Den judicielle virksomhed

En stationsoperatør havde gentagne gange anmodet sin arbejdsgiver om at blive tildelt et job med faste arbejdstider. Hendes anmodning var begrundet i, at hun skulle passe sin søn, der var alvorligt handicappet og fuldstændig invalid. Arbejdsgiveren indrømmede hende midlertidigt visse tilpasninger. Arbejdsgiveren nægtede imidlertid at gøre disse tilpasninger permanente. Den ansatte anfægtede dette afslag, og sagen blev indbragt for den øverste italienske domstol. Denne domstol forelagde sagen for Domstolen, da den var i tvivl om fortolkningen af EU-retten med hensyn til beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling af en ansat, der passer sit mindreårige barn med et alvorligt handicap, uden selv at være handicappet. Domstolen bekræftede, at forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i henhold til rammedirektivet om ligebehandling i forbindelse med beskæftigelse også omfatter en ansat, der udsættes for forskelsbehandling på grund af den bistand, som vedkommende yder sit handicappede barn.

Dom af 11. september 2025 i sagen Bervidi (C‑38/24)

Den danske lov om almene boliger har til formål at nedbringe procentdelen af almene familieboliger i »omdannelsesområder«. Disse områder er navnlig kendetegnet ved, at andelen af »indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande« har oversteget 50% i de seneste fem år. En del af lejemålene for almene familieboliger i to boligområder i kommunerne Slagelse og København blev i henhold til denne lov opsagt eller skulle inden for kort tid opsiges. Den danske domstol, der behandlede tvisterne vedrørende disse opsigelser, var i tvivl om, hvorvidt den pågældende lovgivning udgjorde direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. I dommen præciserede Domstolen de situationer, der kan udgøre forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Domstolen fremhævede, at etnisk oprindelse er baseret på flere faktorer. Et enkelt kriterium, såsom nationalitet eller fødeland, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå tilhørsforhold til en etnisk gruppe. Med henblik på undersøgelsen af, om der eventuelt foreligger direkte forskelsbehandling, tilkommer det den nationale ret at efterprøve, om kriteriet vedrørende andelen af indvandrere og deres efterkommere reelt er baseret på den etniske oprindelse af størstedelen af beboerne i »omdannelsesområderne«, og om de derfor udsættes for en mindre gunstig behandling, såsom en øget risiko for førtidig opsigelse af deres lejemål. Hvis den nationale domstol konstaterer en eventuel indirekte forskelsbehandling, skal den undersøge, om denne alligevel er begrundet. Det påhviler navnlig den nationale domstol at sikre sig, at den pågældende lov forfølger et mål af almen interesse på en forholdsmæssig måde og navnlig respekterer den grundlæggende ret til respekt for hjemmet.

Dom af 18. december 2025 i sagen Slagelse Almennyttige Boligselskab, Afdeling Schackenborgvænge (C‑417/23)

I to domme erklærede den polske forfatningsdomstol visse traktatbestemmelser som fortolket af Domstolen i strid med den nationale forfatning og kvalificerede udtrykkeligt Domstolens praksis vedrørende retten til effektiv domstolsbeskyttelse som en overskridelse af de beføjelser, den var blevet tillagt (ultra vires). Kommissionen var af den opfattelse, at disse domme tilsidesatte flere grundlæggende principper i EU-retten, herunder dens forrang, og anlagde derfor et traktatbrudssøgsmål mod Polen ved Domstolen. Domstolen gav medhold i søgsmålet og fastslog, at Polen havde tilsidesat sine forpligtelser, idet den polske forfatningsdomstol havde tilsidesat princippet om effektiv retsbeskyttelse og EU-rettens forrang, autonomi, effektivitet og ensartede anvendelse samt Domstolens afgørelsers bindende virkning. Domstolen gav også Kommissionen medhold, for så vidt som søgsmålet vedrørte alvorlige uregelmæssigheder i forbindelse med udpegelsen af tre dommere ved den polske forfatningsdomstol og dens præsident, hvilket satte spørgsmålstegn ved forfatningsdomstolens status som en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov som omhandlet i EU-retten.

