Den judicielle virksomhed

A | Domstolen i 2022

Følgende sager kan i princippet indbringes for Domstolen:

anmodninger om præjudiciel afgørelse
Når en national ret er i tvivl om fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse eller om dens gyldighed, udsætter den nationale ret den sag, der verserer for den, og forelægger sagen for Domstolen. Når den nationale ret har fået en afklaring i kraft af Domstolens afgørelse, kan den derefter træffe afgørelse i den tvist, der er indbragt for den. I sager, der kræver et svar inden for meget kort tid (f.eks. sager vedrørende asyl, grænsekontrol, barnebortførelser osv.), er der fastsat en præjudiciel hasteprocedure (»PPU«)
direkte søgsmål, der tilsigter:
- at opnå annullation af en EU-retsakt (»annullationssøgsmål«) eller
- at det fastslås, at en medlemsstat ikke har overholdt EU-retten (»traktatbrudssøgsmål«). Såfremt medlemsstaten ikke efterkommer den dom, som statuerer traktatbrud, kan et andet søgsmål, der kaldes et søgsmål om »dobbelttraktatbrud«, føre til, at Domstolen pålægger medlemsstaten en bøde
appeller af afgørelser truffet af Retten, hvorunder Domstolen kan ophæve Rettens afgørelse
anmodninger om udtalelse om, hvorvidt en aftale, som Unionen påtænker at indgå med et tredjeland eller en international organisation, er forenelig med traktaterne (fremsættes af en medlemsstat eller en EU-institution).

Domstolens virksomhed og udvikling

Der skete ingen ændringer i Domstolens sammensætning i 2022 og ej heller i de tekster, der regulerer dens aktiviteter, dvs. statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementet.

Efter to år, der var påvirket af sundhedskrisen, blev 2022 året, hvor personalet som helhed vendte tilbage til institutionens lokaler, og institutionens drift vendte tilbage til normale forhold, navnlig med hensyn til afholdelsen af retsmøder. Den teknologiske udvikling, der blev nødvendiggjort af de sundhedsmæssige foranstaltninger i de foregående to år, blev dog udnyttet til at konkretisere nogle vigtige projekter, der skal bringe det europæiske retsvæsen tættere på borgerne.

Således har Domstolen siden den 26. april 2022 tilbudt en ordning med streaming af retsmøderne, der i lighed med projektet med virtuelle besøg, der blev lanceret i 2021, skal styrke dimensionen som »domstol for borgerne«, der i højere grad er tilgængelig for den brede offentlighed. Formålet med denne streaming er at give alle, der ønsker det, mulighed for at følge retsmøderne på samme betingelser, som hvis de fysisk befandt sig i retssalen i Luxembourg, takket være simultantolkning af forhandlingerne på de sprog, der er nødvendige for, at retsmødet forløber tilfredsstillende.

Statistisk set var 2022 endnu en gang præget af et vedvarende højt aktivitetsniveau. Der blev indbragt 806 sager for Domstolen. Som i de foregående år var der i det væsentlige tale om anmodninger om præjudiciel afgørelse og om appeller, der med henholdsvis 546 og 209 sager alene udgør 93% af alle de sager, der blev anlagt i 2022. Sagerne vedrørte så varierede og følsomme områder som bevarelse af Unionens grundlæggende værdier, beskyttelse af personoplysninger, forbruger- og miljøbeskyttelse og, ikke at forglemme: skat, konkurrence og statsstøtte. Derudover bør fremhæves flere sager med tilknytning til sundhedskrisen og krigen i Ukraine.

808 sager blev afsluttet af Domstolen i forskellige sammensætninger. Et større antal sager (78) blev påkendt af den store afdeling, og to af disse, der vedrørte forbindelsen mellem overholdelsen af retsstatsprincippet og gennemførelsen af EU-budgettet, blev afgjort i plenum (sag C‑156/21, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, og sag C‑157/21, Polen mod Parlamentet og Rådet)).

På grund af en øget anvendelse af kendelser, udelukkende i forbindelse med appelsager, forblev den samlede sagsbehandlingstid (16,4 måneder) på samme niveau som året før (16,6 måneder), men den gennemsnitlige varighed af behandlingen af præjudicielle forelæggelser steg (17,3 måneder, mod 16,7 måneder i 2021), hvilket vidner om den øgede kompleksitet af de spørgsmål, som forelægges Domstolen.

Pr. 31. december 2022 var antallet af sager, der verserede for Domstolen, steget til 1 111 sager, dvs. samme antal som pr. 31. december 2021 på nær to (1 113 sager).

På bag grund af disse statistikker og den omstændighed, at Retten siden juli 2022 har haft 54 dommere (to fra hver medlemsstat) som følge af, at den reform af Unionens retslige struktur, der blev vedtaget i 2015, nu er gennemført fuldt ud, har Domstolen rettet en begæring til EU-lovgiver om en ændring af statutten på to punkter. Formålet med denne ændring er at give Domstolen mulighed for at bevare sin evne til at træffe afgørelser inden for en rimelig frist, men også for i højere grad at fokusere på sine centrale opgaver som Unionens forfatningsdomstol og øverste domstol.

Begæringen om ændring består for det første i en overdragelse til Retten af kompetencen på fem klart afgrænsede områder, der sjældent giver anledning til principielle spørgsmål, hviler på et solidt fundament af praksis fra Domstolen, og som desuden tegner sig for et antal sager, der er tilstrækkeligt stort til, at den påtænkte overførsel har en reel effekt på Domstolens arbejdsbyrde: det fælles momssystem, punktafgifter, toldkodeksen og tariferingen af varer i den kombinerede nomenklatur, kompensation og bistand til luftfartspassagerer samt ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner.

Rettens kompetence i en sag vil ikke berøre dens ret til at henvise sagen til Domstolen, hvis den finder, at sagen kræver en principafgørelse, der kan påvirke EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng. Domstolen vil ligeledes have mulighed for undtagelsesvis at foretage en fornyet prøvelse af Rettens afgørelse, hvis der er alvorlig risiko for, at en sådan anvendelse eller sammenhæng kan påvirkes.

Set på baggrund af, at der iværksættes et stort antal appeller til prøvelse af Rettens afgørelser, opfordres der i den lovgivningsmæssige begæring for det andet til, at den ordning med forudgående bevilling af appeller, der trådte i kraft den 1. maj 2019 (statuttens artikel 58a), udvides for at bevare appelprocedurens effektivitet og give Domstolen mulighed for at koncentrere sig om de appeller, der rejser vigtige retsspørgsmål.

Denne udvidelse vil omfatte appeller iværksat til prøvelse af afgørelser fra Retten vedrørende afgørelser truffet af uafhængige appelinstanser i visse EU-organer, der ikke var nævnt i statuttens artikel 58a, da den trådte i kraft den 1. maj 2019 (f.eks. Den Europæiske Unions Jernbaneagentur, Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger).

Koen Lenaerts

Præsident for Den Europæiske Unions Domstol

**806** anlagte sager

**546** præjudicielle sager heraf 5 PPU

De medlemsstater, hvorfra der oftest fremsættes en præjudiciel anmodning:

Tyskland 98

Italien 63

Bulgarien 43

Spanien 41

Polen 39

37 direkte søgsmål: 35 overtrædelsesprocedurer og 2 sager om »dobbelt traktatbrud«

**209** appeller iværksat til prøvelse af Rettens afgørelser

6 ansøgninger om retshjælp

En part, der ikke kan afholde udgifterne til sagsomkostninger, kan ansøge om retshjælp.

**808** afsluttede sager

**564** præjudicielle sager, heraf 7 PPU

36 direkte søgsmål, herunder 17 konstaterede traktatbrud mod 12 medlemsstater

**196** aappeller til prøvelse af Rettens afgørelser, herunder 38 der ophævede Rettens afgørelse

1 udtalelse

Retssagernes gennemsnitlige varighed: 16,4 måneder

Gennemsnitlig varighed af uopsættelige præjudicielle sager: 4,5 måneder

**1 111** verserende sager pr. 31. december 2022

Hyppigste sagsområder

Statsstøtte 58

Konkurrence 64

Regler for institutionerne 38

Miljø 46

Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed 132

Beskatning 80

Socialpolitik 73

Ejendomsret 33

Forbrugerbeskyttelse 77

Tilnærmelse af lovgivninger 89

Domstolens detaljerede statistikker

Medlemmerne af Domstolen

Domstolen består af 27 dommere og 11 generaladvokater.

Dommerne og generaladvokaterne udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst efter høring af et udvalg, som har til opgave at udtale sig om, hvorvidt de indstillede kandidater er egnede til at varetage de omhandlede opgaver. De udnævnes for en periode af seks år og kan genudnævnes.

Til dommere og generaladvokater ved Domstolen udnævnes personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som i deres hjemland opfylder betingelserne for at indtage de højeste dommerembeder eller har faglige kvalifikationer, som er almindeligt anerkendt.

Dommerne udøver deres funktioner helt upartisk og i fuld uafhængighed.

Domstolens dommere udpeger af deres midte præsidenten og vicepræsidenten. Dommerne og generaladvokaterne udnævner justitssekretæren for en periode på seks år.

O. Spineanu-Matei

dommer

T. Ćapeta

generaladvokat

L. Medina

generaladvokat

A. Calot Escobar

justitssekretær

Protokollær rangorden den 7. oktober 2022

B | Retten i 2022

De sager, der kan indbringes for Retten i første instans, er hovedsageligt direkte søgsmål anlagt af fysiske eller juridiske personer, når de er individuelt og direkte berørt (enkeltpersoner, selskaber, sammenslutninger osv.), og af medlemsstaterne til prøvelse af retsakter fra Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer og agenturer samt direkte søgsmål med påstand om erstatning for skader forvoldt af institutionerne eller af deres ansatte.

En stor del af Rettens sager er af økonomisk karakter: intellektuel ejendomsret (EU-varemærker og EF-design), konkurrence, statsstøtte og bank- og finanstilsyn.

Retten har ligeledes kompetence til at træffe afgørelse på personaleretsområdet i tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte.

Rettens afgørelser kan for så vidt angår retlige spørgsmål appelleres til Domstolen. I sager, som allerede har været genstand for en dobbeltprøvelse (af en uafhængig appelinstans og derefter af Retten), admitterer Domstolen alene appellen, såfremt den rejser et vigtigt spørgsmål for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.

Rettens virksomhed og udvikling

2022 blev året, hvor krigen vendte tilbage til vores kontinent. Denne frygtelige begivenhed bør give stof til kollektiv eftertanke for alle europæere. Fred er aldrig en selvfølge og kræver en indsats fra alle. Vores institution spiller en central rolle i denne indsats. Domstolen og Retten har nemlig til opgave at sikre overholdelsen af retsreglerne og at arbejde for beskyttelsen af den menneskelige værdighed. I Unionen løses konflikter ikke med trusler og våben, men gennem drøftelser og lovgivning. I denne sammenhæng har Retten bl.a. haft til opgave at prøve lovligheden af restriktive foranstaltninger, som Unionen har vedtaget over for personer eller enheder med tilknytning til Den Russiske Føderations aggression siden februar 2022, ofte inden for meget kort tid. Det lykkedes således inden for rammerne af en fremskyndet procedure Rettens Store Afdeling at afsige dommen i sagen RT France mod Rådet fem måneder efter sagsanlægget. Til dato er der blevet iværksat mere end 70 søgsmål vedrørende restriktive foranstaltninger i tilknytning til den væbnede konflikt. Det tjener vores Union til ære, at sådanne foranstaltninger ikke er præget af vilkårlighed og derfor er genstand for en prøvelse, der foretages af uafhængige og upartiske dommere.

