I mange år har Domstolen forpligtet sig til at følge en stærk miljøpolitik, der sigter mod de højeste standarder for bæredygtig udvikling og respekt for naturressourcer. Dette engagement er siden 2016 blevet anerkendt, ved at institutionen har været EMAS-certificeret (Eco-Management and Audit Scheme), som er en certificering, der er reguleret af Den Europæiske Union og tildeles organisationer, hvis miljøpolitikker og bæredygtige arbejdsmetoder opfylder strenge standarder.
I 2024 (det seneste år, for hvilket en ekstern godkendt revisor i oktober 2025 kontrollerede og godkendte miljøpræstationen) har EU-Domstolen som hvert år gjort nye fremskridt på miljøområdet.
På energiområdet har EU-Domstolen igen reduceret sit forbrug af varme og elektricitet betydeligt. Denne præstation er så meget mere bemærkelsesværdig i lyset af, at en komplet ladepark med ladestandere til elbiler og hybridbiler blev taget i brug i 2024.
Bestræbelserne på at reducere papirforbruget har også givet resultater. Navnlig fortsætter forbruget af kontorpapir med at falde markant som følge af ændrede arbejdsvaner og den fortsatte digitalisering af procedurer og dokumenter.
CO2-emissionerne, som er faldet betydeligt siden 2015, viser nu en tendens til stabilisering. Denne positive udvikling vidner om den konkrete virkning af de projekter, der er gennemført i de seneste år, men også om personalets daglige engagement i de foranstaltninger, der er planlagt inden for rammerne af EMAS-politikken.
Takket være det miljøpræstationsniveau, der blev nået i 2024, og den strenge overholdelse af kravene i EMAS-systemet, opnåede EU-Domstolen i 2025 for tredje gang fornyelsen af EMAS-certificeringen. Den går derfor ind i 2026 – som markerer 10-årsdagen for den første EMAS-certificering – med samme beslutsomhed og ambition om at begrænse sit miljøaftryk.
Miljøindikatorerne for vand, affald, papir, varme og elektricitet svarer til dem for 2024. Ændringerne er angivet i forhold til 2015, som er referenceåret for EMAS-ordningen.
Miljøtiltag
-
forbedring af affaldssortering og reduktion af engangsplast
-
deltagelse i cykelordningen Vel’oH og støtte til befordring med cykel og til togrejser for grænsependlere
-
installation af ladestandere til elbiler
-
forbedringer af infrastrukturen til opvarmning, ventilation, klimaanlæg og belysning
-
drift af 3 466 m2 solcellepaneler, der producerer 350 204 kWh (svarende til det årlige behov for 92 luxembourgske husstande)
Fuldtidsækvivalenten (FTÆ) er en måleenhed, som gør det muligt at måle den faglige aktivitet uanset forskellene i det ugentlige antal arbejdstimer for hver enkelt ansat på grund af de forskellige arbejdsordninger.