Den judicielle virksomhed

En tysk statsborger anfægtede ved en tysk domstol byen Wiesbadens afslag på at udstede et nyt identitetskort til ham, som ikke indeholdt hans fingeraftryk. Den tyske domstol anmodede Domstolen om at kontrollere gyldigheden af den EU-forordning, der fastsætter en forpligtelse til at indsætte to digitale fingeraftryk i identitetskort. Domstolen fastslog, at denne forpligtelse, som er begrundet i behovet for at bekæmpe fremstilling af falske identitetskort og identitetstyveri, er forenelig med de grundlæggende rettigheder til respekt for privatlivet og beskyttelse af personoplysninger. Retten annullerede imidlertid forordningen, der var vedtaget på et fejlagtigt retsgrundlag, men opretholdt dens virkninger indtil den 31. december 2026 for at give mulighed for at vedtage en ny tekst. Forordningen var nemlig fejlagtigt baseret på artikel 21, stk. 2, TEUF (unionsborgernes frie bevægelighed) i stedet for artikel 77, stk. 3, TEUF (et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed), som kræver enstemmighed i Rådet.

Dom Landeshauptstadt Wiesbaden af 21. marts 2024 (C‑61/22)

En person var blevet registreret i politiregistret i Bulgarien i forbindelse med en efterforskning for afgivelse af falsk vidneforklaring. Efter at være blevet idømt en betinget straf på et år og efter at have afsonet denne straf anmodede den pågældende om at blive slettet af registret. I henhold til bulgarsk ret blev oplysningerne om vedkommende opbevaret i dette register uden anden tidsbegrænsning end den pågældendes død. Den bulgarske øverste domstol i forvaltningsretlige sager spurgte Domstolen, om denne lovgivning var forenelig med EU-retten. Sidstnævnte svarede, at den generelle og udifferentierede opbevaring – indtil den registreredes død – af biometriske og genetiske data om personer, der er dømt for en kriminel handling, er i strid med EU-retten. National lovgivning skal omfatte en forpligtelse for den dataansvarlige til regelmæssigt at kontrollere, om dataopbevaring stadig er nødvendig, og give de registrerede mulighed for at anmode om, at deres data slettes, hvis dette ikke længere er tilfældet.

Dom Direktor na Glavna direktsia »Natsionalna politsia« pri MVR – Sofia af 30. januar 2024 (C‑118/22)

I to separate afgørelser gav Domstolen afgørende præciseringer vedrørende myndigheders efterforskningsbeføjelser.

I en sag, der vedrørte et fransk dekret, der har til formål at beskytte værker, der er omfattet af ophavsret eller en beslægtet rettighed, mod krænkelser begået på internettet, præciserede Domstolen, at medlemsstaterne kan pålægge internetudbydere en forpligtelse til at foretage generel og udifferentieret opbevaring af IP-adresser med henblik på at gøre det muligt for den kompetente offentlige myndighed at identificere den person, der er mistænkt for at have begået en strafbar handling. Denne opbevaring må imidlertid ikke gøre det muligt at drage præcise konklusioner om den pågældende persons privatliv. For at opnå et sådant resultat skal lagringsmåden sikre, at de forskellige kategorier af lagrede data faktisk er hermetisk adskilte. I atypiske situationer, hvor de særlige forhold, der kendetegner en national procedure, kan gøre det muligt ved at sammenkoble de indsamlede data og oplysninger at drage præcise konklusioner om den registreredes privatliv, skal adgangen være undergivet forudgående kontrol af en domstol eller af en uafhængig administrativ enhed.

