Præsentation af medlemmerne

Add

Koen Lenaerts, der er født i 1954 i Mortsel (Belgien), tog i 1977 juridisk kandidateksamen fra Katholieke Universiteit Leuven (det katolske universitet i Leuven, Belgien), inden han fortsatte sine studier ved Harvard University (universitetet i Harvard, De Forenede Stater). Herfra opnåede han titlerne Master of Laws i 1978 og Master in Public Administration i 1979. Efter at være vendt tilbage til Katholieke Universiteit Leuven opnåede han i 1982 en ph.d.-grad.

På samme universitet påbegyndte han i 1979 sin erhvervsmæssige karriere som assistent og blev dernæst i 1983 udnævnt som professor i europæisk ret. I løbet af sin universitetskarriere underviste han ligeledes ved Europakollegiet i Brugge (Belgien) fra 1984 til 1989 og som gæsteprofessor ved Harvard Law School (Harvards juridiske fakultet, De Forenede Stater) i 1989.

Koen Lenaerts var ansat ved Domstolen i en stilling som referendar hos dommer René Joliet fra 1984 til 1985, inden han praktiserede som advokat i Bruxelles fra 1986 til 1989.

Han blev udnævnt til dommer ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 25. september 1989 i forbindelse med oprettelsen af denne retsinstans. Han bestred denne stilling i mere end 14 år, inden han blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2003. Hans meddommere valgte ham som afdelingsformand for to på hinanden følgende perioder, fra den 9. oktober 2006 til den 8. oktober 2012, og derefter til Domstolens vicepræsident den 9. oktober 2012.

Den 8. oktober 2015 blev han valgt til Domstolens præsident, og han bestrider fortsat denne stilling.

Thomas von Danwitz, der er født i 1962 i Bedburg/Erft (Tyskland), påbegyndte sine studier ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität Bonn (Rheinische Friedrich-Wilhelm-universitetet i Bonn, Tyskland), hvor han aflagde den første juridiske statseksamen i 1986, og ved Université de Genève (universitetet i Genève, Schweiz). Han indledte herefter arbejdet med en ph.d.-afhandling ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität og opnåede i 1988 en ph.d.-grad. Herefter studerede han ved École nationale d'administration (ENA) (national forvaltningsskole (Frankrig)) og erhvervede derfra i 1990 et internationalt eksamensbevis i offentlig forvaltning. I 1992 afsluttede han sin juridiske forberedende praktik i Köln (Tyskland) med den anden juridiske statseksamen og forsvarede derefter – i 1996 – en doktorafhandlingved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität Bonn, hvor han arbejdede som videnskabelig assistent.

Thomas von Danwitz koncentrerede hovedsageligt sin forskning om tysk offentlig ret og europæisk ret, og fra 1996 til 2003 underviste han som professor i disse fag ved Ruhr-Universität Bochum (Ruhr-universitet i Bochum, Tyskland), hvor han fra 2000 til 2001 var dekan ved det juridiske fakultet. Fra 2003 til 2006 underviste han ved Universität zu Köln (universitetet i Köln, Tyskland) og blev dér – i 2006 –direktør for institut for offentlig ret og forvaltningskundskab.

Thomas von Danwitz’ universitetskarriere førte ham i 2000 som gæsteprofessor til Fletcher School of Law and diplomacy ved Tufts University (De Forenede Stater), fra 2001 til 2006 til Université François Rabelais de Tours (François Rabelais-universitet i Tours, Frankrig) og derefter – fra 2005 til 2006 – til Université de Paris I Panthon-Sorbonne (universitetet Paris I, Panthon-Sorbonne, i Paris, Frankrig). I 2005 var han på et undervisnings- og forskningsophold ved University of California, Berkeley (De Forenede Stater). Fra 2004 til 2014 var han medlem af Ständige Deputation des Deutschen Juristentags (medlem af bestyrelsen til afholdelse af kongressen »Deutscher Juristentag«).

Thomas von Danwitz blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2006. Han var af sine dommerkolleger valgt til afdelingsformand fra den 9. oktober 2012 til den 8. oktober 2018. Siden den 8. 2024 har Thomas von Danwitz været Domstolens vicepræsident.

