En miljøvenlig institution

 
Start Scroll

I mange år har Domstolen forpligtet sig til at følge en stærk miljøpolitik, der sigter mod de højeste standarder for bæredygtig udvikling og respekt for naturressourcer. Institutionens engagement i forhold til at udvise en miljøvenlig adfærd kommer til udtryk ved, at institutionen siden 2016 har været EMAS-certificeret (Eco-Management and Audit Scheme). Denne EU-regulerede certificering gives til organisationer, der opfylder strenge standarder med hensyn til deres miljøpolitik, miljøindsats og bæredygtige arbejdsmetoder.

I 2023 har Domstolen fortsat sine bestræbelser på at standse brugen af plastvandflasker. Den nye cateringkontrakt indeholder et forbud mod at sælge plastvandflasker. Desuden har Domstolen fortsat sin praksis med at uddele genbrugsflasker til personalet med henblik på at fremme brugen af de drikkevandsfontæner, der blev installeret i 2022.

Energiforbruget udviser nu en nedadgående tendens, som også kunne konstateres før pandemien. Dette resultat er blevet opnået ved at opgive de særlige ventilationsforanstaltninger, der blev indført på grund af covid-krisen, og ved at installere mere effektive luftfiltre. Sammen med de ekstraordinære energibesparelsesforanstaltninger, der skyldes krigen i Ukraine, har Domstolen konstateret, at der er sket en betydelig reduktion af energiforbruget af elektricitet og varme.

For perioden 2022-2023 har Domstolen fastsat kvantitative mål for forbruget af papir. I 2022 faldt brugen af kontorpapir (ekskl. outsourcede publikationer) med 54,1% sammenlignet med niveauet før krisen i 2019, hvilket er udtryk for en tendens, der fortsatte i 2023, som følge af ændrede vaner og den fortsatte digitalisering af processer og dokumenter. I september 2023 besluttede Domstolen desuden at begrænse antallet af personlige printere til et absolut minimum for at spare energi, hjælpematerialer og papir og dermed reducere sit CO2-aftryk.

  • Forbedring af genanvendelse af affald og reduktion af engangsplast
  • Deltagelse i cykelordningen Vel’OH og støtte til befordring med cykel
  • Forbedring af infrastrukturen for opvarmning, ventilation og klimaanlæg
  • Reduktion af kontor- og madaffald - 50% kg/FTÆ
  • Reduktion af vandforbruget - 10,1% m3/FTÆ
  • Reduktion af papirforbruget - 62,1% kg/FTÆ
  • Nedsættelse af elforbruget - 23,2% kWh/FTÆ
  • Nedbringelse af energiforbruget til opvarmning - 23,6% kWh/FTÆ
  • 3 466 m2 solceller til produktion af 422 003 kWh: svarende til det årlige elbehov for 76 familier
  • Reduktion af CO2-udledningerne - 31,7% kg CO2/FTÆ

Fuldtidsækvivalent (FTÆ) er en enhed, som gør det muligt at måle den faglige aktivitet uanset forskellene i det ugentlige antal arbejdstimer for hver enkelt ansat på grund af de forskellige arbejdsordninger.

Miljøindikatorerne for vand, affald, papir, varme og elektricitet svarer til dem for 2022. Ændringerne er angivet i forhold til 2015, som er referenceåret for EMAS-ordningen.

go to top