Mere end nogensinde har de sager, der er blevet indbragt for Retten, afspejlet de store samfundsudfordringer, som vores kontinent står over for. Ud over de restriktive foranstaltninger, der ikke udelukkende vedrører aggressionen mod Ukraine, har sagerne bl.a. omhandlet den konkurrenceretlige regulering af digitale giganter og rammebestemmelserne for statsstøtte, bl.a. på beskatningsområdet og i energi- og miljøsektoren. Der har ligeledes været sager vedrørende bank- og finanslovgivningen, beskyttelsen af personoplysninger, den fælles handelspolitik og reguleringen af energimarkederne. I lyset af den seneste tids udvikling på lovgivningsområdet og den internationale kontekst, der er præget af stadigt større spændinger, kan det tænkes, at der sker en intensivering af legalitetskontrollen af EU-institutionernes retsakter.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Retten fuldt ud er sig sit ansvar bevidst. Den råder over de ressourcer, der skal til for at løfte det. I det forgangne år har Retten bl.a. haft en tilgang på otte nye medlemmer, hvilket markerede afslutningen af den reform, der blev indledt ved forordning 2015/2422. Retten har nu 54 medlemmer og dermed endelig to dommere fra hver medlemsstat. Med henblik på den nye treårsperiode, der startede i september 2022, har Retten også gjort sig mere omfattende overvejelser med hensyn til sin organisation og sine arbejdsmetoder og lagt vægt på en videreudvikling af den judicielle kontrol, bistand til sagernes parter gennem hele sagsforløbet og behandlingstiden (gennemsnitligt 16,2 måneder i 2022). I denne styrkede og nyorganiserede version har Retten sat sig et mål om at træffe afgørelser af høj kvalitet, der er forståelige for borgerne, inden for en tidshorisont, der lever op til nutidige forventninger.

Unionens retslige struktur skal løbende tilpasse sig de aktuelle udfordringer. Det er i denne ånd, at Domstolen i november 2022 fremsatte en lovgivningsmæssig begæring, der bl.a. tager sigte på at definere de specifikke områder, på hvilke Retten kunne være kompetent til at påkende præjudicielle spørgsmål, der er indgivet af medlemsstaternes retter (artikel 256 TEUF). Retten er klar til at støtte Domstolen, der skal håndtere en stigende arbejdsbyrde. Retten har været dybt inddraget i de overvejelser, der har ført til dette initiativ, og er allerede i gang med forberedelserne af dets gennemførelse.

Marc van der Woude

Præsident for Retten

**858** afsluttede sager

**760** direkte søgsmål:

**1 474** verserende sager pr. 31. december 2022

De hyppigst behandlede emner

Rettens detaljerede statistikker

Retslige nyskabelser

Ved Retten følger den ene nyhed ligesom andre steder lige i hælene på den anden. Mens de tvister, der opstod i forbindelse med covid-19-pandemien, fortsat leder Retten ad ubetrådte stier, som det ses i dommen i sagen Roos m.fl. mod Parlamentet af 27. april 2022 (T‑710/21, T‑722/21 og T‑723/21) vedrørende lovligheden af visse restriktioner, der blev indført af EU-institutionerne med henblik på at beskytte personalets helbred, har Den Russiske Føderations militære aggression mod Ukraine den 24. februar 2022 skabt et nyt arnested for retssager. I sin dom i sagen RT France mod Rådet af 27.juli 2022 (T‑125/22) tog Retten, sat som store afdeling, for første gang i en fremskyndet procedure stilling til lovligheden af de restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget af Rådet med henblik på at forbyde udsendelse af audiovisuelt indhold.

Selv om der sker meget nyt, skal det dog ikke overskygge de mange fremskridt, som Retten har gjort i udviklingen af sin retspraksis i mere klassiske sammenhænge.

På det institutionelle område undersøgte Retten i dommen i sagen Verelst mod Rådet af 12. januar 2022 (T‑647/20) således for første gang lovligheden af gennemførelsesafgørelse 2020/1117 om udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed, som blev vedtaget i medfør af forordning 2017/1939 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af denne anklagemyndighed. Efter sin undersøgelse konkluderede Retten, at Rådet har et vidt skøn ved bedømmelsen og sammenligningen af de meritter, som kandidaterne til stillingen som europæisk anklager for en medlemsstat besidder, og tilføjede, at udvælgelsen og udpegelsen af den udvalgte kandidat havde overholdt grænserne for dette vide skøn. På området for offentlige udbud undersøgte Retten i dommen i sagen Leonardo mod Frontex af 26. januar 2022 (T‑849/19) formaliteten vedrørende et annullationssøgsmål til prøvelse af en udbudsbekendtgørelse og bilagene hertil, der var anlagt af en virksomhed, som ikke havde deltaget i den udbudsprocedure, der blev iværksat ved denne bekendtgørelse. Retten fastslog i udvidet sammensætning, at en virksomhed, der godtgør, at dens deltagelse i en udbudsprocedure blev umuliggjort af forskrifterne i udbudsbetingelserne, kan begrunde en søgsmålsinteresse med hensyn til flere udbudsdokumenter. Endelig tog Retten på konkurrenceområdet i dommen i sagen Illumina mod Kommissionen af 13. juli 2022 (T‑227/21) for første gang stilling til anvendelsen af den henvisningsmekanisme, der er fastlagt i artikel 22 i forordning nr. 139/2004 om fusioner, på en transaktion, der ikke skulle anmeldes i den stat, der havde anmodet om henvisning af denne, men som indebar erhvervelsen af en virksomhed, hvis betydning for konkurrencen ikke afspejledes i omsætningen. I den pågældende sag fastslog Retten principielt, at Kommissionen kan erklære sig for kompetent i en sådan situation.

Savvas S. Papasavvas

Vicepræsident for Retten

Medlemmerne af Retten

Retten er sammensat af to dommere fra hver medlemsstat.

Til dommere vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som har de nødvendige kvalifikationer til at varetage høje retslige funktioner. Dommerne udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst efter høring af et udvalg, som har til opgave at udtale sig om kandidaternes egnethed. De udnævnes for en periode på seks år og kan genudnævnes. Dommerne udpeger af deres midte deres præsident og vicepræsident for tre år. De udnævner justitssekretæren for en periode på seks år.

Dommerne udøver deres funktioner helt upartisk og i fuld uafhængighed.

I januar 2022 tiltrådte Ioannis Dimitrakopoulos (Grækenland), Damjan Kukovec (Slovenien) og Suzanne Kingston (Irland) deres hverv som dommere ved Retten.

I juli 2022 tiltrådte Tihamér Tóth (Ungarn) og Beatrix Ricziová (Slovakiet) deres hverv som dommere ved Retten.

Fokus

Forordning, der gør udbetaling af EU-midler betinget af overholdelse af retsstatsprincippet, er gyldig

Domme af 16. februar 2022 i sagerne Ungarn mod Parlamentet og Rådet, samt Polen mod Parlamentet og Rådet (C‑156/21 og C‑157/21)

Retsstatsprincippet

Dette er en af EUʼs grundlæggende værdier, som omfatter:

legalitetsprincippet, som forudsætter en gennemsigtig, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk lovgivningsproces
retssikkerhedsprincippet
forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning
princippet om effektiv retsbeskyttelse (adgang til et uafhængigt og upartisk retssystem)
princippet om magtens tredeling
princippet om forbud mod forskelsbehandling og lighed for loven

For at beskytte EU’s budget og finansielle interesser mod krænkelser af retsstatsprincippet, som er en grundlæggende værdi, som EU bygger på, har EU indført en ny konditionalitetsordning.

Ordningen, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, gør modtagelsen af midler fra EU-budgettet betinget af, at medlemsstaterne overholder retsstatsprincipperne. Denne forordning giver Rådet mulighed for efter en undersøgelse fra Kommissionens side at træffe foranstaltninger – såsom suspension af betalinger eller finansielle korrektioner – for at beskytte EU’s budget og finansielle interesser, når sådanne overtrædelser risikerer at skade dem.

Denne forordning er blevet anfægtet af Ungarn og Polen ved Domstolen. På grund af deres ekstraordinære betydning blev sagerne behandlet af Domstolens plenum.

Den 16. februar 2022 frifandt Domstolen Parlamentet og Rådet i søgsmålene anlagt af Ungarn og Polen.

Domstolen fremhævede, at Unionen er baseret på værdier, der er fælles for medlemsstaterne, herunder retsstatsprincippet. Disse fælles værdier definerer selve EU’s identitet som en fælles retsorden og blev accepteret af alle medlemsstaterne, da de tiltrådte Den Europæiske Union. Respekten for retsstatsprincipperne er således en resultatforpligtelse for medlemsstaterne, der følger direkte af deres medlemskab af Unionen. Det er en betingelse for, at disse stater kan nyde godt af alle andre rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne.

EU’s finansielle interesser kan blive alvorligt truet af overtrædelser af retsstatsprincippet i en enkelt medlemsstat. Medlemsstaterne kan kun sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning, hvis de offentlige myndigheder handler i overensstemmelse med loven, hvis overtrædelser af loven retsforfølges effektivt, og hvis vilkårlige eller ulovlige beslutninger truffet af offentlige myndigheder er underlagt en effektiv domstolskontrol af et uafhængigt og upartisk retsvæsen. EU skal derfor være i stand til at forsvare sine finansielle interesser, navnlig ved hjælp af foranstaltninger til beskyttelse af EU’s budget. Domstolen fastslog derfor, at den ordning, der er indført ved den anfægtede forordning, er omfattet af begrebet finansielle bestemmelser, der navnlig fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af Unionens budget (artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)). Forordningen blev derfor korrekt vedtaget på dette retsgrundlag.

Domstolen forklarede endvidere, som svar på nogle af Ungarns og Polens argumenter, at konditionalitetsmekanismen ikke omgår den procedure, der er fastsat i artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). De to begivenheder har et forskelligt formål og et forskelligt fokus. Navnlig giver artikel 7 TEU mulighed for at reagere på enhver alvorlig og vedvarende krænkelse af en af Unionens grundlæggende værdier eller enhver klar risiko for en sådan krænkelse, hvorimod den anfægtede forordning kun finder anvendelse på krænkelser af retsstatsprincipperne, og kun hvis der er rimelig grund til at antage, at disse krænkelser har budgetmæssige konsekvenser.

Domstolen afviste også argumentet om, at retsstatsprincipperne ikke har noget konkret materielt indhold i EU-retten. Disse principper er blevet udførligt udviklet i retspraksis og er således præciseret i Unionens retsorden. De er baseret på fælles værdier, der anerkendes og anvendes af medlemsstaterne i deres egne retssystemer. Domstolen fastslog derfor, at medlemsstaterne med tilstrækkelig præcision kan afgøre det væsentligste indhold samt de krav, der følger af hvert af disse principper.

Endelig kræver gennemførelsen af konditionalitetsmekanismen, at der skal etableres en reel forbindelse mellem en overtrædelse af retsstatsprincippet og en skade eller en alvorlig risiko for skade på EU’s forsvarlige økonomiske forvaltning. Denne gennemførelse pålægger også Kommissionen strenge proceduremæssige krav. Ungarn og Polen har derfor ikke et grundlag for at hævde, at Kommissionens og Rådets beføjelser er for omfattende. Domstolen konkluderede, at den anfægtede forordning opfylder kravene til retssikkerhed.

Artikel 7 TEU

Denne bestemmelse beskriver proceduren for suspension af visse rettigheder, der følger af traktaternes anvendelse på en medlemsstat, i tilfælde af en alvorlig og vedvarende overtrædelse af de værdier, der er fælles for medlemsstaterne, jf. artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet. Ungarn og Polen hævdede, at »konditionalitetsforordningen« ved at indføre en parallel procedure med henblik på at sanktionere en medlemsstat ulovligt gav mulighed for at omgå de præcise betingelser, der er fastsat i artikel 7 TEU.

Respekten for retsstatsprincippet har været genstand for adskillige domme fra Domstolen, herunder:

dommen i sagen Associação Sindical dos Juízes Portugueses (dommeres uafhængighed – nedsættelse af lønningerne i den nationale offentlige forvaltning) af 27. februar 2018 (C‑64/16) ;
dommen i sagen Kommissionen mod Polen (disciplinærordning for dommere – begrænsning af de nationale retters ret og forpligtelse til at forelægge Domstolen anmodninger om præjudiciel afgørelse) af 15. juli 2021 (C‑791/19) ;
dommen i sagen Repubblika (en medlemsstats dommeres uafhængighed – udnævnelsesprocedure – premierministerens beføjelse – medvirken af et udvalg for udnævnelse af dommere) af 20. april 2021 (C‑896/19).