François Biltgen, der er født i 1958 i Luxembourg (Storhertugdømmet Luxembourg), tog i 1981 juridisk kandidateksamen og derefter en eksamen i supplerende universitetsstudier (DEA) i fællesskabsret fra Université de droit, d’économie et de sciences sociales (juridisk, økonomisk og samfundsvidenskabeligt fakultet) ved Université de Paris II Panthéon-Assas (universitetet Paris II, Panthéon-Assas, i Paris, Frankrig) i 1982. Samme år erhvervede han et eksamensbevis fra Institut d’études politiques de Paris (institut for statskundskab i Paris, Frankrig).

François Biltgen fik advokatbestalling i Storhertugdømmet Luxembourg i 1987 og arbejdede som advokat fra 1987 til 1999. Parallelt hermed skabte han sig en politisk karriere som sekretær for den parlamentariske gruppe Chrëschtlech-Sozial Vollekspartei (kristelig-socialt parti) i det luxembourgske parlament fra 1983 til 1994, og fra 1987 til 1999 var han kommunalbestyrelsesmedlem i Esch-sur-Alzette (Luxembourg), hvor han var udnævnt som échevin (byrådsmedlem) fra 1997 til 1999. Han var derudover udpeget som suppleant ved den luxembourgske delegation ved Den Europæiske Unions Regionsudvalg fra 1994 til 1999. I 1994 blev han valgt til medlem af det luxembourgske parlament for en periode på fem år, hvor han deltog aktivt i lovgivningsarbejdet, bl.a. ved at påtage sig hvervet som rapportør i forbindelse med udarbejdelsen af adskillige lovforslag vedrørende EU-retsakter.

Efter valget i 1999 blev François Biltgen medlem af den luxembourgske regering og fik ansvaret for flere ministerier: Han var på skift udnævnt som arbejds- og beskæftigelsesminister, minister for trossamfund, minister for forbindelserne med parlamentet og viceminister for kommunikation fra 1999 til 2004, arbejds- og beskæftigelsesminister og minister for trossamfund og kultur, videregående uddannelse og forskning fra 2004 til 2009 og derefter justitsminister, minister for offentlig forvaltning og administrative reformer, minister for videregående uddannelse og forskning, minister for kommunikation og medier samt minister for trossamfund fra 2009 til 2013.

De opgaver, som François Biltgen udførte inden for rammerne af de ministerielle opgaver, afspejlede sig også i de ansvarsområder, han påtog sig på internationalt plan. I 2005 var han således formand for flere sammensætninger af Rådet for Den Europæiske Union. I 2005 og i 2009 var François Biltgen medformand ved ministerkonferencen om Bolognaprocessen og fra 2012 til 2013 ved Den Europæiske Rumfartsorganisations ministerkonference (ESA).

François Biltgen blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2013, og han har været afdelingsformand siden den 8. oktober 2024.

Küllike Jürimäe, der er født i 1962 i Haapsalu (Estland), tog i 1986 juridisk kandidateksamen (svarende til en mastergrad) fra Tartu ülikool (Tartu universitet, Estland). Hun fortsatte sine studier på diplomatskolen i Estland, hvorfra hun tog eksamen i 1992. I 2003 opnåede hun efter afslutningen af et studieforløb ved Università degli Studi di Padova (universitetet i Padova, Italien) og ved University of Nottingham (universitetet i Nottingham, Det Forenede Kongerige) titlen European Master i menneskerettigheder og demokratisering.

Fra 1986 var hun i fem år ansat i en stilling som anklager i Tallinn (Estland). Fra 1991 til 1993 var hun ansat som juridisk rådgiver og derefter – fra 1992 til 1993 – som kommitteret ved Eesti Kaubandus-Tööstuskoda (handels- og industrikammeret i Estland). Fra 1993 til 2004 bestred hun stillingen som dommer i Tallinna Ringkonnakohus (appeldomstol i Tallinn, Estland).

Küllike Jürimäe blev udnævnt til dommer ved Den Europæiske Unions Ret den 12. maj 2004. Hun har siden den 23. oktober 2013 bestridt stillingen som dommer ved Domstolen, hvor hun har været afdelingsformand siden den 8. oktober 2021.

