har dermed adgang til at anlægge søgsmål ved Unionens retsinstanser og adgang til disse instansers retspraksis på deres eget sprog.
Se også