Dom af 18. december 2025 i sagen Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang) (C‑448/23)

Efter Ruslands militære angreb på Ukraine i 2022 vedtog Den Europæiske Union en række restriktive foranstaltninger. I 2023 udvidede Rådet for Den Europæiske Union kriterierne, således at disse foranstaltninger kunne målrettes personer eller enheder. Et nyt kriterium gjorde det således muligt at indefryse midler og økonomiske ressourcer tilhørende enheder, der var aktive inden for den russiske IT-sektor, og som havde en licens udstedt af Den Russiske Føderations Føderale Sikkerhedstjenestes (FSB) center for licensudstedelse, certificering og beskyttelse af statshemmeligheder eller en licens vedrørende »våben og militært udstyr«, der var udstedt af det russiske industri- og handelsministerium. Positive Group PAO, der er et russisk selskab inden for cybersikkerhed, havde en sådan licens via sit datterselskab og var blevet opført på listen over sanktionerede enheder. Selskabet nedlagde påstand om, at denne opførelse skulle annulleres, men Retten tog ikke påstanden til følge. Retten fandt, at det anvendte kriterium var klart, juridisk forudsigeligt og stod i rimeligt forhold til de tilsigtede mål, som var at lægge pres på Moskva og hæmme dets evne til at føre krig, herunder på informationsområdet. Rådet kunne uden at begå fejl lægge til grund, at selskabet skulle omfattes af forbuddet på grund af dets afhængighed af en licens fra FSB, selv om selskabet ejede denne licens gennem sit datterselskab.

Dom af 10. september 2025 i sagen Positive Group mod Rådet (T‑573/23)

Det er tilladt at afslå en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse efter at have gennemført en fremskyndet grænseprocedure, når den pågældendes oprindelsesland er udpeget som »sikkert« af en medlemsstat. Domstolen har præciseret, at denne udpegning kan ske ved en lovgivningsmæssig retsakt, forudsat at denne kan underkastes en effektiv domstolskontrol. De informationskilder, der ligger til grund for denne udpegning, skal være tilgængelige for ansøgeren og den nationale domstol. En medlemsstat kan imidlertid ikke opføre et land på listen over sikre oprindelseslande, hvis dette land ikke yder tilstrækkelig beskyttelse til hele sin befolkning.

Dom af 1. august 2025 i de forenede sager Alace og Canpelli (C‑758/24 og C‑759/24)

To asylansøgere i Irland var blevet tvunget til at leve under uværdige forhold, efter at staten havde nægtet at give dem indkvartering med henvisning til, at modtagecentrene var overbelagt. Domstolen fandt, at et sådant afslag, selv i en situation med en massiv og uforudsigelig tilstrømning af ansøgere om international beskyttelse, udgør en alvorlig overtrædelse af EU-retten og kan medføre, at staten ifalder ansvar. Domstolen bemærkede, at medlemsstaterne i henhold til modtagelsesdirektivet er forpligtet til at sikre ansøgere om international beskyttelse modtagelsesforhold, der sikrer en passende levestandard, enten gennem indkvartering, økonomisk støtte, værdikuponer eller en kombination af disse former for støtte til et værdigt liv.