Retssikkerhedsprincippet

Dette princip kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise, og at deres anvendelse skal være forudsigelig for de berørte parter, navnlig når de kan have negative konsekvenser. En forordning skal derfor give de berørte mulighed for at få et utvetydigt kendskab til deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter.

Fokus

Retten til at handle i retssager for miljøbeskyttelsesforeninger

Dom Deutsche Umwelthilfe (Typegodkendelse af motorkøretøjer) af 8. november 2022 (C‑873/19)

Med henblik på at beskytte miljøet og forbedre luftkvaliteten forbyder EU-forordningen om typegodkendelse af motorkøretøjer brugen af anordninger, der påvirker systemet til begrænsning af emissioner af forurenende luftarter for at reducere dets effektivitet (såkaldte »manipulationsanordninger«). Der findes dog tre undtagelser til dette forbud, herunder når »anordningen er nødvendig for at beskytte motoren mod beskadigelse eller havari og for at sikre køretøjets driftssikkerhed«.

Deutsche Umwelthilfe, der er en tysk miljøbeskyttelsesforening, var af den opfattelse, at den tyske forbundsmyndighed for motorkøretøjer havde tilsidesat det omhandlede forbud ved at godkende anvendelsen af en software, der reducerer recirkulationen af forurenende gasser, bl.a. nitrogenoxid (NOx), for visse køretøjer af mærket Volkswagen. Softwaren indfører et temperaturinterval, der gør det muligt at tilpasse graden af rensning af udstødningsgassen på grundlag af den ydre temperatur. Installationen af denne software har således til følge, at recirkulationen af forurenende gas kun er fuldt ud effektiv, hvis den ydre temperatur er højere end 15°C. I 2018 var den gennemsnitlige årlige temperatur i Tyskland imidlertid på 10,4°C.

Deutsche Umwelthilfe anfægtede godkendelsen ved en tysk retsinstans. Denne ret henvendte sig til Domstolen for at få afklaret to spørgsmål.

1. Den tyske domstol anførte, at Deutsche Umwelthilfe efter tysk ret ikke har mulighed for at anlægge et søgsmål til prøvelse af forbundsmyndighedens godkendelse, eftersom den EU-forordning, som Deutsche Umwelthilfe henviste til, ikke har til formål at beskytte borgerne individuelt. Den tyske domstol spurgte Domstolen, om den manglende mulighed herfor er forenelig med Århuskonventionen og med retten til effektive retsmidler, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

I dom af 8. november 2022 fastslog Domstolen, at i henhold til Århuskonventionen, sammenholdt med chartret, kan en miljøbeskyttelsesforening, der har søgsmålskompetence, ikke fratages muligheden for at få kontrolleret overholdelsen af visse EU-bestemmelser på miljøområdet af de nationale retter. En sådan forening skal således kunne anfægte en godkendelse af manipulationsanordninger ved domstolene.

2. Den tyske ret ønskede ligeledes oplyst, om »nødvendigheden« af at anvende en anordning med et temperaturinterval, der undtagelsesvis kan begrunde indbygningen af en sådan for at beskytte motoren eller for at sikre køretøjets driftssikkerhed, skal bedømmes efter det aktuelle tekniske niveau på det tidspunkt, hvor godkendelsen meddeles, eller om der skal der tages hensyn til andre omstændigheder.

Domstolen fremhævede, at en manipulationsanordning såsom et temperaturinterval undtagelsesvis kan være begrundet, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

anordningen skal være strengt nødvendig for at undgå en umiddelbar risiko for beskadigelse af motoren eller havari, som er forårsaget af et funktionssvigt i en del af udstødningsrecirkulationssystemet
denne beskadigelse skal være af en så alvorlig karakter, at den udløser en konkret fare under kørsel med køretøjet
på tidspunktet for godkendelsen af anordningen eller det køretøj, der er udstyret med denne, findes der ikke en anden teknisk løsning, der gør det muligt at undgå denne risiko.

Endelig skal manipulationsanordningen under alle omstændigheder være forbudt, selv når nødvendigheden er godtgjort, hvis den er udformet således, at den under normale kørselsforhold skal fungere størstedelen af året. I så fald ville undtagelsen nemlig blive anvendt oftere end forbuddet, hvilket ville udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i selve princippet om begrænsning af nitrogenoxid-emissioner (NOx).

Domstolen træffer jævnligt afgørelse i miljøsager. Blandt de seneste kan nævnes:

dom Ville de Paris m.fl. (typegodkendelse af køretøjer – værdier for emission af nitrogenoxider – prøvningsprocedure for emission under faktisk kørsel) af 13. januar 2022 (C‑177/19 P m.fl.) ;
domme GSMB Invest, Volkswagen og Porsche Inter Auto og Volkswagen (dieselkøretøjer – emission af nitrogenoxid (NOx) – forbudte manipulationsanordninger – »temperaturinterval«) af 14. juli 2022 (C‑128/20 m.fl.) ;
dom Kommissionen mod Spanien (Grænseværdier – NO2) af 22. december 2022 (C‑125/20) ;
dom Ministre de la Transition écologique og Premier ministre (Statens ansvar for luftforurening) af 22. december 2022 (C‑61/21).

Fokus

Retten til at blive glemt over for retten til oplysninger

Google-dommen (Fjernelse af links til et angiveligt urigtigt indhold) af 8. december 2022 (C‑ 460/20)

Den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR)

GDPR, der trådte i kraft i 2018, giver borgerne større kontrol over deres personoplysninger og pålægger de retssubjekter, der opbevarer dem, ansvar.

De rettigheder, der er sikret i GDPR, er bl.a.:

retten til oplysning om behandling af personoplysninger
retten til indsigt i opbevarede oplysninger
retten til at få berigtiget oplysninger, der er urigtige eller ufuldstændige
retten til sletning af oplysninger, der er blevet behandlet ulovligt, eller som ikke længere er nødvendige i forhold til formålet med behandlingen af disse (bedre kendt som »retten til at blive glemt«)
retten til dataportabilitet (få oplysninger tilbage, der er blevet meddelt en dataansvarlig).

Beskyttelsen af personoplysninger er på EU-plan reguleret ved den generelle forordning om databeskyttelse.

Retten til beskyttelse af personoplysninger er imidlertid ikke absolut. Den skal afvejes i forhold til andre grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. En af disse andre grundlæggende rettigheder er informationsfrihed.

I Google-dommen, der blev afsagt den 8. december 2022, erindrede Domstolen om vigtigheden af denne afvejning og anvendte den ved besvarelsen af et spørgsmål fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) om retten til at blive glemt.

Tvisten drejede sig om to medlemmer af ledelsen i en investeringsselskabskoncern, der havde anmodet Google om at fjerne links fra resultaterne på en søgning på deres navne. Søgeresultatet linkede til visse presseartikler, der indeholdt en kritisk beskrivelse af denne koncerns investeringsmodel. De to medlemmer af ledelsen gjorde gældende, at disse artikler indeholdt urigtige udsagn. De anmodede endvidere om, at fotografierne af dem, som blev vist i form af miniaturebilleder (thumbnails) uden nogen form for angivelse af sammenhængen, blev fjernet fra listen over disse resultater.

Google afslog at efterkomme disse anmodninger, idet selskabet henviste til den erhvervsmæssige sammenhæng, hvori disse artikler og fotografier indgik, og under henvisning til, at Google ikke havde kendskab til, om oplysningerne, der var indeholdt i artiklerne, var rigtige eller ej.

Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), for hvilken tvisten var indbragt, anmodede Domstolen om en fortolkning af databeskyttelsesforordningen, sammenholdt med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forordningen fastsætter nemlig udtrykkeligt, at retten til at blive glemt er udelukket, når behandlingen af de pågældende personoplysninger er nødvendig for at udøve retten til informationsfrihed.

Domstolen bemærkede, at retten til beskyttelse af privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger generelt vejer tungest i forhold til internetbrugernes legitime interesse i at få adgang til oplysningerne. Denne afvejning kan dog afhænge af den pågældende oplysnings art, og af, hvor følsom den er for den registreredes privatliv. Afvejningen afhænger også af offentlighedens interesse i at råde over denne oplysning. Denne interesse kan variere, alt efter hvilken rolle denne person har i det offentlige liv.

Retten til ytrings- og informationsfrihed kan imidlertid ikke tages i betragtning, når oplysninger, der fremgår af det indhold, der linkes til (og som ikke er uvæsentlige), viser sig at være urigtige.

Når en person indgiver en anmodning om fjernelse, påhviler der søgemaskineudbyderen nogle forpligtelser:

Udbyderen skal efterprøve, om et indhold fortsat kan medtages på listen over søgeresultater foretaget via dennes søgemaskine. Hvis anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser, er søgemaskineudbyderen forpligtet til at efterkomme denne anmodning.
Hvis anmodningen ikke klart godtgør, at oplysningerne er urigtige, er udbyderen ikke forpligtet til at foretage sletningen. I et sådant tilfælde skal den person, der anmoder om fjernelse, dog kunne indbringe dette for tilsynsmyndigheden eller for en retsinstans med henblik på, at de foretager de nødvendige undersøgelser og i givet fald pålægger udbyderen at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Udbyderen skal advare internetbrugerne om, at der er indledt en administrativ eller retslig procedure, der vedrører den angiveligt urigtige karakter af indhold.
Udbyderen skal prøve, om visningen af fotografier i form af miniaturebilleder (thumbnails) er nødvendig for, at de internetbrugere, som potentielt kunne være interesserede i at få adgang til disse fotografier, kan udøve deres ret til informationsfrihed. Visningen af fotografier af en person udgør nemlig et særligt vigtigt indgreb i den pågældendes privatliv. Den omstændighed, at denne adgang bidrager til en debat af almen interesse, udgør et afgørende element, der skal tages i betragtning ved afvejningen i forhold til andre grundlæggende rettigheder.

Beskyttelsen af personoplysninger er et område, der har givet anledning til et større antal sager ved Domstolen.

Nogle af de nyere domme i tilknytning til udviklingen af informations- og kommunikationsteknologier er følgende:

dom Facebook Ireland og Schrems af 16. juli 2020 vedrørende det beskyttelsesniveau, der skal sikres i tilfælde af overførsel af personoplysninger til et tredjeland (C‑311/18);
domme La Quadrature du Net m.fl. af 6. oktober 2020 om forbud mod en national lovgivning, der foreskriver generel og udifferentieret overførsel eller lagring af trafik- og lokaliseringsdata (C‑511/18 m.fl.);
dom Prokuratuur af 2. marts 2021 vedrørende offentlige myndigheders adgang til trafik- og lokaliseringsdata med henblik på bekæmpelse af grov kriminalitet (C‑746/18) ;
dom Facebook Ireland m.fl. af 15. juni 2021 om nationale tilsynsmyndigheders beføjelser (C‑645/19) ;
dom Vyriausioji tarnybinės etikos komisija af 1. august 2022 om gennemsigtighed med hensyn til erklæringer om private interesser hos arbejdstagere og ledere i den offentlige sektor (C‑184/20).

Fokus

Krig i Ukraine: forbud mod udbredelse pålagt visse pro-russiske medier og ytringsfrihed

Dom RT France mod Rådet af 27. juli 2022 (T‑125/22)

Sagen om foreløbige forholdsregler

RT France anmodede den 8. marts 2022 Rettens præsident om straks at udsætte virkningerne af forbuddet mod udsendelsesaktiviteter. Denne anmodning, en såkaldt sag om foreløbige forholdsregler, blev forkastet den 30. marts. Præsidenten fastslog navnlig, at RT France ikke havde godtgjort, at forbuddet påførte TV-kanalen uoprettelig skade. Der forelå derfor ikke en særlig uopsættelighed, der kunne begrunde en sådan udsættelse, indtil der var afsagt endelig dom i sagen.

Den 24. februar 2022 indledte Den Russiske Føderation en angrebskrig mod Ukraine. Som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik reagerede EU på denne krænkelse af folkeretten, bl.a. ved at pålægge Den Russiske Føderation sanktioner. Den 1. marts 2022 forbød Rådet for Den Europæiske Union visse mediers udsendelsesaktiviteter i Unionen eller rettet mod Unionen for at imødegå russiske propagandaaktioner.