Dom La Quadrature du Net II af 30. april 2024 (C‑470/21)

I en østrigsk sag forsøgte politiet at låse en mobiltelefon op, idet mobiltelefonen tilhørte modtageren af en pakke med cannabis. Domstolen blev forelagt spørgsmål om, hvorvidt undersøgelsen var lovlig i forhold til et direktiv om beskyttelse af personoplysninger, der anvendes af politiet og de retlige myndigheder, og udtalte, at adgang til oplysninger, der er indeholdt i en mobiltelefon, ikke nødvendigvis er begrænset til bekæmpelse af alvorlig kriminalitet. Hvis dette ikke var tilfældet, ville dette generelt medføre en risiko for straffrihed for strafbare handlinger og dermed bringe skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed inden for Unionen i fare. En sådan adgang, som udgør et alvorligt indgreb i de registreredes ret til beskyttelse af deres personoplysninger, forudsætter imidlertid en forudgående tilladelse fra en domstol eller en uafhængig myndighed og skal stå i rimeligt forhold til formålet. Den nationale lovgiver skal desuden definere de forhold, der skal tages i betragtning i forbindelse med en sådan adgang, såsom arten af de pågældende lovovertrædelser, og ejeren af telefonen skal underrettes fra det tidspunkt, hvor underretningen ikke længere vil kunne skade efterforskningen.

Dom Bezirkshauptmannschaft Landeck af 4. oktober 2024 (C‑548/21)

En ansat i Comune di Copertino (Copertino kommune, Italien) havde fratrådt sin stilling for at gå på førtidspension og krævede derefter en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke var afholdt. Italiensk lovgivning udelukkede imidlertid, at ansatte i den offentlige sektor kunne gøre en sådan ret gældende. Adspurgt om fortolkningen af direktivet om arbejdstid bekræftede Domstolen, at en arbejdstager har ret til en finansiel godtgørelse, hvis den pågældende ikke har afholdt hele sin ferie inden udløbet af sin kontrakt, selv i tilfælde af frivillig fratrædelse. Økonomiske hensyn, såsom styring af offentlige udgifter, kan ikke begrunde fratagelsen af denne ret. Der kan dog gøres en undtagelse, hvis medarbejderen bevidst har undladt at afholde sin ferie, og hvis arbejdsgiveren i tilstrækkelig grad har informeret den pågældende om risikoen for at miste sine feriedage og har opfordret vedkommende til at afholde dem.

Dom Comune di Copertino af 18. januar 2024 (C‑218/22)

Europa-Kommissionen anlagde sag ved Domstolen mod Den Tjekkiske Republik og Polen med den begrundelse, at disse medlemsstater forbeholdt retten til at blive medlem af et politisk parti til deres egne statsborgere. Ifølge Kommissionen stillede en sådan situation unionsborgere, der var bosiddende i disse to stater, men som ikke var statsborgere heri, i en mindre gunstig position med hensyn til valgbarhed ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet. Domstolen gav Kommissionen medhold og konkluderede, at Den Tjekkiske Republik og Polen havde overtrådt deres forpligtelser i henhold til traktaterne. Borgere, der bor i en medlemsstat uden at have statsborgerskab i den pågældende stat, skal nemlig have lige adgang til de samme midler, herunder medlemskab af et politisk parti, som statsborgere i den pågældende stat for at kunne udøve deres valgret effektivt. Domstolen fastslog, at denne forskelsbehandling ikke kunne begrundes i hensynet til Polens eller Den Tjekkiske Republiks nationale identitet.

Domme Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (C‑808/21) og Kommissionen mod Polen af 19. november 2024 (C‑814/21)

En tysk forbrugerorganisation anlagde sag ved en tysk domstol vedrørende supermarkedskæden Aldi Süds reklamer for prisnedsættelser. Ifølge forbrugerorganisationen havde Aldi Süd ikke ret til at beregne en prisnedsættelse på grundlag af prisen umiddelbart før tilbuddet, men skulle i henhold til EU-retten gøre det på grundlag af den laveste pris, der var tilbudt inden for de sidste 30 dage. På spørgsmål fra en tysk domstol bekræftede Domstolen, at en prisnedsættelse, hvorom der gives meddelelse i en reklame, skal beregnes på grundlag af den laveste pris i de sidste 30 dage. Erhvervsdrivende forhindres således i at vildlede forbrugerne ved at forhøje den anvendte pris, før de annoncerer en prisnedsættelse og dermed angiver falske prisnedsættelser.