Dom af 1. august 2025 i sagen The Minister for Children, Equality, Disability, Integration and Youth m.fl. (C‑97/24)

En mand fra Irak havde søgt asyl i Grækenland med henvisning til en reel fare for sit liv. Hans ansøgning blev afslået, og hans klage blev derefter vurderet som »åbenbart grundløs«, alene på grund af at han ikke var mødt personligt op for den kompetente myndighed. Den græske lovgivning indeholdt nemlig en automatisk formodning om misbrug af klageretten i sådanne tilfælde. Domstolen fastslog, at denne regel er i strid med EU-retten: Kravet om at møde personligt, for at klagen kan behandles, er uforholdsmæssigt, da det kun tjener til at kontrollere den pågældendes tilstedeværelse og reelt ikke har til formål at høre vedkommende. Grækenland burde have tilbudt andre, mindre restriktive løsninger, såsom repræsentation ved en advokat, lokal fremmøde eller blot bevis for tilstedeværelse, for at sikre reel adgang til et effektivt retsmiddel.

Dom af 3. juli 2025 i sagen Al Nasiria (C‑610/23)

Et tysk selskab solgte et kosttilskud baseret på safran og melonsaft og hævdede, at det forbedrede humøret og reducerede stress og træthed. En forening anfægtede denne reklamepraksis ved domstolene, idet den var af den opfattelse, at der var tale om sundhedsanprisninger, der var i strid med EU-retten. Domstolen fastslog, at så længe Kommissionen ikke har afsluttet den videnskabelige undersøgelse af sundhedsanprisninger vedrørende vegetabilske stoffer og ikke har opført dem på de officielle lister, kan disse anprisninger ikke anvendes i reklamer, medmindre de er omfattet af en overgangsordning, hvilket ikke var tilfældet.

Dom af 30. april 2025 i sagen Novel Nutriology (C‑386/23)

I 2019 indgav det italienske selskab Nero Lifestyle en ansøgning om registrering af ordmærket NERO CHAMPAGNE til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO). Comité interprofessionnel du vin de Champagne og Institut national de l’origine et de la qualité indgav indsigelse mod registreringen. De gjorde gældende, at varemærket kunne drage uretmæssig fordel af omdømmet for produkter med den beskyttede oprindelsesbetegnelse Champagne, hvis beskyttelse giver en kvalitetsgaranti på grund af deres geografiske oprindelse. EUIPO afslog delvist indsigelsen, og brancheorganisationerne indbragte derefter sagen for Retten. I dommen annullerede Retten EUIPO’s afgørelse og tog indsigelsen til følge. Ansøgningen om registrering af varemærket NERO CHAMPAGNE blev således afslået.

Dom af 25. juni 2025 i sagen Comité interprofessionnel du vin de Champagne og INAO mod EUIPO – Nero Lifestyle (NERO CHAMPAGNE) (T‑239/23)

Rubik’s Cube kan ikke beskyttes som EU-varemærke: Retten bekræftede annullationen af de registrerede varemærker for dette berømte tredimensionelle puslespil. EUIPO havde vurderet, at terningens form, dens gittermønster og differentieringen af dens sider svarede til tekniske elementer, der var uundværlige for dens funktion, hvilket gjorde det umuligt at beskytte dem i henhold til varemærkeretten. Spin Master, der var indehaver af de omhandlede varemærker, gjorde gældende, at visse elementer, navnlig farverne, ikke var tekniske. Retten forkastede disse argumenter, idet den forklarede, at farverne kun er en sekundær detalje, der tjener til at adskille siderne, og at den væsentligste udformning – kvadraterne, gittermønsteret og differentieringen af fladerne – opfylder et teknisk behov: at gøre det muligt at rotere og identificere puslespillets elementer. Da alle de væsentlige kendetegn ved terningen var knyttet til dens funktion, kunne de ikke beskyttes som et varemærke, og EUIPO’s afgørelser blev derfor stadfæstet.