Constantinos Lycourgos, der er født i 1964 i Nicosia (Cypern), erhvervede i 1985 en juridisk bachelor og tog i 1987 kandidateksamen i fællesskabsret fra Université Panthéon-Assas Paris II (universitetet Panthon-Assas Paris II i Paris, Frankrig), hvor han i 1991 også forsvarede sin juridiske ph.d.-afhandling.

Han fik advokatbestalling i Cypern i 1993 og arbejdede som advokat i Nicosia indtil 1996, hvor han blev udnævnt til særlig rådgiver i europæiske anliggender ved det cypriotiske udenrigsministerium. Han bestred denne stilling indtil 1999 og var fra 1999 til 2002 ansat i en stilling som rådgiver i fællesskabsret ved Republikken Cyperns juridiske tjeneste. Fra 1998 til 2003 indgik han i Cyperns forhandlingsteam i forbindelse med Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union, og samtidig var han fra 2002 til 2014 medlem af de græsk-cypriotiske delegationer ved forhandlingerne om en holdbar løsning på det cypriotiske problem.

Han virkede på baggrund af sin ekspertise fra 2002 til 2007 som ledende jurist og derefter – fra 2007 til 2014 – som ledende advokat for Republikken Cypern. Fra 2003 til 2014 var han direktør for Republikken Cyperns juridiske tjenestes afdeling for europæisk ret, tillige med at han fra 2004 til 2014 som befuldmægtiget repræsenterede den cypriotiske regering ved Den Europæiske Unions retsinstanser.

Constantinos Lycourgos blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 8. oktober 2014, og han har været afdelingsformand siden den 8. oktober 2021.

Irmantas Jarukaitis, der er født i 1973 i Prienai (Litauen), tog juridisk kandidateksamen fra Vilniaus universitetas (universitet i Vilnius, Litauen) i 1997 og opnåede i 2008 en ph.d.-grad fra samme universitet. Han underviste ligeledes ved dette universitet, først som assistent og dernæst, fra 1999 til 2018, som ekstern lektor. Han påtog sig ligeledes andre opgaver inden for juridisk forskning, hvilket hans talrige publikationer på områderne for europæisk ret og forfatningsret bevidner. Sideløbende med universitetskarrieren deltog han aktivt i oprettelsen af den litauiske forening for EU-ret, som han er medstifter af.

I 1997 indtrådte Irmantas Jarukaitis i den offentlige tjeneste i Litauen, idet han blev ansat i afdelingen for europæisk ret i det litauiske justitsministerium: Her bestred han først en stilling som specialkonsulent, dernæst en stilling som kontorchef fra 2002 til 2003, og fra 2004 til 2010 var han vicegeneraldirektør. Fra 2010 til 2018 var han dommer ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (øverste forvaltningsdomstol, Litauen), hvor han fra 2012 til 2017 var vicepræsident. Fra 2015 til 2017 var han fungerende præsident for denne domstol, samtidig med at han var medlem af Teisėjų taryba (retsråd, Litauen).

Irmantas Jarukaitis har været dommer ved Domstolen siden den 8. oktober 2018, og han har været afdelingsformand siden den 8. oktober 2024.

Maria Lourdes Arastey Sahún, der er født i 1959 i Tarragona (Spanien), tog i 1983 juridisk kandidateksamen fra Universitat de Barcelona (universitetet i Barcelona, Spanien), inden hun fra 1984 til 1985 tog en dommeruddannelse ved Escuela Judicial (national skole for retsvæsenet, Spanien).

Fra 1985 til 1989 var hun udnævnt som dommer ved Juzgado de distrito de Sant Feliu de Llobregat (byretten i Sant Feliu de Llobregat, Spanien) og ved Juzgado de Distrito de Barcelona (byretten i Barcelona, Spanien). I 1989 arbejdede hun et år ved Juzgado de lo Social n° 7 de Barcelona (domstol i arbejdsretlige sager og sager om socialsikring nr. 7 i Barcelona, Spanien) og blev herefter ansat ved afdelingen for sociale sager ved Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (den øverste regionale domstol i Catalonien, Spanien), hvor hun arbejdede indtil 2009. Hun blev udnævnt til dommer ved Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) i 2009. Fra 2013 til 2021 var hun ligeledes dommer ved Administrative Tribunal of the North Atlantic Treaty Organization (NATO) (administrativ domstol for NATO) (Bruxelles, Belgien).