Dom Aldi Süd af 26. september 2024 (C‑330/23)

Et EU-direktiv har siden 2019 forbudt markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, som fragmenteres, når det kommer i kontakt med ilt. Britiske virksomheder, der producerer et pro-oxiderende tilsætningsstof, som efter disse virksomheders opfattelse gør det muligt at bionedbryde plast hurtigere end oxonedbrydelig plast, anlagde sag ved Den Europæiske Unions Ret. De nedlagde påstand om erstatning for den skade, de havde lidt som følge af, at forbuddet mod at markedsføre oxonedbrydelig plast også gjaldt for plast, som de beskrev som »oxobionedbrydelig«. Retten gav ikke sagsøgerne medhold, idet den var af den opfattelse, at EU-lovgiver ikke havde begået en åbenbar fejl. Ifølge videnskabelige undersøgelser er det niveau af bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, lav eller endog ikke‑eksisterende. Desuden egner denne type plast sig ikke til nogen form for kompostering. Endelig er genanvendelse af denne form for plast problematisk, idet den nuværende teknologi ikke gør det muligt at identificere og isolere den plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, i forhold til konventionel plast.

Dom Symphony Environmental Technologies og Symphony Environmental mod Parlamentet m.fl. af 31. januar 2024 (T‑745/20)

En italiensk lov indførte administrative forpligtelser for onlinetjenesteudbydere, der var etableret uden for Italien, såsom Airbnb, Expedia, Google og Amazon, med det erklærede formål at sikre en effektiv anvendelse af EU-retten. Disse tjenesteudbydere skulle bl.a. lade sig registrere i et særligt register, fremlægge økonomiske rapporter og betale økonomiske bidrag. I forbindelse med en forelæggelse fra en italiensk domstol fastslog Domstolen, at disse foranstaltninger var uforenelige med EU-retten. Den påpegede, at onlinetjenesteudbydere hovedsageligt er undergivet lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er etableret, i dette tilfælde Irland eller Luxembourg. De medlemsstater, såsom Italien, hvori de opererer, er bundet af princippet om gensidig anerkendelse og må som hovedregel ikke indføre yderligere forpligtelser, der kan begrænse friheden til at levere disse tjenester.

Domme Airbnb Ireland og Amazon Services Europe (forenede sagerC‑662/22 og C‑667/22), Expedia (C‑663/22), Google Ireland og Eg Vacation Rentals Ireland (forenede sager C‑664/22 og C‑666/22) og Amazon Services Europe (C‑665/22) af 30. maj 2024.

Bytedance Ltd er en virksomhed, der gennem sine datterselskaber leverer den sociale onlineplatform TikTok. Kommissionen udpegede Bytedance som gatekeeper for en central platformstjeneste i henhold til EU-forordningen om digitale markeder (Digital Market Act), hvilket krævede, at den skulle overholde et målrettet sæt juridiske forpligtelser, der er designet til at give andre virksomheder mulighed for at konkurrere med gatekeeperen og forhindre visse former for urimelig praksis. I forbindelse med et søgsmål, som Bytedance anlagde til prøvelse af denne afgørelse, fremhævede Den Europæiske Unions Ret, at EU-lovgiver har vedtaget EU-forordningen om digitale markeder for at forbedre det indre markeds funktion. Idet Retten bemærkede, at de kriterier, der er fastsat i denne forordning, navnlig om markedsværdien på verdensplan og antallet af brugere, var opfyldt i denne sag, konkluderede den, at det var med føje, at Kommissionen havde anset Bytedance for en gatekeeper, og frifandt derfor Kommissionen.