Dom af 9. juli 2025 i sagerne Spin Master Toys UK mod EUIPO – Verdes Innovations (Formen på en terning, hvis overflader har et gittermønster) (T‑1170/23 – T-1173/23)

Retten annullerede EUIPO’s afgørelser, hvorved Ferrari havde fortabt sine rettigheder til ordmærket TESTAROSSA for biler, reservedele, tilbehør og modelbiler, efter at have vurderet, at varemærket ikke havde været genstand for reel brug mellem 2010 og 2015. Retten fastslog, at selv om Testarossa-modellen ikke var blevet produceret siden 1996, var der i den pågældende periode blevet solgt brugte biler af autoriserede forhandlere og distributører, og at denne brug sammen med den certificeringstjeneste, som Ferrari leverede, udgjorde en reel brug af varemærket med producentens stiltiende samtykke. Det samme gjaldt for reservedele og tilbehør, hvis oprindelse var blevet kontrolleret som led i certificeringstjenesten. Med hensyn til modelbilerne fastslog Retten, at varemærket var blevet brugt af tredjemand med angivelsen »Ferrari Official Licensed Product«, hvilket havde påvist legetøjsbilernes handelsmæssige oprindelse og godtgjort, at der var gjort reel brug heraf med Ferraris stiltiende samtykke. Retten konkluderede således, at Ferrari havde opretholdt brugen af varemærket TESTAROSSA for alle de omhandlede produkter.

Dom af 2. juli 2025 i sagerne Ferrari mod EUIPO – Hesse (TESTAROSSA) (T‑1103/23 og T‑1104/23)

Apple opkrævede en provision af salgsprisen for tredjepartsapplikationer, der sælges i App Store. Ifølge to nederlandske stiftelser, der varetager de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere af Apple-enheder, var disse provisioner urimelige, og disse brugere led skade. De anmeldte Apples konkurrencebegrænsende adfærd og anlagde i denne forbindelse sag ved de nederlandske domstole. Apple anfægtede imidlertid, at den nederlandske domstol havde kompetence, idet den hævdede skade ikke havde fundet sted i Nederlandene og navnlig ikke i Amsterdam. Domstolen blev i denne forbindelse forelagt spørgsmål, i hvilken forbindelse den bemærkede, at den omhandlede App Store var specielt designet til det nederlandske marked. Den skade, der angiveligt var lidt i forbindelse med de køb, der kunne foretages i dette virtuelle rum, kunne derfor indtræde på dette område, uanset hvor de pågældende brugere befandt sig på tidspunktet for det pågældende køb. Den nederlandske domstol havde derfor international og stedlig kompetence.

Dom af 2. december 2025 i sagen Stichting Right to Consumer Justice og Stichting App Stores Claims (C‑34/24)

En tidligere leder af ETA, der allerede i Frankrig var blevet idømt 20 års fængsel for terrorrelaterede handlinger, blev retsforfulgt i Spanien for det samme attentat begået i 1997, hvilket kunne medføre en samlet straf på mindst 50 år uden lovbestemt grænse for strafferammen. Efter at en spansk domstol havde forelagt spørgsmål anvendelsen af princippet ne bis in idem, anførte Domstolen, at en person ikke kan retsforfølges to gange i EU for de samme handlinger, selv om den juridiske kvalificering er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. Det tilkom den spanske domstol at kontrollere, om de forhold, der var pådømt i Frankrig, materielt var identiske med dem, som personen blev retsforfulgt for i Spanien.

Dom af 11. september 2025 i sagen MSIG (C‑802/23)