Forbuddet var navnlig rettet mod RT France, en TV-kanal finansieret af den russiske stats budget, der anlagde sag ved Den Europæiske Unions Ret den 8. marts 2022 med henblik på at få annulleret denne afgørelse fra Rådet.

Henset til sagens vigtighed og hastende karakter blev Retten sat som stor afdeling (15 dommere), og Retten iværksatte for første gang ex officio en fremskyndet procedure, hvilket gjorde det muligt for Retten at træffe sin afgørelse på mindre end fem måneder.

I sin dom af 27. juli frifandt Retten Rådet i det hele. Dommen hviler på tre væsentlige elementer:

Rådet har en vid skønsmæssig beføjelse til at fastlægge restriktive foranstaltninger på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det kan anvende et midlertidigt forbud mod udsendelse af indhold fra visse medieforetagender, der finansieres af den russiske stats budget, hvis disse medieforetagender støtter Ruslands militære aggression. En ensartet gennemførelse af et sådant forbud kan bedre gennemføres på EU-plan end på nationalt plan.
Forbuddet mod udsendelse, der blev vedtaget, uden at RT France blev hørt på forhånd, udgør ikke en tilsidesættelse af retten til forsvar. Den ekstraordinære og yderst hastende kontekst i tilknytning til udbruddet af en krig ved Unionens grænser nødvendiggjorde en hurtig reaktion. Den øjeblikkelige iværksættelse af foranstaltninger til at forbyde et middel til propaganda til fordel for den militære aggression var afgørende for at sikre deres effektivitet.
Ytringsfriheden udgør en af de vigtigste dele af grundlaget for et demokratisk samfund. Denne frihed finder ikke alene anvendelse på tanker, der bliver positivt modtaget eller anses for at være uskadelige, men også på dem, der støder, chokerer eller bekymrer. Det følger af kravene om pluralisme, tolerance og åbenhed, uden hvilke der ikke findes et demokratisk samfund.

Det kan dog vise sig nødvendigt i demokratiske samfund at sanktionere udtryksformer, der spreder, retfærdiggør eller ansporer til had baseret på intolerance, brug af og opfordring til vold.

Forbudsforanstaltningen mod RT France forfølger dette mål. Den tager sigte på at beskytte Unionens offentlige orden og sikkerhed, der var truet af den systematiske, internationale propagandakampagne, der var igangsat af Rusland, og at lægge pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med den militære aggression. Denne foranstaltning er ligeledes forholdsmæssig, eftersom den er egnet og nødvendig i forhold til det forfulgte mål. Der foreligger tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der godtgør, at RT France aktivt støttede den destabiliserende og aggressive politik, som Den Russiske Føderation førte, og som i sidste ende førte til et omfattende militært angreb på Ukraine. Ingen af de oplysninger, som RT France havde fremlagt, kunne påvise en overordnet balanceret behandling af informationerne vedrørende den igangværende krig under overholdelse af principperne på området for audiovisuelle medieforetagenders »pligter og ansvar«.

Restriktive foranstaltninger eller sanktioner

De restriktive foranstaltninger, eller sanktioner, er et af de værktøjer, som Den Europæiske Union råder over med henblik på at fremme målene med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det drejer sig bl.a. om at værne om Unionens værdier, dens grundlæggende interesser og dens sikkerhed, at konsolidere og beskytte demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og de folkeretlige principper, at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed.

Disse foranstaltninger kan rettes mod tredjelandes regeringer eller ikke-statslige enheder (f.eks. virksomheder) og personer (såsom terroristgrupper). I de fleste tilfælde er foranstaltningerne rettet mod personer og består i indefrysning af aktiver og forbud mod at rejse i EU.

Der indbringes et stort antal sager, der vedrører restriktive foranstaltninger, for Retten. Det drejer sig bl.a. om sanktioner i forbindelse med de handlinger, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, eller som følge af situationen i Syrien og Belarus eller i Den Demokratiske Republik Congo.

Fokus

Rekordstor bøde på 4,125 mia. EUR til Google for at pålægge fabrikanter af Android-mobilenheder restriktioner

Dom Google og Alphabet mod Kommissionen (Google Android) af 14. september 2022 (T‑604/18)

Google er en virksomhed i IT- og kommunikationssektoren, der er specialiseret i produkter og tjenesteydelser i tilknytning til internettet. Den væsentligste del af virksomhedens indtægter stammer fra dens flagskibsprodukt, søgemaskinen Google. Googles forretningsmodel er baseret på samspillet mellem en række produkter og tjenesteydelser, der som oftest tilbydes brugerne uden beregning, på den ene side, og onlinereklamer, der anvender oplysninger, som er indsamlet hos disse brugere, på den anden side. Google udbyder desuden operativsystemet Android, som ca. 80% af de intelligente mobile enheder, der var i brug i Europa i juli 2018, ifølge Europa-Kommissionen var udstyret med.

Efter klager til Kommissionen indledte denne i 2015 en procedure mod Google. Denne procedure resulterede i 2018 i en bøde på 4,343 mia. EUR til Google for at have pålagt fabrikanter af Android-mobilenheder og mobilnetværksoperatører ulovlige restriktioner. Disse restriktioner bestod i at pålægge fabrikanter af mobile enheder:

at forudinstallere Google Search og Chrome for at få en brugerlicens til Play Store
at afholde sig fra at sælge enheder, der var udstyret med Android-versioner, som ikke var godkendt af Google
at undlade at forudinstallere en konkurrerende søgetjeneste for at kunne få del i Googles reklameindtægter.

Ifølge Kommissionen havde disse restriktioner til formål at konsolidere Googles søgemaskines dominerende stilling og Googles indtægter fra annoncer i tilknytning til disse søgninger.

Hvad er misbrug af en dominerende stilling?

Ved en dominerende stilling forstås en virksomheds økonomiske magtposition, som sætter denne i stand til at hindre, at der opretholdes en effektiv konkurrence, og udvise en uafhængig adfærd over for sine konkurrenter, kunder, leverandører og de endelige forbrugere.

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde forbyder virksomheder at misbruge deres dominerende stilling til at hindre eller fordreje konkurrencen, f.eks. ved at fastsætte urimelige priser eller anvende eksklusivaftaler om salg eller loyalitetsrabatter, der skal afholde leverandørerne fra at levere til en virksomheds konkurrenter.

Det er den største bøde, der nogensinde er blevet pålagt i Europa af en konkurrencemyndighed. Google anlagde sag ved Retten for at anfægte Kommissionens beslutning.

I sagen Google og Alphabet omfattede sagsakterne mere end 100 000 sider. Under retsmødet var 72 advokater og repræsentanter mødt for 13 forskellige parter (sagsøgeren – Google og Alphabet, sagsøgte – Europa-Kommissionen, og 11 intervenienter, der var indtrådt til støtte for enten sagsøgeren eller sagsøgte). Retsmødet strakte sig over fem dage.

Der blev truffet afgørelse i sagen ved dommen Google og Alphabet mod Kommissionen af 14. september 2022. Retten stadfæstede i det store hele Kommissionens afgørelse og gav i det væsentlige Kommissionen medhold. Retten fastslog imidlertid, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde påvist, at visse former for adfærd fra Googles side kunne begrænse konkurrencen, og at Kommissionen ikke burde have nægtet Google mulighed for at fremføre sine argumenter under en høring. Efter at Retten selv havde foretaget en bedømmelse af samtlige faktiske omstændigheder, nedsatte Retten den bøde, som Google var blevet pålagt, til 4,125 mia. EUR.

Prøvelse af de faktiske omstændigheder og Rettens behørige retsanvendelse

Konkurrencesagerne ved Retten er ofte komplekse og omfattende. Retten træffer afgørelse som første instans og undersøger derfor ikke blot, om Kommissionen har anvendt lovgivningen korrekt, men også, om de faktiske omstændigheder er tilstrækkeligt belyst. Sagsakterne kan indeholde bevismateriale og detaljerede økonomiske analyser, der skal bevise eller afkræfte virkningerne af virksomhedernes adfærd på markedet.

Dom Qualcomm mod Kommissionen af 15. juni 2022 (T‑235/18)

I en anden sag om misbrug af en dominerende stilling annullerede Retten den 15. juni 2022 Kommissionens afgørelse, hvorved den havde pålagt Qualcomm en bøde på ca. 1 mia. EUR for at have misbrugt sin dominerende stilling på markedet for LTE-chipsæt (elektroniske komponenter, der anvendes i smartphones og tablets). Ifølge Kommissionen var dette misbrug kendetegnet ved, at der var indgået aftaler om incitamentsbetalinger, hvorefter Apple udelukkende skulle indkøbe chipsæt hos Qualcomm. Retten fastslog, at flere uregelmæssigheder havde påvirket Qualcomms ret til forsvar, bl.a. den manglende registrering af visse drøftelser under undersøgelsen. Retten bemærkede endvidere, at Kommissionens analyse af aftalernes konkurrencebegrænsende virkninger ikke tog hensyn til samtlige relevante faktiske omstændigheder, bl.a. at Apple ikke havde noget teknisk alternativ til LTE-chipsættene.

Et tilbageblik på årets vigtige domme

Miljø

Domstolen og miljøet
Se videoen på YouTube

Beskyttelsen af vilde dyr og planter, forureningen af luften, jordbunden og vandet samt de risici, der er forbundet med farlige stoffer er udfordringer, som Den Europæiske Union bidrager til at imødegå ved at vedtage strenge regler. Det samme gælder for fastsættelsen af emissionsgrænseværdier for forurenende stoffer, navnlig i byområder.

I et traktatbrudssøgsmål mod Italien havde Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen fastslog, at denne medlemsstat havde tilsidesat sine forpligtelser som følge af en systematisk og vedvarende overskridelse af de årlige grænseværdier for emissionen af nitrogendioxid (NO₂) i forskellige zoner, dvs. byerne Torino, Milano, Bergamo, Brescia, Genova, Firenze, Rom og Catania. I sin dom gav Domstolen Kommissionen medhold, idet den fastslog, at Italien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2008/50, eftersom Italien ikke havde sørget for at undgå en systematisk og vedvarende overskridelse af de årlige grænseværdier for nitrogendioxid. Italien havde ligeledes tilsidesat sine forpligtelser ved ikke fra den 11. juni 2010 at have vedtaget foranstaltninger – såsom mere velegnede planer til forbedring af luftkvaliteten eller specifikke supplerende foranstaltninger med henblik på at beskytte udsatte befolkningsgrupper – til at sikre, at de årlige grænseværdier for nitrogendioxid (NO₂) overholdes i de pågældende zoner.
Dom Kommissionen mod Italien (Grænseværdier for NO₂) af 12. maj 2022 (C‑573/19)
Olietankskibet Prestiges forlis ud for Galiciens (Spanien) kyst i november 2002 forårsagede en stor olieforurening, der berørte de spanske og franske kyster. Der var tale om den alvorligste miljøkatastrofe i Spanien nogensinde. I forbindelse med en sag vedrørende skaderne som følge af olieforureningen efter dette forlis fastslog Domstolen, at en dom afsagt af en britisk domstol, der stadfæstede afgørelsen i en voldgiftssag i Det Forenede Kongerige, ikke kunne være til hinder for at anerkende en spansk dom, hvorved et forsikringsselskab blev pålagt at yde erstatning for disse skader. Domstolen fandt nemlig, at en voldgiftsafgørelse ikke kan være til hinder for en anerkendelse af retsafgørelser, der er truffet i andre medlemsstater, medmindre dens indhold kunne have været genstand for en retsafgørelse i overensstemmelse med forordning nr. 44/2001. I den konkrete sag tillod den ikke, at den britiske dom kunne være til hinder for anerkendelse af den dom, der var blevet afsagt i Spanien inden for rammerne af et direkte søgsmål mod forsikringsselskabet anlagt af skadelidte med henblik på at opnå effektiv erstatning for den skade, som vedkommende havde lidt.
Dom London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association af 20. juni 2022 (C‑700/20)

Direktoratet for Forskning og Dokumentation udbyder som led i sin »Samling af resuméer«, et »Udvalg af domme« og en »Månedsbulletin om retspraksis« fra Domstolen og Retten.