Dom Bytedance mod Kommissionen af 17. juli 2024 (T‑1077/23)

Projektet om den faste forbindelse over Femern Bælt omfatter en tunnel under Østersøen mellem Rødby på øen Lolland i Danmark og Puttgarden i Tyskland. Den danske statslige enhed Femern A/S er ansvarlig for finansiering, opførelse og drift af anlægget. Kommissionen traf afgørelse om, at de finansielle foranstaltninger, som Danmark havde truffet til fordel for Femern A/S, udgjorde statsstøtte, som dog var forenelig med det indre marked. Danmark og to færgeselskaber, Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland, anlagde sag ved Den Europæiske Unions Ret med påstand om annullation af denne afgørelse. Retten frifandt Kommissionen med den begrundelse, at den selektive fordel, som Femern A/S var blevet indrømmet, styrkede enhedens position på markedet for transporttjenester i forhold til andre virksomheder på markedet og påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne. Projektet med den faste forbindelse er imidlertid af fælles europæisk interesse og yder et væsentligt bidrag til opfyldelsen af målene for Unionens transportpolitik.

Domme Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod Kommissionen, Danmark mod Kommissionen og Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod Kommissionen af 28. februar 2024 (T‑7/19, T‑364/20 og T‑390-20)

I september 2021 ansøgte Escobar Inc (Puerto Rico, USA) Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af ordmærket Pablo Escobar som EU-varemærke. Colombianeren Pablo Escobar, som døde i 1993, antages at have været den narkobaron og narkoterrorist, der grundlagde Medellín-kartellet (Colombia). EUIPO afslog at registrere varemærket, da det var i strid med den offentlige orden og sædelighed. I forbindelse med et søgsmål anlagt til prøvelse af dette afslag stadfæstede Den Europæiske Unions Ret EUIPO’s afgørelse og påpegede, at navnet Pablo Escobar er forbundet med narkotikahandel og narkoterrorisme, hvilket indebar, at mærket ville blive opfattet som værende i strid med grundlæggende moralske normer og de udelelige og universelle værdier, som Unionen er baseret på.

Dom Escobar mod EUIPO (Pablo Escobar) af 17. april 2024 (T‑255/23)

I 2019 blev aftaler mellem EU og Marokko om fiskeri og landbrugsprodukter udvidet til at omfatte Vestsaharas territorium uden udtrykkeligt samtykke fra befolkningen i dette område. Front Polisario, der er anerkendt af FN som en privilegeret repræsentant for den vestsahariske befolkning, anlagde søgsmål til prøvelse af de afgørelser, som Rådet for Den Europæiske Union havde truffet om at godkende disse aftaler, ved Den Europæiske Unions Ret, som annullerede dem. I forbindelse med en appel iværksat til prøvelse af Rettens domme fastslog Domstolen, at aftalerne var i strid med folkeretten, fordi den vestsahariske befolkning, der har ret til selvbestemmelse, ikke var blevet hørt på en gyldig måde. Det var heller ikke muligt at antage, at denne befolknings samtykke forelå, da aftalerne ikke medførte nogen konkret fordel for den vestsahariske befolkning i form af en forholdsmæssig økonomisk kompensation under hensyntagen til udnyttelsen af Vestsaharas naturressourcer og de tilstødende farvande.

Domme Kommissionen og Rådet mod Front Polisario af 4. oktober 2024 (forenede sager C‑778/21 P og C‑798/21 P og forenede sager C‑779/21 P og C‑799/21 P)

En fransk landbrugsorganisation anfægtede mærkningen af meloner og tomater, der var dyrket i Vestsahara, over for de franske myndigheder. Disse produkter blev eksporteret til EU med angivelse af Marokko som oprindelsesland, hvilket efter Confédération paysannes opfattelse var vildledende og i strid med folkeretten. Denne organisation krævede specifik mærkning, der angav deres virkelige oprindelse. Domstolen præciserede, at Vestsahara er et territorium, der er adskilt fra Marokko som omhandlet i EU-retten. Som følge heraf skal produkter fra dette område angive deres virkelige oprindelse, dvs. Vestsahara, for at sikre gennemsigtig information og for at undgå at vildlede forbrugerne. Domstolen fastslog imidlertid også, at medlemsstater som Frankrig ikke ensidigt kan vedtage importforbud for produkter, der er mærket forkert. En sådan kompetence tilkommer udelukkende Unionen inden for rammerne af dens fælles handelspolitik.

