En miljøvenlig institution

 
Start Scroll

Den Europæiske Unions Domstol har i adskillige år forfulgt en ambitiøs miljøpolitik, som tilsigter at opfylde de strengeste regler med hensyn til en bæredygtig udvikling og bevarelse af miljøet.

Som hvert år aflægger institutionen rapport om udviklingen af de nyeste indikatorer, den har til rådighed, nemlig dem for 2021.

Forvaltningen af institutionens bygningskompleks og den daglige forvaltning af de ressourcer og redskaber, der stilles til rådighed, er drevet af en konstant bekymring for miljøet, hvilket fremgår af, at institutionen siden 2016 har været registreret i EMAS. (Eco-Management and Audit Scheme). Denne EMAS-registrering, som er oprettet ved en EU-forordning, tildeles organisationer, der opfylder strenge kriterier vedrørende deres miljøpolitik og deres indsats for miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling. Den er en stor anerkendelse af Domstolens miljømæssige engagement og dens fornemme indsats på miljøområdet.

I sin årlige miljøredegørelse gør Domstolen detaljeret status over indsatsen på miljøområdet og de aktuelle og fremtidige grønne projekter inden for institutionen. Domstolen har f.eks. udviklet et online-uddannelsesmodul for alle nyansatte for at informere dem om miljøaspekterne af deres daglige arbejde og tilskynder til korrekte vaner med hensyn til IT- og kontorautomatisering, energiforbrug, vand- og affaldsbehandling og transport.

Blandt de seneste tiltag har Domstolen stillet drikkevandsautomater til rådighed for sit personale for at formindske anvendelsen af plastikflasker. Efter personalets tilbagevenden til Domstolen efter pandemien uddelte Domstolen genanvendelige drikkedunke for at tilskynde til en anvendelse af drikkevandsautomaterne. Nu udelukker drikkevandsforsyningen anvendelsen af plastikflasker.

Hvad angår papirforbruget har Domstolen for første gang sat tal på målsætningen for 2022-2023: en reduktion på 10% i forhold til 2019 i 2022 og en yderligere reduktion på 5% i 2023. EMAS-udvalget besluttede i september 2022 desuden at halvere antallet af personlige printere. De første skridt i denne forbindelse blev taget i december 2022.

Applikationen »e-Curia« til udveksling af procesdokumenter mellem parternes repræsentanter og Unionens retsinstanser har også en positiv indvirkning på miljøet. Hvis alle siderne af de procesdokumenter, som blev fremsendt til Domstolen og Retten via e-Curia i 2022 (ca. 1 mio. sider), var blevet indgivet i papirformat med deres kopier, ville dette f.eks. have medført fremlæggelse af dokumenter svarende til flere ton papir, som desuden skulle have været fysisk befordret til Luxembourg.

  • Der er en fortsat forbedring af genanvendelsen af affald: affaldssortering og indsamling af kontormateriale (pilotprojekt)
  • Deltagelse i cykelordningen Vel’OH og støtte til befordring med cykel
  • Kontinuerlig forbedring af infrastrukturen for opvarmning, ventilation og klimaanlæg
  • Reduktion af affald (kontor og catering) - 59,8% kg/FTÆ
  • Reduktion af vandforbruget- 38,2% m3/FTÆ
  • Reduktion af papirforbruget - 58,4% kg/FTÆ
  • Nedsættelse af elforbruget - 5,9% kWh/FTÆ
  • 3 466 m3 solceller til produktion af 380 041 kWh svarende til det årlige elbehov for 69 familier
  • Reduktion af CO2-udledningerne - 34,3% kg CO2/FTÆ

Fuldtidsækvivalent (FTÆ) er en enhed, som gør det muligt at måle den faglige aktivitet uanset forskellene i det ugentlige antal arbejdstimer for hver enkelt ansat på grund af de forskellige arbejdsordninger.

Miljøindikatorerne for vand, affald, papir og elektricitet svarer til dem for 2021. Ændringerne er angivet i forhold til 2015, som er referenceåret.

De betydelige udsving i de forskellige indikatorer kan forklares med, at 2021 var usædvanligt som følge af sundhedskrisen.

go to top