Energi

I en kontekst, der er præget af krigen i Ukraine og det europæiske kontinents afhængighed af energi i forhold til resten af verden, sikrer Den Europæiske Union energiforsyningen og –sikkerheden inden for Unionen. Den bidrager til at sikre, at markedet for energi er velfungerende og kontrollerer stigningen i energipriserne, navnlig på gas og el. Unionen sørger desuden for sammenkoblingen af medlemsstaternes energinet. Endvidere tilskynder Unionen til udvikling af vedvarende energi og en reduktion af afhængigheden af fossile brændstoffer. Da medlemsstaternes investeringer kan være til skade for konkurrencen på markedet for energi, er de undergivet Rettens prøvelse.

Østrig anfægtede Kommissionens afgørelse, hvorved den godkendte Ungarns investeringsstøtte til et statsejet selskab med henblik på udviklingen af to kernereaktorer til opførelse på kraftværksanlægget i Paks. Retten undersøgte Østrigs argumenter, der bl.a. drejede sig om, at støtten forårsagede uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger og forskelsbehandling, der førte til udelukkelse af producenter af vedvarende energi fra markedet for elektricitet. Den konkluderede, at den analyse, som Kommissionen havde foretaget, var korrekt, fuldstændig og gjorde det muligt at fastslå, at den ydede statsstøtte var forenelig med EU-retten. Den elektricitet, der skulle produceres af de nye reaktorer, ville nemlig blive tilgængelig på engrosmarkedet for alle markedsaktører på en gennemsigtig måde. Der var derfor ikke nogen risiko for, at den elektricitet, der skulle produceres af selskabet Paks II, ville blive monopoliseret i langvarige kontrakter, idet denne kontrakttype indebærer en risiko for markedslikviditeten.
Dom Østrig mod Kommissionen af 30. november 2022 (T‑101/18)
I 2015 igangsatte operatøren af det ungarske gastransmissionssystem (FGSZ) et regionalt samarbejdsprojekt med henblik på at øge energiuafhængigheden ved at indføre naturgas fra Sortehavet i sit net. Projektet skulle etablere ny kapacitet, bl.a. mellem Ungarn og Østrig. I 2018 godkendte den østrigske reguleringsmyndighed forslaget fra operatøren af det østrigske gastransmissionssystem (GCA) vedrørende denne del af projektet, mens den tilsvarende ungarske myndighed (MEKH), efter forslag fra FGSZ, traf en modsatrettet afgørelse. I mangel af en koordineret afgørelse fra de berørte nationale reguleringsmyndigheder erklærede Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) sig for kompetent i sagen og godkendte projektet som foreslået af GCA. MEKH og FGSZ anlagde to søgsmål til prøvelse af ACER’s afgørelse ved Retten, der fastslog, at bestemmelserne i forordning 2017/459 om processen for etablering af ny kapacitet til gastransmission ikke fandt anvendelse. ACER havde således ikke kompetence til at vedtage afgørelsen om godkendelse, hvorfor Retten annullerede denne afgørelse.
Dom MEKH og FGSZ mod ACER af 16. marts 2022 (forenede sager T‑684/19 og T-704/19)

Forbrugerbeskyttelse

Hvad gør EU-Domstolen for mig?
Se videoen på YouTube
EU-Domstolen: EU-forbrugernes rettigheder
Se videoen på YouTube

Overholdelsen af forbrugernes rettigheder, deres velstand og velfærd er grundlæggende værdier i udviklingen af EUʼs politikker. Domstolen kontrollerer anvendelsen af reglerne om forbrugerbeskyttelse for at sikre, at forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske og retlige interesser beskyttes, uanset hvor de bor, hvor de rejser, eller hvorfra de foretager deres indkøb i EU.

I henhold til EU-retten har en forbruger, der har indgået en aftale med en erhvervsdrivende via internettet eller telefonisk, principielt en frist på 14 dage til at fortryde aftalen uden at skulle begrunde sin beslutning. Denne fortrydelsesret er dog udelukket i forbindelse med kulturelle begivenheder eller sportsbegivenheder for at beskytte arrangørerne mod risikoen for usolgte pladser. Domstolen præciserede, at denne undtagelse ligeledes gælder over for en leverandør af billettjenester, når koncertbilletter købes online, eftersom den økonomiske risiko påhviler koncertarrangøren.
Dom CTS Eventim af 31. marts 2022 (C‑96/21)
Domstolen fastslog, at et luftfartsselskab, der ikke er et EU-luftfartsselskab (i den konkrete sag United Airlines), som ikke har indgået en transportkontrakt med passagererne, men som har gennemført flyvningen, kan anses for at skulle udbetale den kompensation til passagererne i tilfælde af en lang forsinkelse af den pågældende flyafgang. Det luftfartsselskab, som i forbindelse med sine passagertransportaktiviteter træffer afgørelse om at udføre en bestemt flyvning, er nemlig det transporterende luftfartsselskab. Dette luftfartsselskab opfylder således forpligtelser på vegne af det luftfartsselskab, hvormed der er indgået aftale. Domstolen fremhævede imidlertid, at det transporterende luftfartsselskab (United Airlines), der er forpligtet til at udbetale kompensation til passageren, bevarer retten til at rejse erstatningskrav over for enhver person, herunder tredjemand, i overensstemmelse med den gældende nationale lovgivning.
Dom United Airlines af 7. april 2022 (C‑561/20)
Efter en forsinkelse på mere end tre timer af deres flyvning med afgang fra New York til Budapest rettede en række passagerer henvendelse til den ungarske myndighed, der har til opgave at håndhæve forordningen om luftfartspassagerers rettigheder, med henblik på at formå luftfartsselskabet LOT til at betale kompensation i henhold til denne forordning. Denne myndighed konstaterede faktisk, at der forelå en tilsidesættelse af forordningen, og pålagde LOT at betale en kompensation på 600 EUR til hver af de berørte passagerer. LOT anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved en ungarsk ret. Denne ret henvendte sig til Domstolen med henblik på at få afklaret, om den omhandlede myndighed kunne pålægge et luftfartsselskab at betale en kompensation, eller om denne beføjelse var forbeholdt de nationale domstole. Domstolen fandt, at den nationale myndighed, der har til opgave at håndhæve forordningen vedrørende individuelle klager, kan pålægge en transportør at betale kompensation til passagerer, forudsat at den berørte medlemsstat har tillagt myndigheden en sådan kompetence.
Dom LOT (Kompensation pålagt af administrativ myndighed) af 29. september 2022 (C‑597/20)
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra en litauisk retsinstans fortolkede Domstolen direktivet om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om produkter, der på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med andre produkter og herigennem være til fare for forbrugernes sundhed eller sikkerhed. Sagen drejede sig om forskellige typer skumbadskugler, der kunne forveksles med levnedsmidler og medførte en risiko for forgiftning, navnlig for børn. Domstolen fastslog, at en medlemsstat på visse betingelser kan begrænse distributionen af kosmetiske produkter, der kan forveksles med levnedsmidler, fordi de ligner sådanne, og således er forbundet med sundhedsrisici. Domstolen præciserede, at hensynet til beskyttelsen af forbrugernes sundhed og sikkerhed kan veje tungere end retten til at markedsføre visse kosmetiske produkter.
Dom Get Fresh Cosmetics af 2. juni 2022 (C‑122/21)

Ligebehandling

EU-Domstolen: ligebehandling og beskyttelse af mindretals rettigheder
Se videoen på YouTube

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forankrer alle individers lighed for loven som mennesker, arbejdstagere, borgere eller parter i retssager. Navnlig indeholder direktiv 2000/78 generelle rammebestemmelser for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, idet direktivet forbyder forskelsbehandling på grund af religion eller tro, alder, handicap eller seksuel orientering på disse områder. Domstolen har behandlet flere sager om påstået direkte eller indirekte forskelsbehandling og har i den forbindelse understreget, at der skal tages hensyn til proportionalitetsprincippet mellem det mål, der forfølges med de pågældende regler, og princippet om ligebehandling.

I en præjudiciel forelæggelse fra en spansk ret tog Domstolen stilling til, om den nationale lovgivning vedrørende ydelser fra den sociale sikringsordning til arbejdstagere, der er ansat som hushjælp, var forenelig med EU-direktivet om ligebehandling med hensyn til social sikring. Den spanske særordning for social sikring, der gjaldt for hushjælpsansatte, omfattede ikke besk y ttelse mod arbejdsløshed. Idet Domstolen bemærkede, at det hovedsageligt er kvinder, der er ansat som hushjælp, fastslog den, at direktivet er til hinder for en sådan udelukkelse, der stiller særligt kvindelige arbejdstagere ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere og således udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn. Denne forskelsbehandling er ikke begrundet i objektive hensyn, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.
Dom TGSS (Hushjælpsansattes situation ved arbejdsløshed) af 24. februar 2022 (C‑389/20)
I en præjudiciel forelæggelse fra en portugisisk ret tog Domstolen stilling til, om den nationale lovgivning vedrørende beregning af godtgørelse for ikke-afholdt betalt årlig ferie var forenelig med EU-direktivet om vikararbejde. Domstolen fastslog, at den metode til beregning af denne godtgørelse og det tilsvarende ferietillæg, der var fastsat i den særlige ordning for vikaransatte, medførte en ulempe for disse med hensyn til antallet af betalte feriedage og ferietillægget. Den omhandlede godtgørelse skal mindst svare til den godtgørelse, der ville være gældende for arbejdstagerne, hvis de var blevet ansat direkte af brugervirksomheden for at udføre samme arbejdsopgave i samme periode.
Dom Luso Temp af 12. maj 2022 (C‑426/20)
Tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles, Belgien) spurgte Domstolen, om udtrykket »religion eller tro« i direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes som to sider af samme beskyttede kriterium eller derimod som to særskilte kriterier. Den nationale ret spurgte ligeledes Domstolen, om et forbud mod at bære tørklæde i en virksomheds interne regulativ udgør direkte forskelsbehandling på grund af religion. Tvisten vedrørte det forhold, at en uopfordret ansøgning om en praktikplads fra L.F., en ung, muslimsk kvinde, ikke blev taget i betragtning, efter at hun under en samtale havde meddelt, at hun nægtede at fjerne sit tørklæde, som det var fastsat i dette interne regulativs neutralitetspolitik.
I sin dom fastslog Domstolen, at religion og tro (navnlig ideologisk eller åndelig) udgør én enkelt grund til forskelsbehandling. En virksomheds interne regel om forbud mod at bære nogen form for synlige politiske, ideologiske eller religiøse symboler udgør dog ikke direkte forskelsbehandling, når denne bestemmelse anvendes generelt og udifferentieret på alle arbejdstagere. En sådan regel kan imidlertid indebære en indirekte forskelsbehandling, såfremt det er godtgjort, at den tilsyneladende neutrale forpligtelse, som denne regel indeholder, reelt medfører, at personer, der tilhører en bestemt religion eller tro, stilles særligt ufordelagtigt. En sådan indirekte forskelsbehandling kan ikke desto mindre være objektivt begrundet i et legitimt mål. Ved vurderingen af, om der foreligger en begrundelse, kan den nationale ret i forbindelse med afvejningen af de forskellige interesser tillægge interesserne vedrørende religion eller tro mere vægt end interesserne vedrørende navnlig friheden til at oprette og drive egen virksomhed, forudsat at dette følger af dens nationale lovgivning.
Dom S.C.R.L. (Religiøst betinget beklædning) af 13. oktober 2022 (C‑344/20)
En italiensk ret spurgte Domstolen, om en aldersgrænse på 30 år i den nationale lovgivning som øvre grænse for adgang til den offentlige udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse som politikommissær er forenelig med EU-retten, herunder med princippet om forbud mod forskelsbehandling. Domstolen fandt, at denne begrænsning udgør en forskelsbehandling på grund af alder, idet den overlod det til den nationale ret at efterprøve, om denne forskelsbehandling er begrundet i et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, såsom kravet om særlige fysiske evner, der er knyttet til de opgaver, der faktisk udføres af en politikommissær. Det tilkommer ligeledes den nationale ret at efterprøve, om denne begrænsning forfølger et legitimt mål, og om den står i rimeligt forhold til dette mål, idet den skal vurdere, om den stopprøve i form af en fysisk konditionsprøve, der er fastsat i udvælgelsesprøven, udgør en passende og mindre indgribende foranstaltning.
Dom Ministero dell’Interno (Aldersgrænse for ansættelse som politikommissær) af 17. november 2022 (C‑304/21)
A blev valgt som formand for en arbejdstagerorganisation i 1993. Dette politiske tillidshverv indeholdt imidlertid visse elementer, der er karakteristiske for lønmodtagere. A var ansat på fuld tid, oppebar en månedlig løn, og ferieloven fandt anvendelse for hende. A blev genvalgt hvert fjerde år og bestred hvervet som sektorformand frem til 2011, hvor hun var fyldt 63 år og havde overskredet aldersgrænsen for at kunne genopstille til det planlagte formandsvalg samme år. Den danske retsinstans, ved hvilken der blev anlagt søgsmål af Ligebehandlingsnævnet som mandatar for A mod HK/Danmark og HK/Privat, henvendte sig til Domstolen med henblik på at få oplyst, hvorvidt direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv fandt anvendelse i denne situation. Domstolen fandt, at en aldersgrænse, der er fastsat i en arbejdstagerorganisations vedtægter, for at kunne vælges til hvervet som formand er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv. Hverken den politiske karakter af et sådant hverv eller ansættelsesmetoden (valg) har betydning for anvendelsen af direktivet i denne sammenhæng.
Dom HK mod Danmark og HK/Privat af 2. juni 2022 (C‑587/20)