Dom Confédération paysanne (Meloner og tomater fra Vestsahara) af 4. oktober 2024 (C‑399/22)

I henhold til kvalifikationsdirektivet er personer, der er registreret hos De Forenede Nationers Hjælpeorganisation (for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten) (UNRWA), udelukket fra at opnå flygtningestatus i Den Europæiske Union. Disse personer skal dog i princippet kunne opnå flygtningestatus, hvis bistand eller beskyttelse fra dette organ bortfalder. I forbindelse med en tvist om statsløse personer af palæstinensisk oprindelse forelagde en bulgarsk domstol spørgsmål for Domstolen med henblik på at få afklaret kriterierne for, hvornår denne bistand skal anses for bortfaldet. Domstolen fremhævede, at i betragtning af situationen i Gazastriben udgjorde UNRWA’s manglende evne til at sikre værdige levevilkår eller et minimum af sikkerhed i det pågældende område et sådant bortfald.

Dom Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite (Flygtningestatus – statsløs af palæstinensisk oprindelse) af 13. juni 2024 (C‑563/22)

I 2008 lancerede Den Europæiske Union den civile Eulex Kosovo-mission for at foretage efterforskning vedrørende forbrydelser og mennesker, der forsvandt eller blev dræbt i Kosovo i 1999. Det følgende år nedsatte Unionen en særlig kommission til at undersøge klager over menneskerettighedskrænkelser begået af Eulex Kosovo i forbindelse med udøvelsen af missionens mandat. Efter klager fra KS og KD, som var nære familiemedlemmer til forsvundne eller dræbte personer i Kosovo, fandt denne kommission, at flere grundlæggende rettigheder var blevet krænket. Efterfølgende anlagde KS og KD sag ved Den Europæiske Unions Ret med påstand om erstatning for den skade, der angiveligt var forårsaget af de undersøgelser, der blev foretaget under missionen. Retten fastslog, at det var åbenbart, at den savnede kompetence.

I forbindelse med appellen præciserede Domstolen Unionens retsinstansers kompetence inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Den fastslog, at Domstolen har kompetence til at fortolke eller undersøge lovligheden af handlinger eller undladelser, der hører under FUSP, og som ikke er direkte forbundet med politiske eller strategiske valg (som f.eks. handlinger vedrørende ansættelse af personale ved Eulex Kosovo). Den fremhævede, at en så streng fortolkning af undtagelsen fra dens kompetence inden for FUSP er i overensstemmelse med retten til effektiv retsbeskyttelse, idet den i denne henseende henviste til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Domstolen annullerede derfor delvist Rettens afgørelse og fastslog, at Unionens retsinstanser har kompetence til at træffe afgørelse om nogle af de handlinger eller den adfærd, som appellanterne havde henvist til i forbindelse med deres påstand om erstatning.

Dom KS og KD mod Rådet m.fl. af 10. september 2024 (forenede sager C‑29/22 P og C‑44/22 P)

Inden for området for FUSP bekræftede Den Europæiske Unions Ret endvidere lovligheden af det forbud, som Rådet for Den Europæiske Union havde vedtaget, mod at yde juridisk rådgivning til den russiske regering og til juridiske personer, enheder og organer, der er etableret i Rusland (jf. også afsnittet om »Grundlæggende rettigheder« og kapitlet om »Retslige nyskabelser«).

Dom Ordre néerlandais des avocats du barreau de Bruxelles m.fl. mod Rådet (T‑797/22, T‑798/22 og T‑828/22)