A | Året i billeder
Januar
Europa-Kommissionen afgiver højtidelig forsikring
I forbindelse med de højtidelige retsmøder, der afholdes i januar, februar, marts og maj, afgiver formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og kommissionsmedlemmerne den i traktaterne fastsatte højtidelige forsikring i forbindelse med udnævnelsen af den nye Europa-Kommission.
Februar
Den Europæiske Ombudsmand afgiver højtidelig forsikring
Teresa Anjinho, der er valgt af Europa-Parlamentet til posten som Den Europæiske Ombudsmand, afgiver højtidelig forsikring for Domstolen.
Marts
Delegation fra EU-Domstolen besøger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
En delegation fra Den Europæiske Unions Domstol, bestående af justitssekretæren og chefer for forskellige af EU-Domstolens tjenestegrene, aflægger officielt besøg ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Delegationen deltager i flere rundbordsdiskussioner om fælles udfordringer og muligheder for samarbejde mellem de to domstole.
Marts
Højtideligt retsmøde i anledning af mindetale
En højtidelig mindestund afholdes til minde om Uno Lõhmus, der var den første estiske dommer ved Domstolen (2004-2013), som døde i august 2024, og Ena Cremona, der var den første maltesiske dommer ved Retten (2004-2012), som døde i maj 2024.
Marts
30-årsdagen for Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse
Der afholdes en ceremoni ved EU-Domstolen for at markere 30-årsdagen for Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af Den Europæiske Union. Ceremonien indledes af Domstolens præsident, Koen Lenaerts, og byder på taler af fremtrædende personer fra disse medlemsstater, der præsenteres af medlemmer af Domstolen.
© European Law Moot Court
April
Finalen i »European Law Moot Court«
Freiburg universitet (Schweiz) vinder årets debatkonkurrence for universitetsstuderende, der blev afholdt for første gang i 1988.
April
Europa-Parlamentet og EU-Domstolen mødes til den årlige dialog
Europa-Parlamentet og EU-Domstolen afholder i Luxembourg den anden udgave af institutionernes årlige dialog om, hvordan Unionens retssystem fungerer. Denne dialog blev indført som led i reformen af statutten for Domstolen vedrørende den delvise overførsel af kompetencen til at træffe præjudiciel afgørelse fra Domstolen til Retten i visse specifikke sager.
Maj
EU-Domstolen og Europadagen
EU-Domstolen deltager i »den europæiske landsby«, som Kommissionens repræsentation i Luxembourg i anledning af Europadagen opretter i samarbejde med Europa-Parlamentets forbindelseskontor i Luxembourg. I år afholdes arrangementet i Echternach, en by i det østlige Luxembourg.
Maj
Tre nye kunstværker udlånt til EU-Domstolen
I maj blev værkerne af den polske kunstner Magdalena Abakanowicz, Figury z cyklu Mędrcy (Figurer fra serien »De vise«), officielt stillet til rådighed for EU-Domstolen som udlån fra Nationalmuseet i Wrocław under ledelse af Adam Mickiewicz-instituttet.
I oktober blev maleriet Stilhed af den slovakiske kunstner Tamara Klimová officielt overdraget til EU-Domstolen af bygalleriet i Bratislava.
Marmorskulpturen Lykurgs buste blev også i oktober overdraget til EU-Domstolen af det arkæologiske nationalmuseum i Napoli (MANN). Værket forestiller den mytiske lovgiver fra Sparta.
Maj
Livestreaming af Rettens afsigelse af en dom
For første gang gøres Rettens afsigelse af en dom til genstand for en livestreaming. Denne tilgang er en del af udviklingen af institutionens kommunikationsmidler og ‑kanaler og afspejler ønsket om at gøre EU-retten mere tilgængelig for unionsborgerne.
Juni
Første forklarende video om en dom fra Domstolen
Institutionen indfører et nyt kommunikationsformat: en kort forklarende video, hvori et medlem af Domstolen præsenterer og redegør for en dom. På denne måde gør Domstolen sine vigtige afgørelser mere synlige og tilgængelige for offentligheden og medierne.
Juni
Edsaflæggelse for nye medlemmer
I et højtideligt retsmøde aflægger Marko Bošnjak ed i forbindelse med sin tiltrædelse som dommer ved Domstolen. Danutė Jočienė og Jörgen Hettne aflægger ed som dommere ved Retten.
Juli
»EU Legal Summer School«
Med henblik på at gøre opmærksom på Luxembourg som tjenestested for EU-institutionernes personale koordinerer EU-Domstolen den første »EU Legal Summer School«, hvor mere end 30 studerende og unge fagfolk fra 24 europæiske lande deltager.
September
Tredje udgave af konferencen »EUnited in Diversity«
Bulgariens forfatningsdomstol er vært for den tredje udgave af konferencen »EUnited in Diversity«, der er organiseret i samarbejde med EU-Domstolen. Konferencen samler medlemsstaternes forfatningsdomstole og handler i år om forfatningsrettens rolle i Den Europæiske Unions fælles retsorden.
September
Nye medlemmer tiltræder Domstolen og Retten, og Retten fornys delvist
Der afholdes et højtideligt retsmøde ved EU-Domstolen for at markere fratrædelsen af visse medlemmer og nye medlemmer aflægger ed. Alexander Kornezov tiltræder som dommer ved Domstolen. Ved Retten tiltræder følgende nye dommere: Francesco Bestagno, Raffaella Pezzuto og Tanja Pavelin.