Familieret

Den Europæiske Union fastsætter reglerne for samordning af de sociale sikringsordninger, således at de europæiske borgere og navnlig deres familier frit kan udøve deres rettigheder, uanset om de bor i de forskellige EU-medlemsstater eller er flyttet fra en medlemsstat til en anden i løbet af deres liv. På samme måde regulerer »Bruxelles IIa-forordningen« det retslige samarbejde i Unionen for så vidt angår ægteskabssager og sager vedrørende forældreansvar.

I forbindelse med en judiciel sag vedrørende flytning af et barns sædvanlige opholdssted fra Sverige til Rusland fastslog Domstolen, at en ret i en medlemsstat ikke bevarer sin kompetence til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over et barn på grundlag af »Bruxelles IIa«- forordningen, når barnets sædvanlige opholdssted under sagens behandling lovligt flyttes til et tredjeland, der er part i Haagerkonventionen af 1996.
Dom CC (Flytning af et barns faste opholdssted til et tredjeland) af 14. juli 2022 (C‑572/21)
En unionsborger, der ikke havde tysk statsborgerskab, fik afslag fra de tyske myndigheder på udbetaling af børnepenge for de første tre måneder efter, at hun havde etableret bopæl i Tyskland. Afslaget beroede på, at den pågældende ikke havde indtægter i Tyskland. Da dette krav ikke gjaldt for tyske statsborgere, der vendte tilbage fra et ophold i en anden medlemsstat, anlagde unionsborgeren sag til prøvelse af afslaget ved en tysk ret, der henvendte sig til Domstolen. Domstolen fastslog, at en sådan forskellig behandling udgør en ulovlig forskelsbehandling i henhold til EU-retten. Den fremhævede imidlertid, at det fremgår af de EU-retlige bestemmelser, at i modsætning til den situation (som i denne sag), hvor personen etablerer sit sædvanlige opholdssted i den berørte medlemsstat, vil et ophold af rent midlertidig karakter ikke være tilstrækkeligt til, at denne ligebehandling kan påberåbes.
Dom Familienkasse Niedersachsen-Bremen af 1. august 2022 (C‑411/20)
I januar 2019 indførte Østrig en tilpasningsmekanisme til beregning af det faste beløb af familietillæg og forskellige skattemæssige fordele, som tildeles arbejdstagere, hvis børn har fast bopæl i en anden medlemsstat. Tilpasningen kunne foretages i opadgående eller nedadgående retning i forhold til det generelle prisniveau i den pågældende medlemsstat. Kommissionen var af den opfattelse, at denne tilpasningsmekanisme og den dermed forbundne forskellige behandling af overvejede vandrende arbejdstagere i forhold til landets egne statsborgere var i strid med EU-retten. Den anlagde derfor et traktatbrudssøgsmål mod Østrig ved Domstolen. I sin dom fastslog Domstolen, at denne tilpasningsmekanisme, der tog i betragtning, hvor de pågældende arbejdstageres børn havde fast bopæl, var i strid med EU-retten, for så vidt som den udgjorde en uberettiget indirekte forskelsbehandling på grundlag af vandrende arbejdstageres nationalitet..
Dom Kommissionen mod Østrig af 16. juni 2022 (C‑328/20)

Personoplysninger

Domstolen i den digitale verden
Se videoen på YouTube

Den Europæiske Union har et stærkt og sammenhængende fælles regelgrundlag for beskyttelse af personoplysninger, uanset hvordan og i hvilken sammenhæng disse oplysninger indsamles. Domstolen sikrer sig, at de personoplysninger, der behandles eller bevares er begrænset til det absolutte minimum og ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privatlivets fred.

Proximus, der er udbyder af telekommunikationstjenester i Belgien, udgiver også fortegnelser, der indeholder navn, adresse og telefonnummer på abonnenter hos forskellige udbydere af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester. Operatørerne fremsender disse kontaktoplysninger til Proximus, medmindre abonnenterne har udtrykt ønske om ikke at fremgå af fortegnelserne. I forbindelse med en anmodning om tilbagetrækning af en abonnents samtykke forelagde en belgisk retsinstans Domstolen spørgsmål om de forpligtelser, der påhviler Proximus som dataansvarlig for behandling af personoplysninger. Ifølge Domstolen skal en sådan dataansvarlig gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på at underrette de andre dataansvarlige om, at den registrerede har trukket sit samtykke tilbage De andre dataansvarlige er dem, der har sendt disse oplysninger til førstnævnte dataansvarlige, eller som den pågældende har videregivet sådanne oplysninger til. Den dataansvarlige er ligeledes forpligtet til at træffe rimelige foranstaltninger med henblik på at underrette udbydere af søgemaskiner om den registreredes anmodning om sletning af oplysninger.
Dom Proximus (Elektroniske offentlige fortegnelser) af 27. oktober 2022 (C‑129/21)
Domstolen tog på ny stilling til staters mulighed for at pålægge udbydere af elektroniske kommunikationstjenester en forpligtelse til at foretage generel og udifferentieret lagring af trafikdata og lokaliseringsdata. Domstolen præciserede, at selv om trafikdata, som fastsat i tysk ret, kun lagres i ti uger og lokaliseringsdata kun i fire uger, gør den betydelige mængde af indsamlede oplysninger det ikke desto mindre muligt at udarbejde en omfattende profil af de pågældende personer. Dette alvorlige indgreb i privatlivet kan kun tillades, såfremt der foreligger en alvorlig og aktuel trussel mod den nationale sikkerhed, bl.a. i tilfælde af en terrortrussel. Når der ikke foreligger sådanne trusler, råder sikkerhedsmyndighederne over andre foranstaltninger til bekæmpelse af kriminalitet, såsom generel og udifferentieret lagring af IP-adresser (dvs. et identifikationsnummer, der tildeles en enhed, som er tilsluttet internettet), målrettet lagring og hurtig lagring (»quick freeze« som følge af et påbud om midlertidig lagring af de oplysninger, der aktuelt behandles og lagres).
Dom SpaceNet m.fl. af 20. september 2022 (forenede sager C‑793/19 og C‑794/19)
Ligue des droits humains (LDH) er en almennyttig organisation, der i juli 2017 anlagde søgsmål ved Cour constitutionnelle (forfatningsdomstol, Belgien) med påstand om annullation af loven af 25. december 2016, der gennemførte både PNR-direktivet (om anvendelse af passagerlisteoplysninger), API- direktivet (om transportvirksomheders forpligtelse til at fremsende oplysninger om passagerer) og direktiv 2010/65 (om formaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i medlemsstaterne) i belgisk ret. Ifølge LDH indebar denne lov en krænkelse af retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret i belgisk ret og i EU-retten. Domstolen fandt, at overholdelsen af de grundlæggende rettigheder kræver, at beføjelserne i henhold til PNR-direktivet begrænses til det strengt nødvendige. Domstolen fastslog, at såfremt en medlemsstat ikke står over for en reel og aktuel eller forudsigelig terrortrussel, er EU-retten til hinder for en national lovgivning, der fastsætter videregivelse og behandling af PNR-oplysninger for flyvninger inden for EU og for transporter med andre midler inden for EU.
Dom Ligue des droits humains af 21. juni 2022 (C‑817/19)
Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) forelagde Domstolen spørgsmål om fortolkningen af de relevante bestemmelser i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i direktivet og i forordningen om markedsmisbrug. De omhandlede nationale retsforskrifter pålagde operatørerne af elektroniske kommunikationstjenester en pligt til generel og udifferentieret lagring af trafikdata i forebyggelsesøjemed i et år fra den dato, hvor de er blevet registreret. Denne foranstaltning skulle bidrage til bekæmpelse af markedsmisbrug, herunder insiderhandel. Domstolen fandt, at EU-retten ikke tillader generel og udifferentieret lagring af trafik- og lokaliseringsdata med henblik på bekæmpelsen af overtrædelser i form af markedsmisbrug, og navnlig af insiderhandel. De fastsatte foranstaltninger overskred det strengt nødvendige og kunne ikke anses for begrundet i et demokratisk samfund.
Dom VD og SR af 20. september 2022 (forenede sager C‑339/20 og C‑397/20)

Område med retfærdighed, frihed og sikkerhed

Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser består af: det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på områderne civil- og strafferetligt samarbejde, politisamarbejdet, kontrol ved de ydre grænser, asyl og immigration. Det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne er bl.a. konkretiseret ved den europæiske arrestordre, en retsafgørelse fra en medlemsstat med henblik på anholdelse af en person, der eftersøges i en anden medlemsstat, og denne persons udlevering som følge af en strafferetlig forfølgning eller med henblik på afsoning af en frihedsstraf. Hvad angår asyl fastsætter EU-retten de betingelser, som tredjelandsstatsborgere eller statsløse skal opfylde, for at kunne opnå international beskyttelse (flygtningedirektivet). Domstolen anmodes regelmæssigt om at præcisere rækkevidden af de regler, der finder anvendelse.