Parallelt med den retslige karriere har Maria Lourdes Arastey Sahún også undervist. Fra 1998 til 2008 var hun ekstern lektor i arbejdsret og socialsikringsret ved Universitat de Barcelona. Hun har ligeledes undervist på nationale centre for retslige studier, bl.a. i Spanien (regelmæssigt), i Bulgarien (2008) og i Rumænien (2008), samt på skolen Juan Carlos I i Mellemamerika og Caribien (2006). Maria Lourdes Arastey Sahún har afholdt konferencer og deltaget i seminarer ved talrige universiteter. Endelig har hun haft sæde i flere organer, der bl.a. beskæftiger sig med EU-ret, uddannelse af dommere og efterprøvelse af deres kompetencer samt alternative konfliktløsningsmetoder.

Maria Lourdes Arastey Sahún blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2021, og hun har været afdelingsformand siden den 8. oktober 2024.

Maciej Szpunar, der blev født i 1971 i Krakow (Polen), tog juridisk kandidateksamen fra Uniwersytet Śląski (Schlesiens universitet, Polen) i 1995 og erhvervede en LL.M-grad fra Europakollegiet i Brügge (Belgien) i 1996. Han forsvarede sin ph.d.-afhandling i jura i 2000 og blev dr.jur. i 2009 og dernæst juraprofessor i 2013 ved Uniwersytet Śląski. I 1998 førte hans universitetsarbejde ham til Jesus College de Cambridge (Det Forenede Kongerige) som »Visiting Scholar«, derefter til Université de Liège (universitetet i Liège, Belgien) i 1999 og til Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze (Italien) i 2003.

I 2001 begyndte han at arbejde som advokat i Katowice, og han udøvede dette hverv indtil 2008. På dette tidspunkt indgik han også i udvalget for international privatret ved kommissionen for kodificering af civilretten nedsat af den polske justitsminister.

Fra 2008 til 2009 var Maciej Szpunar vicestatssekretær i kontoret for udvalget for europæisk integration (Polen), inden han fra 2010 til 2013 blev ansat i det polske udenrigsministerium. I disse tre år repræsenterede han som befuldmægtiget den polske regering i en lang række sager, der var indbragt for Unionens retsinstanser.

Maciej Szpunar er fortsat beskæftiget med universitetsforskning, og han er medlem af redaktionskomitéen ved flere juridiske tidsskrifter og samtidig forfatter til adskillige publikationer på området for europæisk ret og international privatret.

Maciej Szpunar blev udnævnt til generaladvokat ved Domstolen den 23. oktober 2013, og han har siden den 11. oktober 2018 været førstegeneraladvokat.

Siniša Rodin, der er født i 1963 i Zagreb (Kroatien), tog juridisk kandidateksamen fra Senčilište u Zagrebu (universitetet i Zagreb, Kroatien) i 1987 og fortsatte sine universitetsstudier i Amerikas Forenede Stater, hvor han i 1992 opnåede titlen Master of Laws fra University of Michigan (Michigan universitet). Da han var hjemvendt til Kroatien fortsatte han sine studier ved Senčilište u Zagrebu, hvorfra han erhvervede ph.d.-graden i 1995. Fra 2001 til 2002 var han Fulbright Fellow og Visiting Scholar ved Harvard University (Harvard Universitet, De Forenede Stater).

Det var ved Senčilište u Zagrebu, som assisterende underviser, at han i 1987 påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere. Han har siden 2003 været ansat som lektor i EU-ret, og han blev i 2006 indehaver af Jean Monnet-lærestolen, som i 2011 blev tildelt ham ad personam. I 2012 var han gæsteunderviser ved Cornell Law School (retsfakultet ved Cornell Universitet, De Forenede Stater). I løbet af sin universitetskarriere udgav Siniša Rodin adskillige publikationer, der har bidraget til at udbrede EU-retten i Kroatien.