En kvinde havde opdaget, at en usand annonce på det rumænske websted www.publi24.ro hævdede, at hun tilbød seksuelle ydelser, og at webstedet indeholdt billeder og hendes telefonnummer, der var blevet brugt uden hendes samtykke. Russmedia Digital, der drev webstedet, fjernede annoncen inden for en time, men den var allerede blevet kopieret til andre websteder. Kvinden fik medhold i første instans, men selskabet blev efter appel frifundet med den begrundelse, at selskabet blot var hostingudbyder, hvorefter kvinden indbragte sagen for appeldomstolen i Cluj, som forelagde Domstolen et spørgsmål om, hvilke forpligtelser en onlinemarkedsplads har i henhold til den generelle forordning om databeskyttelse. Domstolen fastslog, at operatøren af en onlinemarkedsplads er ansvarlig for behandlingen af personoplysninger i de annoncer, der offentliggøres på dens platform, og skal inden offentliggørelsen identificere annoncer, der indeholder følsomme oplysninger, kontrollere den pågældende persons identitet eller udtrykkelige samtykke og afvise offentliggørelsen, hvis dette samtykke ikke foreligger. Domstolen præciserede endvidere, at operatøren skal iværksætte tekniske foranstaltninger for at forhindre ulovlig kopiering af følsomme annoncer til andre websteder, og at operatøren ikke kan påberåbe sig den ansvarsfritagelse, der er fastsat i direktivet om elektronisk handel, for at unddrage sig de forpligtelser, der er pålagt i henhold til databeskyttelsesforordningen.

Dom af 2. december 2025 i sagen Russmedia Digital og Inform Media Press (C‑492/23)

En forening indgav en klage til den franske datatilsynsmyndighed over kravet om, at kunder hos SNCF Connect skulle angive »Monsieur« (hr.) eller »Madame« (fru) ved onlinekøb, idet den var af den opfattelse, at denne indsamling af oplysninger om kønsidentitet ikke var nødvendig i henhold til den generelle forordning om databeskyttelse. Domstolen fremhævede, at kun oplysninger, der er strengt nødvendige, må indsamles, og at behandling kun er lovlig, hvis den er uundværlig for opfyldelsen af en kontrakt eller begrundet i et klart angivet legitim interesse. Domstolen præciserede endelig, at denne behandling ikke kan begrundes med en legitim interesse, hvis denne ikke er angivet, hvis den går ud over det strengt nødvendige, eller hvis den risikerer at krænke grundlæggende rettigheder, navnlig med hensyn til kønsdiskrimination. Indsamling af oplysninger om kundernes civilstand er ikke objektivt nødvendigt, navnlig når formålet er at tilpasse den kommercielle kommunikation.

Dom af 9. januar 2025 i sagen Mousse (C‑394/23)

En østrigsk kunde blev nægtet en mobiltelefoniaftale på 10 EUR om måneden, efter at et privat selskab på en fuldt automatiseret måde havde fundet, at hun ikke var kreditværdig. Den østrigske domstol fastslog, at dette selskab ikke havde overholdt den generelle forordning om databeskyttelse, idet det ikke havde forklaret, hvorledes det var nået frem til denne afgørelse. Domstolen var af den opfattelse, at den registrerede har ret til en letforståelig forklaring, når vedkommendes personoplysninger behandles: Det skal angives, hvilke oplysninger der er blevet anvendt, og hvordan de har påvirket resultatet, eventuelt ved at vise, hvad der ville have ændret sig, hvis visse oplysninger havde været anderledes. Virksomheden kan ikke afslå at udlevere oplysninger med henvisning til, at oplysninger indeholder forretningshemmeligheder; hvis der påberåbes sådanne hemmeligheder, tilkommer det retten eller tilsynsmyndigheden at afgøre, hvor længe der kan gives adgang.

Dom af 27. februar 2025 i sagen Dun & Bradstreet Austria (C‑203/22)

Philippe Latombe, der er fransk statsborger, havde nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse om at tillade overførsel af personoplysninger fra Den Europæiske Union til USA. Det amerikanske system gav efter hans opfattelse ikke tilstrækkelig beskyttelse, navnlig på grund af den manglende uafhængighed af »Data Protection Review Court« (DPRC) og de amerikanske efterretningstjenesters masseindsamling af data. Retten frifandt Kommissionen. Retten fandt, at USA havde styrket sin retlige ramme for databeskyttelse efter vedtagelsen af det nye præsidentdekret fra 2022, og at DPRC frembyder tilstrækkelige garantier for uafhængighed. Dommerne kan nemlig kun afsættes af gyldige grunde, og deres arbejde kan ikke påvirkes af efterretningsmyndighederne. Retten fandt endvidere, at masseindsamling af data ikke er i strid med EU-retten, eftersom DPRC sikrer en efterfølgende domstolskontrol. Desuden er Europa-Kommissionen fortsat forpligtet til løbende at overvåge overholdelsen af denne ramme og kan suspendere afgørelsen, hvis den beskyttelse, som det amerikanske system tilbyder, forringes.