September
Valg af Rettens præsident og vicepræsident
Efter den delvise fornyelse af medlemmerne ved Retten for Den Europæiske Union genvælges Marc van der Woude som præsident for Retten for perioden 2025-2028. Savvas Papasavvas genvælges ligeledes som vicepræsident for samme periode.
September
EU-Domstolen besøger Belgiens forfatningsdomstol
En delegation fra EU-Domstolen aflægger besøg ved den belgiske forfatningsdomstol. Drøftelserne omhandler forfatningsdomstolens rolle som domstol i EU, udlændinges rettigheder, ligestilling mellem kønnene og balancen mellem sikkerhed og privatliv i et digitalt miljø.
September
EU-Domstolen besøger Italiens forfatningsdomstol
En delegation fra EU-Domstolen aflægger besøg ved den italienske forfatningsdomstol. Drøftelserne omhandler forfatningsdomstolens rolle som domstol i EU, retsstatsprincippet, sikkerhed og privatliv samt asyl og migration.
Oktober
Finale i Young European Lawyers Contest
EU-Domstolen er vært for finalen i Young European Lawyers Contest, der er arrangeret af Academy of European Law (det europæiske retsakademi, ERA). Hold fra hele Europa deltager og anvender EU-retten om digital rettigheder, databeskyttelse, kunstig intelligens og adgang til domstole på tværs af grænser. De procederer for en jury bestående af dommere fra Retten og andre jurister.
Oktober
Åbent hus-dag ved EU-Domstolen
Som hvert år åbner EU-Domstolen sine døre for offentligheden for at give et indblik i dens virkemåde, historie og bygninger. I 2025 modtager EU-Domstolen næsten 2 600 besøgende, der får mulighed for at se bag kulisserne, lære om sagsgangene og møde de mennesker, der arbejder dér, og således få en forståelse for Domstolens centrale rolle i EU’s mission.
November
EU-Domstolen på besøg i Cypern
En delegation fra EU-Domstolen besøger Cypern for at deltage i møder med den øverste forfatningsdomstol og den øverste domstol med det formål at drøfte ligestilling, databeskyttelse og asylprocedurer. I forbindelse med besøget møder delegationen præsidenten, Nikos Christodoulides, formanden for deputeretkammeret, Annita Demetriou, justitsministeren Marios Hartsiotis og statsadvokaten George Savvides.
November
EU-Domstolen besøger den øverste domstol i Spanien
En delegation fra EU-Domstolen besøger Spaniens øverste domstol i Madrid, hvor den modtages af denne domstols præsident, Isabel Perelló Doménech. I forbindelse med besøget drøftes forskellige emner inden for EU-retten, beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og de udfordringer, som retsstatsprincippet og domstolenes uafhængighed står over for.
November
Besøg ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
En delegation fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol aflægger officielt besøg ved EU-Domstolen. Besøget omfatter flere rundbordsdiskussioner om fælles udfordringer, såsom barnets tarv, ytringsfrihed i den digitale tidsalder og adgang til asylprocedurer.
© Gabinete do Presidente, Supremo Tribunal de Justiça
November
Møde i Den Europæiske Unions Domstolsnetværk
Den syvende udgave af det årlige møde for kontaktpersonerne i Den Europæiske Unions Domstolsnetværk afholdes i Lissabon, hvor repræsentanter for 47 domstole, der er medlemmer af netværket, mødes. På mødet drøftes den europæiske dialog mellem domstolene med særlig vægt på nationale domstoles forpligtelse til forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse, når de træffer afgørelse i sidste instans.
December
Dommerforum
EU-Domstolen byder ca. 150 dommere fra EU-medlemsstaterne velkommen. Dette forum giver de nationale dommere mulighed for at drøfte spørgsmål af fælles interesse direkte med EU-Domstolens medlemmer, hvorved det tætte samarbejde med de nationale domstole styrkes.
December
Oplysningsdag om handicap
I anledning af Den Internationale Handicapdag tilegner EU-Domstolen to dage til at fremme bevidstheden på området. En række aktiviteter opfordrer deltagerne til gennem kunst, kultur og kommunikation at lære mere de værdier, som personer med handicap repræsenterer: kreativitet, modstandsdygtighed over for modgang, autenticitet og evnen til at være en inspirationskilde for andre.
December
Finalen i konkurrencen Themis 2025
EU-Domstolen er vært for finalen i konkurrencen, som er åben for fremtidige dommere i EU, der gennemgår et grunduddannelsesforløb. Denne konkurrence er et af flagskibsinitiativerne under Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN). Otte hold fra seks medlemsstater præsenterede deres arbejde, og det rumænske hold vandt konkurrencen.
December
Besøg af Rådet for Advokatsamfund i Europa
En delegation fra Rådet for Advokatsamfund i Europa, der repræsenterer advokatsamfund i 46 lande og ledes af formanden, Thierry Wickers, aflægger officielt besøg ved EU-Domstolen. Der afholdes rundbordsdiskussioner om retssager, advokaters uafhængighed og teknologiske udviklinger, herunder kunstig intelligens og streaming af retsmøder.
B | Året i tal
Institutionen i 2025
Det judicielle år (Domstolen og Retten)
Sprogtjenesten
Som flersproget institution skal Domstolen være i stand til at behandle en sag, uanset hvilket officielt EU-sprog sagen indbringes på. Domstolen skal derefter sikre, at dens retspraksis offentliggøres på alle Unionens officielle sprog.
Flersprogethed ved Den Europæiske Unions Domstol – lige adgang til domstolene