Fra 2006 til 2011 var Siniša Rodin en del af den kroatiske arbejdsgruppe, der fastlagde forhandlingsrammen og processen for Kroatiens tiltrædelse af Unionen, samtidig med at han fra 2009 til 2010 var medlem af den kroatiske kommission for forfatningsreformen og formand for arbejdsgruppen vedrørende Kroatiens tiltrædelse af Unionen.

Siniša Rodin blev udnævnt som den første kroatiske dommer ved Domstolen, og han har bestridt denne stilling siden den 4. juli 2013.

Andreas Kumin, der er født i 1965 i Graz (Østrig), studerede jura ved Karl-Franzens-Universität Graz (universitet i Graz, Østrig), tog i 1987 juridisk kandidateksamen fra dette universitet og erhvervede i 1990 en ph.d.-grad i jura derfra. I 1988 erhvervede han en bachelor i oversættelsesvidenskab ved samme universitet. I forbindelse med sin tjenestemandsuddannelse valgte Andreas Kumin at studere ved École nationale d’administration (ENA) (national forvaltningsskole, Frankrig), hvor han erhvervede et diplom for »lang international cyklus i offentlig forvaltning« i 1992.

Han påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere som tjenestemand ved det østrigske udenrigsministerium i 1990 og fortsatte med at arbejde dér indtil 1994, først i den juridiske tjeneste og derefter i generaldirektoratet for økonomisk og europæisk integrationspolitik. Fra 1994 til 2000 var han rådgiver ved Østrigs faste repræsentation ved De Forenede Nationers kontor og særlige agenturer i Genève (Schweiz). Fra 2000 til 2019 var han igen ansat i det østrigske udenrigsministerium, først som chef for kontoret »Retlige spørgsmål om Den Europæiske Unions første søjle« og derefter fra 2005 til 2019 som chef for afdelingen for EU-ret.

Den universitetskarriere, som Andreas Kumin påbegyndte i 2007 som underviser ved instituttet for EU-ret og international ret ved Leopold-Franzens-Universität Innsbruck (universitet i Innsbruck, Østrig), bl.a. fra 2012 til 2018 som lektor ved Diplomatische Akademie Wien (diplomatisk akademi i Wien, Østrig) og fra 2014 som medarrangør af adskillige seminarer ved Wirtschaftsuniversität Wien (økonomisk universitet i Wien, Østrig), har givet sig udslag i adskillige publikationer om EU-ret. Endelig blev han for perioden fra 2014 til 2019 tildelt en kontrakt som underviser ved instituttet for EU-ret ved Karl-Franzens-Universität Graz, hvor han fortsatte med at undervise, efter at han var blevet udnævnt til honorarprofessor i 2020.

Andreas Kumin blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 20. marts 2019, og han bestrider fortsat denne stilling.

Niilo Jääskinen, der er født i 1958 i Mikkeli (Finland), blev juridisk bachelor i 1980 fra Helsingin yliopisto (universitetet i Helsinki, Finland) og tog i 1982 juridisk kandidateksamen fra samme universitet. Han forsvarede en ph.d.-afhandling ved samme universitet i 2008. Allerede i 1980 begyndte han at undervise ved Helsingin yliopisto, hvilket han fortsatte med indtil 1986.

I 1983 arbejdede Niilo Jääskinen et år som referendar og midlertidig dommer ved Rovaniemen kihlakunnanoikeus (ret i første instans i Rovaniemi, Finland). Efter at han fra 1987 til 1989 havde været ansat som juridisk rådgiver i det finske justitsministerium, blev han udnævnt til chef for kontoret for EU-ret, og han ledede denne afdeling fra 1990 til 1995. Parallelt hermed var han juridisk rådgiver for det finske udenrigsministerium fra 1989 til 1990. Han deltog i forhandlingerne om Finlands tiltrædelse af Den Europæiske Union som ansvarlig for juridiske og institutionelle spørgsmål, inden han fra 1995 til 2000 beklædte stillingerne som rådgiver og sekretær for europæiske anliggender i den store kommission i det finske parlament.