I forbindelse med migrationskrisen genindførte Østrig grænsekontrol ved sine grænser til Ungarn og Slovenien fra medio september 2015. Efterfølgende blev denne kontrol forlænget flere gange. En østrigsk domstol, ved hvilken en borger havde anfægtet denne kontrol, anmodede Domstolen om at få oplyst, om kontrollen var forenelig med EU- retten. Domstolen fastslog, at en medlemsstat, når der foreligger en alvorlig trussel mod dens offentlige orden eller indre sikkerhed, midlertidigt kan genindføre grænsekontrol ved dens grænser til andre medlemsstater, dog uden at overskride den maksimale samlede varighed på seks måneder. Kun hvis der opstår en ny alvorlig trussel, kan det være begrundet at anvende en sådan foranstaltning på ny.
Dom Landespolizeidirektion Steiermark m.fl. (Maksimal varighed af grænsekontrollen ved de indre grænser) af 26. april 2022 (C‑368/20)
I juni 2016 udstedte de italienske judicielle myndigheder en europæisk arrestordre mod KL, en italiensk statsborger med bopæl i Frankrig, med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf på 12 år og 6 måneder. Den nævnte straf var resultatet af en sammenlægning af fire straffe, der var blevet idømt for fire lovovertrædelser, der var begået i Italien, herunder den, som blev retligt beskrevet som »hærværk og plyndring«. Cour d’appel d’Angers (appeldomstolen i Angers, Frankrig) afslog at overgive KL til de italienske myndigheder, fordi to af handlingerne ikke udgør en lovovertrædelse i Frankrig. Gerningsindholdet af lovovertrædelsen »hærværk og plyndring« er nemlig forskelligt i de to berørte medlemsstater. I italiensk ret omfatter denne lovovertrædelse flere handlinger i form af omfattende ødelæggelser og tilfælde af vandalisme, der navnlig medfører en krænkelse af den offentlige orden, mens den omstændighed, at den offentlige orden bringes i fare ved masseødelæggelse af løsøre eller fast ejendom, ikke specifikt er strafbar i fransk ret. Domstolen fastslog, at der ikke kræves fuldstændig overensstemmelse mellem indholdet af den pågældende overtrædelse i den udstedende medlemsstat og i den fuldbyrdende medlemsstat. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan derfor ikke afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med den begrundelse, at kun nogle af de forhold, som lovovertrædelsen består af i den udstedende medlemsstat, ligeledes udgør en lovovertrædelse i den fuldbyrdende medlemsstat.
Dom Procureur général près la cour d’appel d’Angers af 14. juli 2022 (C‑168/21)
En russisk statsborger, der i en alder af 16 år blev ramt af en sjælden form for blodkræft, behandles i Nederlandene. Den lægelige behandling, der ikke er tilladt i Rusland, består navnlig i administration af medicinsk cannabis med henblik på smertelindring. Rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene) forelagde Domstolen en række spørgsmål med henblik på at få oplyst, om der i en sådan situation kunne træffes en afgørelse om tilbagesendelse eller en udsendelsesforanstaltning. Domstolen fastslog, at EU-retten er til hinder for sådanne foranstaltninger, når der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at tilbagesendelsen af den pågældende person som følge af den manglende tilgængelighed i bestemmelseslandet af passende pleje med henblik på smertelindring vil udsætte vedkommende for en reel risiko for hurtig, betydelig og uoprettelig forøgelse af de smerter, som er forbundet med den pågældendes alvorlige sygdom, hvilket vil være i strid med den menneskelige værdighed.
Dom Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis) af 22. november 2022 (C‑69/21)
I 2019 ansøgte I, der er egyptisk statsborger, om international beskyttelse i Grækenland, mens han stadig var mindreårig. I forbindelse med sin ansøgning udtrykte han ønske om at blive sammenført med sin onkel, S, der ligeledes er egyptisk statsborger, og som opholdt sig lovligt i Nederlandene. Den nederlandske statssekretær afslog de græske myndigheders anmodning om overtagelse af I med den begrundelse, at I’s identitet – og følgelig den angivelige familiemæssige tilknytning til S – ikke kunne fastslås. Statssekretæren afviste I’s og S’ klage med den begrundelse, at Dublin III- forordningen ikke giver ansøgerne om international beskyttelse mulighed for at anfægte en afgørelse om afslag på en overtagelsesanmodning, der er vedtaget af de kompetente nationale myndigheder. Da denne afvisning blev anfægtet ved Rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene), forelagde denne ret Domstolen en række præjudicielle spørgsmål, som Domstolen besvarede med, at Dublin III-forordningen, sammenholdt med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indebærer, at den uledsagede mindreårige skal indrømmes en ret til retsmidler til prøvelse af et afslag på overtagelse. Derimod er en slægtning til denne mindreårige ikke omfattet af en sådan ret til retsmidler.
Dom Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Afslag på overtagelse af en ægyptisk uledsaget mindreårig) af 1. august 2022 (C‑19/21)

Redningsoperationer til søs

I forbindelse med redningsoperationer til søs er der opstået spørgsmål om havnemedlemsstatens beføjelser i forhold til inspektion af skibe, der fører en anden EU-medlemsstats flag på området for maritim og miljømæssig sikkerhed.

Sea Watch er en tysk humanitær organisation, der udfører eftersøgning og redning af personer på Middelhavet ved hjælp af skibe. Efter nogle redningsaktioner i 2020 blev to af organisationens skibe genstand for inspektioner og tilbageholdelsesforanstaltninger foretaget af havnekontorerne i havnene Palermo og Porto Empedocle (Italien), hvilket blev anfægtet af Sea Watch. En italiensk ret forelagde sagen for Domstolen med henblik på at få afklaret omfanget af havnestatens beføjelser med hensyn til kontrol og tilbageholdelse i forhold til skibe, der anvendes af humanitære organisationer. Domstolen fastslog, at disse skibe kan gøres til genstand for en havnestatskontrol. Havnestaten kan imidlertid udelukkende træffe tilbageholdelsesforanstaltninger i tilfælde af, at der foreligger en åbenbar fare for sikkerhed, sundhed eller miljø, hvilket det påhviler havnestaten at godtgøre. Domstolen fremhævede ligeledes vigtigheden af princippet om loyalt samarbejde, hvorefter medlemsstaterne, dvs. den medlemsstat, der er havnestat, og den medlemsstat, der er flagstat, er forpligtede til at samarbejde og til at rådføre sig med hinanden i forbindelse med udøvelsen af deres respektive kontrolbeføjelser.
Dom Sea Watch af 1. august 2022 (forenede sager C‑14/21 og C‑15/21)

Aktindsigt

Gennemsigtighed i det offentlige liv er et af hovedprincipperne i EU. Enhver unionsborger eller juridisk person i EU har i princippet aktindsigt i institutionernes dokumenter. I visse tilfælde kan denne aktindsigt dog nægtes.

Agrofert er et tjekkisk holdingselskab, der oprindeligt blev stiftet af Andrej Babiš, som var Den Tjekkiske Republiks premierminister fra 2017 til 2021. I en beslutning bekræftede Europa-Parlamentet, at Andrej Babiš fortsat kontrollerede Agrofert-koncernen, herunder efter hans udnævnelse til premierminister. Da Agrofert ikke mente, at dette udsagn var nøjagtigt, og idet selskabet ønskede oplyst, hvilke oplysninger og kilder Parlamentet var i besiddelse af, indgav selskabet en begæring om aktindsigt i flere dokumenter. I sit svar identificerede Parlamentet et vist antal dokumenter som værende offentligt tilgængelige og gav afslag på aktindsigt i en skrivelse fra Kommissionen til den tjekkiske premierminister og i en beretning udarbejdet af Kommissionen. Agrofert anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse fra Parlamentet ved Retten, der bekræftede dens gyldighed. Retten fastslog, at selskabet Agroferts søgsmålsinteresse til prøvelse af afslaget på at give det aktindsigt i beretningen, der i mellemtiden var blevet meddelt selskabet, var bortfaldet, og frifandt Parlamentet i søgsmålet til prøvelse af afgørelsen om afslag på aktindsigt i skrivelsen til den tjekkiske premierminister med den begrundelse, at udbredelsen heraf kunne skade formålet med Kommissionens undersøgelser.
Dom Agrofert mod Parlamentet af 28. september 2022 (T‑174/21)

Konkurrence og statsstøtte

Den Europæiske Union anvender regler for at beskytte den frie konkurrence. Praksis, der har til formål eller til følge at forhindre, begrænse eller forvride konkurrencen på det indre marked, er forbudt. Mere specifikt forbyder EU- lovgivningen visse aftaler eller udveksling af oplysninger mellem en virksomhed og dens konkurrenter, som kan have et sådant formål eller en sådan følge, samt en virksomheds misbrug af en dominerende stilling på et bestemt marked. Tilsvarende er statsstøtte i princippet forbudt, medmindre den er begrundet og ikke fordrejer konkurrencen på en måde, der strider mod den almene interesse.

I 2009 pålagde Kommissionen Intel Corporation en bøde på 1,06 mia. EUR for at have misbrugt sin dominerende stilling på det globale marked for processorer mellem 2002 og 2007. I 2014 stadfæstede Retten denne afgørelse. Intel appellerede denne dom til Domstolen, som i 2017 annullerede afgørelsen på grund af en retlig fejl. Retten havde med urette begrænset sig til at fastslå, at de omtvistede rabatter efter deres art kunne begrænse konkurrencen, uden at undersøge, om disse rabatter konkret havde denne virkning. Domstolen hjemviste herefter sagen til Retten, for at denne kunne træffe fornyet afgørelse. I sin dom af 26. januar 2022 fandt Retten, at Kommissionens analyse af de omtvistede rabatters evne til at begrænse konkurrencen var ufuldstændig, og annullerede derfor delvist Kommissionens afgørelse. Med hensyn til indvirkningen af en sådan delvis annullation af den anfægtede afgørelse på størrelsen af den bøde, som Kommissionen havde pålagt Intel, fandt Retten, at den ikke kunne identificere den del af bøden, der alene vedrører de ikke-skjulte begrænsninger. Derfor annullerede Retten ligeledes den artikel i den anfægtede afgørelse, hvorved Intel blev pålagt en bøde på 1,06 mia. EUR for den konstaterede overtrædelse, i sin helhed.
Dom Intel Corporation mod Kommissionen af 26. januar 2022 (T‑286/09 RENV)
Den 27. september 2017 konstaterede Europa-Kommissionen, at selskaberne Scania AB, Scania CV AB og Scania Deutschland GmbH, tre enheder i Scania-koncernen, der driver virksomhed inden for fremstilling og salg af tunge lastbiler til langdistancetransport, havde tilsidesat EU’s konkurrenceret. Kommissionen foreholdt disse selskaber, at de fra januar 1997 til januar 2011 sammen med deres konkurrenter havde deltaget i aftaler på markedet for mellemtunge og tunge lastbiler i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Denne afgørelse blev vedtaget efter en såkaldt »hybrid« procedure, der forener forligsproceduren med den almindelige administrative procedure på kartelområdet. Forligsproceduren giver parterne i kartelsager mulighed for at anerkende deres ansvar og til gengæld modtage en nedsættelse af den pålagte bøde. Selskaberne i Scania-koncernen havde over for Kommissionen bekræftet deres vilje til at deltage i forligsforhandlinger. De endte dog med at trække sig fra denne procedure. Kommissionen vedtog derfor en forligsafgørelse over for de virksomheder, der havde anmodet herom, og fortsatte undersøgelsen vedrørende selskaberne i Scania-koncernen, der blev pålagt en bøde på 880 523 000 EUR. Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som koncernselskaberne havde anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse, hvorfor den bøde, som Kommissionen havde pålagt, blev opretholdt.
Dom Scania m.fl. mod Kommissionen af 2. februar 2022 (T‑799/17)
Den 4. maj 2022 stadfæstede Retten Kommissionens afgørelse, hvorved Kommissionen godkendte Rumæniens redningsstøtte på 36 660 000 EUR til det rumænske luftfartsselskab TAROM, der primært driver virksomhed inden for national og international lufttransport af passagerer, fragt og post. Luftfartsselskabet Wizz Air Hungary anfægtede denne afgørelse ved Retten. Retten stadfæstede Kommissionens afgørelse med den begrundelse, at støtten havde til formål at undgå de sociale problemer, som en afbrydelse af det rumænske luftfartsselskabs tjenester ville medføre i betragtning af den ringe tilstand af den rumænske vej- og jernbaneinfrastruktur.
Dom Wizz Air Hungary mod Kommissionen af 4. maj 2022 (T‑718/20)
Regeringen for den selvstyrende region Valencia ydede Fundación Valencia, en organisation med tilknytning til fodboldklubben Valencia CF, en garanti for et banklån på 75 mio. EUR, hvorved denne organisation erhvervede 70,6% af aktierne i Valencia CF. Denne garanti blev efterfølgende forhøjet med 6 mio. EUR. I 2016 fandt Kommissionen, at der var tale om statsstøtte, der var uforenelig med EU-retten, og pålagde tilbagesøgning af støtten. Valencia CF anfægtede denne afgørelse ved Retten, der i 2020 annullerede Kommissionens afgørelse (T‑732/16). Kommissionen iværksatte herefter appel ved Domstolen til prøvelse af Rettens dom. Domstolen forkastede appellen, idet den fastslog, at Retten ikke havde pålagt Kommissionen en uforholdsmæssig bevisbyrde og med rette blot havde fastslået, at denne institution ikke havde overholdt de krav, som den havde pålagt sig selv, da den i form af en meddelelse vedtog regler for analysen af garantier, der tilbydes af medlemsstaterne.
Dom Kommissionen mod Valencia Club de Fútbol af 10. november 2022 (C‑211/20 P)

Intellektuel Ejendomsret

Intellektuel ejendomsret ved Retten
Se videoen på YouTube

Domstolen og Retten sikrer fortolkningen og anvendelsen af de bestemmelser, som Unionen har vedtaget, for at beskytte alle eksklusive rettigheder til intellektuelle frembringelser. Beskyttelsen af intellektuel ejendomsret (ophavsret) og industriel ejendomsret (varemærkeret, designbeskyttelse, patentret) forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne ved at skabe et miljø, der fremmer kreativitet og innovation. EU-retten beskytter også den knowhow, der knytter sig til et produkt i et geografisk område i Den Europæiske Union, gennem beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB).

