2022 bliver et jubilæumsår for Domstolen. Domstolen blev oprettet i 1952 som »Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Domstol« (EKSF) og fejrer sit 70-års jubilæum i 2022.

 

Dette jubilæum indbyder os ikke blot til at se tilbage på oprettelsen og udviklingen af den retslige institution, der er fælles for Unionens 27 medlemsstater, men også til at blive opmærksomme på de værdier, der ligger til grund for dens mission.

Institutionen iværksætter nye projekter, sætter borgeren i centrum for sine initiativer og styrker sin indsats i medlemsstaterne.

 

Blandt de planlagte festligheder er en retrospektiv kampagne, der allerede er lanceret på Twitter og tilgængelig via (#CJEUin70days), og som år for år beskriver de vigtigste begivenheder i de seneste 70 år og de vigtigste domme, som institutionen har afsagt . Der er også ved at blive lavet en film om Domstolens historie og dens rolle i opbygningen af Europa. Den vil for første gang blive vist på et særligt dommerforum med temaet »Retfærdighed tæt på borgerne«, som samler alle formænd for medlemsstaternes øverste domstole og forfatningsdomstole, og den vil blive gjort tilgængelig for offentligheden.

Vores institutions 70-års jubilæum vil blive fremhævet ved de arrangementer, som Domstolen afholder i løbet af året. Jubilæet vil være en lejlighed til at øge offentlighedens opmærksomhed om Domstolens arbejde og dens indvirkning på EU-borgernes liv.

Dag efter dag arbejder institutionen, dommerne, generaladvokaterne og alle medarbejderne for at beskytte de grundlæggende principper, der binder staterne, og som er sikret alle EU-borgere, gennem afgørelser, der er tilgængelige på alles sprog.

Beskyttelsen af retsstatsprincippet og af de grundlæggende rettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, arbejdstagere, miljø og forbrugere er fortsat kernen i Domstolens arbejde, siden de første medlemmer tiltrådte den 4. december 1952.