Dom af 3. september 2025 i sagen Latombe mod Kommissionen (T‑553/23)

Retten pålagde Europa-Kommissionen at betale 400 EUR i erstatning til en tysk statsborger, hvis personoplysninger var blevet overført til USA, da han havde tilmeldte sig et arrangement på webstedet for en konference om Europas fremtid. Ved at bruge funktionen »Sign in with Facebook« på EU Logins websted blev den pågældendes IP-adresse overført til Meta Platforms uden tilstrækkelig garanti, og uden at der på det tidspunkt var truffet en afgørelse om tilstrækkelighed. Retten fandt, at denne overførsel skulle tilskrives Kommissionen, som ikke havde overholdt de betingelser, der er fastsat i EU-retten for overførsel af data til et tredjeland. Retten anerkendte, at der forelå en tilstrækkeligt konkret tilsidesættelse af en retsregel, der tillægger enkeltpersoner rettigheder, og en ikkeøkonomisk skade i forbindelse med usikkerheden om databehandlingen, hvilket medførte, at Unionen ifaldt ansvar uden for kontraktforhold.

Dom af 8. januar 2025 i sagen Bindl mod Kommissionen (T‑354/22)

Grækenland blev dømt for ikke at have opfyldt en dom fra 2014, som pålagde Grækenland at ophøre med at anvende et deponeringsanlæg i den maritime nationalpark Zakynthos, som er beskyttet levested for havskildpadden »Caretta caretta«. På trods af drøftelser med Kommissionen mellem 2014 og 2023 blev deponeringsanlægget ikke lukket eller ændret i overensstemmelse med EU-direktiverne om affald, og det modtog fortsat affald indtil udgangen af 2017. I betragtning af denne vedvarende manglende overholdelse pålagde Domstolen Grækenland en tvangsbøde på 12 500 EUR for hver dags forsinkelse, indtil den fuldstændige opfyldelse af dommen, og et fast beløb på 5,5 mio. EUR på grund af overtrædelsens grovhed og varighed, dens risici for sundheden og miljøet og Grækenlands gentagne overtrædelser inden for affaldshåndtering.

Dom af 9. oktober 2025 i sagen Kommissionen mod Grækenland (Opfyldelse af dommen om deponeringsanlægget på Zakynthos) (C‑368/24)

En journalist fra New York Times anmodede Europa-Kommissionen om aktindsigt i beskeder udvekslet mellem formand Ursula von der Leyen og den administrerende direktør for Pfizer, idet hun mente, at disse beskeder var blevet brugt under forhandlingerne om køb af vacciner mod covid-19. Kommissionen afviste anmodningen med den begrundelse, at den ikke var i besiddelse af disse beskeder. Retten fandt imidlertid, at forklaringerne var vage og skiftende, og at Kommissionen ikke klart havde angivet, hvor og hvordan den havde søgt efter disse dokumenter, eller om beskederne var blevet slettet eller gået tabt. Desuden havde journalisten fremlagt troværdige oplysninger, der viste, at en sådan udveksling højst sandsynligt havde fundet sted. Retten fandt, at en EU-institution ikke kan nøjes med at benægte at være i besiddelse af dokumenter uden seriøse beviser, navnlig når det drejer sig om så vigtige offentlige beslutninger. Den annullerede derfor Kommissionens afgørelse om at nægte aktindsigt i dokumenterne.

Dom af 14. maj 2025 i sagen Stevi og The New York Times mod Kommissionen (T‑36/23)