Betegnelsen »feta« blev registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) i 2002. Lige siden har denne betegnelse været forbeholdt ost, som har oprindelse i det bestemte geografiske område i Grækenland og er i overensstemmelse med varespecifikationen for dette produkt. Danmark var af den opfattelse, at forordning nr. 1151/2012 kun finder anvendelse på produkter, der sælges inden for Unionen, og ikke vedrører eksport til tredjelande. Danmark forbød derfor ikke sine producenter at eksportere deres produkter under betegnelsen »feta«. Kommissionen indledte en traktatbrudsprocedure mod Danmark, idet den var af den opfattelse, at Danmark havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordningen. Domstolen fastslog, at forordningen ikke udelukker produkter til eksport fra de handlinger, som den forbyder, herunder indgreb i den intellektuelle ejendomsret, der beskytter BOB’er. Domstolen fastslog således, at Danmark havde tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at forhindre anvendelsen af betegnelsen »feta« for ost bestemt til eksport til tredjelande.
Dom Kommissionen mod Danmark af 14. juli 2022 (C‑159/20)
I juni 2017 indgav regeringen for Fyrstendømmet Andorra en ansøgning om registrering af følgende figurtegn som EU-varemærke for en lang række produkter og tjenesteydelser:

Da Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afslog registrering af dette varemærke, anlagde regeringen for Fyrstendømmet Andorra sag ved Retten. For at kunne registreres må et EU-varemærke navnlig ikke være beskrivende, hvilket udelukker, at varemærket blot er en beskrivelse af de produkter eller tjenesteydelser, som det omhandler. I sin dom konkluderede Retten, at varemærket Andorra er beskrivende. Den relevante kundekreds vil kunne opfatte det som en angivelse for de pågældende varer og tjenesteydelsers oprindelse. Der er tale om en absolut registreringshindring, der i sig selv begrunder, at tegnet ikke kan registreres som EU-varemærke.
Dom Govern d’Andorra mod EUIPO (Andorra) af 23. februar 2022 (T‑806/19)
Retten forkastede de tre søgsmål, som Apple Inc. havde anlagt til prøvelse af afgørelserne truffet af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), hvorved ordmærket »THINK DIFFERENT« blev erklæret fortabt. I 1997, 1998 og 2005 fik Apple Inc. registreret ordmærket »THINK DIFFERENT« som EU-varemærke, navnlig for computere og telekommunikationsprodukter. Efter anmodning fra Swatch AG, der anførte, at de omtvistede varemærker ikke havde været genstand for reel brug for de omhandlede varer inden for en sammenhængende periode på fem år, erklærede EUIPO de omtvistede varemærker for fortabt. Retten stadfæstede EUIPO’s afgørelse. Den fandt, at det påhvilede Apple Inc. at godtgøre den reelle brug af disse varemærker for de omhandlede varer inden for de seneste fem år forud for datoen for begæringen om fortabelse, hvilket Apple Inc. ikke havde formået.
Dom Apple mod EUIPO – Swatch (Think different) af 8. juni 2022 T‑26/21, T‑27/21 og T‑28/21)
I 2017 indgav det britiske selskab Golden Balls en begæring til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om fortabelse af varemærket BALLON D’OR med den begrundelse, at dette varemærke ikke var blevet brugt tilstrækkeligt for visse varer og tjenesteydelser. Varemærket BALLON D’OR var tidligere blevet registreret til fordel for det franske selskab Les Éditions P. Amaury, der var indehaver af rettighederne i tilknytning til Ballon d’or (en pris, der uddeles til årets bedste fodboldspiller). I 2021 erklærede EUIPO dette varemærke for fortabt for størstedelen af de varer og tjenesteydelser, for hvilke det var registreret. Les Éditions P. Amaury anlagde sag til prøvelse af EUIPO’s afgørelse ved Retten, der annullerede denne afgørelse for så vidt angår erklæringen om fortabelse for underholdningsvirksomhed. Til gengæld stadfæstede Retten fortabelsen af det pågældende varemærke for tjenesteydelser bestående i udsendelse eller montage af fjernsynsprogrammer, produktion af shows og film og udgivelse af bøger, blade, magasiner og aviser.
Dom Les Éditions P. Amaury mod EUIPO - Golden Balls (BALLON D’OR) af 6. juli 2022 (T‑478/21)

Beskatning

Den direkte beskatning henhører i princippet under medlemsstaternes kompetence. De skal dog f.eks. i forbindelse med beskatningen af selskaber overholde de grundlæggende regler i EU-retten, såsom forbuddet mod statsstøtte. Forhåndstilsagn (»tax rulings«), hvorved visse medlemsstater giver til multinationale selskaber en særlig skattemæssig behandling, er således undergivet Kommissionens kontrol, og Unionens retsinstanser kan anmodes om at træffe afgørelse.

Skatteafgørelser er afgørelser, der efter anmodning fra virksomheder træffes af skattemyndigheden i visse medlemsstater, hvorved det på forhånd fastsættes, hvad disse virksomheder skal betale i skat. Fiat Chrysler Finance Europe, der har hjemsted i Storhertugdømmet Luxembourg, havde indhentet en skatteafgørelse fra de luxembourgske skattemyndigheder, der godkendte en metode til fastsættelse af vederlaget til Fiat Chrysler Finance Europe som integreret selskab for tjenester, som selskabet leverede til andre selskaber i Fiat/Chrysler-koncernen. I 2015 fandt Kommissionen, at denne skatteafgørelse udgjorde en driftsstøtte, der var uforenelig med det indre marked i EU-rettens forstand. Fiat Chrysler Finance Europe og Luxembourg anlagde søgsmål ved Retten, som i 2019 tiltrådte Kommissionens tilgang og frifandt denne. Fiat Chrysler Finance Europe og Irland bestred i flere henseender Rettens bedømmelse med henblik på at fastslå, at der forelå en økonomisk fordel, nærmere bestemt i lyset af de gældende statsstøtteregler. I sin dom af 8. november 2022 ophævede Domstolen Rettens dom og annullerede Kommissionens afgørelse. Domstolen fandt, at Kommissionen havde anvendt et armslængdeprincip, der adskiller sig fra det, der er fastsat i luxembourgsk ret, selv om det i mangel af harmonisering på dette område i EU-retten kun er de nationale bestemmelser, der er relevante for analysen af, om et antal givne transaktioner skal undersøges ud fra armslængdeprincippet.
Dom Fiat Chrysler Finance Europe mod Kommissionen og Irland mod Kommissionen af 8. november 2022 (forenede sager C‑885/19 P og C‑898/19 P)

Retsstatsprincippet

Sikring af retsstatsprincippet i EU
Se videoen på YouTube

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – bindende regler med konkrete virkninger
Se videoen på YouTube

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ligesom traktaten om Den Europæiske Union, henviser udtrykkeligt til retsstatsprincippet som værende en af de værdier, der er fælles for medlemsstaterne i Unionen, og hvorpå Unionen er bygget. Domstolen anmodes oftere og oftere om at træffe afgørelse om medlemsstaternes overholdelse af retsstatsprincippet, såvel inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål anlagt mod dem af Kommissionen, som i forbindelse med anmodninger om præjudiciel afgørelse fra de nationale domstole. Domstolen skal således undersøge, om dette grundprincip er overholdt på nationalt plan, bl.a. i forhold til den dømmende myndighed og navnlig i forbindelse med proceduren for udnævnelse af eller disciplinærordningen for dommere.

Som svar på et præjudicielt spørgsmål fra Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) fastslog Domstolen, at den omstændighed, at en dommer blev udnævnt i en tid, hvor vedkommendes medlemsstat endnu ikke havde et demokratisk styre, ikke i sig selv rejser tvivl om den pågældende dommers uafhængighed og upartiskhed under udøvelsen af dennes efterfølgende domstolsfunktioner. Navnlig kan omstændighederne omkring den første udnævnelse af den pågældende ikke i sig selv give anledning til rimelig og alvorlig tvivl i offentligheden.
Dom Getin Noble Bank af 29. marts 2022 (C‑132/20)

Restriktive foranstaltninger og udenrigspolitik

Restriktive foranstaltninger eller »sanktioner« er et vigtigt redskab i Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). De anvendes som led i en integreret og omfattende tilgang, der omfatter politisk dialog. Unionen anvender dem bl.a. til at beskytte Unionens værdier, grundlæggende interesser og sikkerhed og til at forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed. Sanktioner har til formål at udvirke ændringer i de pågældende personers eller enheders politik eller adfærd for at fremme målene for FUSP.

Efter grove krænkelser af menneskerettighederne i Libyen vedtog Rådet for Den Europæiske Union i oktober 2020 restriktive foranstaltninger over for Yevgeniy Viktorovich Prigozhin, en russisk forretningsmand med nære relationer til Wagner-gruppen, der er involveret i militære operationer i Rusland. Afgørelsen blev forlænget i juli 2021. Disse foranstaltninger består i indefrysning af midler tilhørende personer, der deltager i eller yder støtte til handlinger, der truer freden, stabiliteten eller sikkerheden i Libyen. Yevgeniy Viktorovich Prigozhin anlagde søgsmål til prøvelse af disse foranstaltninger ved Retten med påstand om annullation af disse. Retten frifandt Rådet for Den Europæiske Union. Retten fandt bl.a., at de fremlagte beviser, såsom uddrag af rapporten fra FN’s generalsekretær og presseartikler (omfattende fotografier og vidnesbyrd) fra forskellige kilder såsom presseagenturer og medier, gjorde det muligt at identificere Wagner-gruppen, og at de indeholdt præcise og samstemmende oplysninger om denne gruppes aktiviteter, der truer freden, stabiliteten og sikkerheden i Libyen. Bevismaterialet omfattede ligeledes konkrete, præcise og samstemmende elementer, der godtgjorde Yevgeniy Viktorovich Prigozhins adskillelige og nære forbindelser til Wagner-gruppen.
Dom Prigozhin mod Rådet af 1. juni 2022 (T‑723/20)

Den judicielle virksomhed

A | Domstolen i 2022B | Retten i 2022C | Retspraksis i 2022

A | Domstolen i 2022

Domstolens virksomhed og udvikling

Koen Lenaerts

Præsident for Den Europæiske Unions Domstol

Medlemmerne af Domstolen

K. Lenaerts

L. Bay Larsen

A. Arabadjiev

A. Prechal

K. Jürimäe

C. Lycourgos

E. Regan

M. Szpunar

M. Safjan

P.G. Xuereb

L.S. Rossi

D. Gratsias

M.L. Arastey Sahún

J. Kokott

M. Ilešič

J.-C. Bonichot

T. von Danwitz

S. Rodin

F. Biltgen

M. Campos Sánchez-Bordona

N.J. Cardoso da Silva Piçarra

G. Pitruzzella

I. Jarukaitis

P. Pikamäe

A. Kumin

N. Jääskinen

N. Wahl

J. Richard de la Tour

A. Rantos

I. Ziemele

J. Passer

A.M. Collins

M. Gavalec

N. Emiliou

Z. Csehi

O. Spineanu-Matei

T. Ćapeta

L. Medina

A. Calot Escobar

B | Retten i 2022

Rettens virksomhed og udvikling

Marc van der Woude

Præsident for Retten

Retslige nyskabelser

Savvas S. Papasavvas

Vicepræsident for Retten

Medlemmerne af Retten

M. van der Woude

S. Papasavvas

D. Spielmann

A. Marcoulli

F. Schalin

R. da Silva Passos

J. Svenningsen

M.J. Costeira

K. Kowalik-Bańczyk

A. Kornezov

L. Truchot

O. Porchia

M. Jaeger

S. Frimodt Nielsen

H. Kanninen

J. Schwarcz

M. Kancheva

E. Buttigieg

V. Tomljenović

S. Gervasoni

L. Madise

V. Valančius

N. Półtorak

I. Reine

P. Nihoul

U. Öberg

A | Domstolen i 2022
B | Retten i 2022
C | Retspraksis i 2022