Fra 2000 til 2002 arbejdede Niilo Jääskinen som midlertidig dommer ved Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland), og fra 2003 til 2009 som dommer.

Den 7. oktober 2009 tiltrådte Niilo Jääskinen som generaladvokat ved Domstolen, hvilken stilling han bestred indtil den 7. oktober 2015. Da han var hjemvendt til sit hjemland, virkede han igen som dommer ved Korkein hallinto-oikeus fra 2015 til 2019, hvor han varetog opgaverne som vicepræsident fra 2018 til 2019.

Niilo Jääskinen blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2019, og han bestrider fortsat denne stilling.

Dimitrios Gratsias, der er født i 1957 i Athen (Grækenland), tog i 1980 juridisk kandidateksamen fra Ethniko kai Kapodistriako Panepistimio Athinon (det nationale Kapodistrias-universitet i Athen, Grækenland) og erhvervede et eksamensbevis for videregående studier i offentlig ret ved Université de Paris I, Panthéon-Sorbonne (universitetet Paris I, Panthéon Sorbonne, i Paris, Frankrig) i 1981. Året efter opnåede han et eksamensbevis i fællesskabsret fra Centre Universitaire d'études communautaire et européen (centret for fællesskabs- og Europastudier) ved Université Paris I og Université Paris II (universiteterne Paris I i Paris, Frankrig).

I 1985 påbegyndte Dimitrios Gratsias sin erhvervsmæssige karriere ved Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Grækenland), hvor han var ansat som auditør indtil 1992. I 1992 blev han udnævnt assessor og i 2005 rådgiver. Parallelt med disse funktioner blev han udpeget som associeret medlem af Anotato Eidiko Dikastirio (særlig øverste domstol, Grækenland) for to år (1998 og 1999), og han havde i 2006 sæde i Eidiko Dikastirio Agogon Kakodikias (specialdomstol for sager vedrørende embedsmisbrug, Grækenland). I 2008 var han medlem af Anotato Dikastiko Symvoulio Dioikitikis Dikaiosinis (øverste råd for forvaltningsretterne, Grækenland). I retsåret 2009-2010 var han inspektør ved forvaltningsdomstolene.

Fra 1994 til 1996 var Dimitrios Gratsias referendar ved Domstolen hos generaladvokat Georges Cosmas.

Dimitrios Gratsias var dommer ved Retten fra den 25. oktober 2010 til den 6. oktober 2021, hvor han var afdelingsformand i to på hinanden følgende perioder, fra den 18. september 2013 til den 30. september 2019. Han har været dommer ved Domstolen siden den 7. oktober 2021.

Miroslav Gavalec, der er født i 1961 i Zlín (Tjekkoslovakiet), tog først eksamen som maskiningeniør med termiske maskiner og nukleart udstyr som speciale fra České vysoké učení technické v Praze (polyteknisk universitet i Prag, Tjekkoslovakiet) og varetog forskellige funktioner inden for kernekraftsektoren fra 1986 til 1991.

Hans interesse for samfundsvidenskab førte ham til at studere jura fra 1990 til 1995 ved Univerzita Komenského v Bratislave (universitetet Comenius i Bratislava, Slovakiet), hvorfra han i 1995 tog juridisk kandidateksamen og i 2010 erhvervede en ph.d.-grad i jura.

I 2001 blev Miroslav Gavalec udnævnt til dommer i handels- og familieretlige sager og dommer i forvaltningsretlige tvister ved Okresný súd Bratislava III (kredsdomstolen i Bratislava III, Slovakiet). Her arbejdede han indtil 2005, hvor han blev ansat ved Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol), hvor han først var dommer i sektionen for forvaltningsretlige sager og fra 2009 var formand for denne sektions første afdeling.

Parallelt med dommerkarrieren har Miroslav Gavalec også undervist. Fra 2005 til 2011 underviste han på instituttet for økonomi og forvaltning ved Paneurópska vysoká škola (paneuropæisk universitetsskole, Slovakiet).Fra 2006 til 2014 underviste han ved instituttet for forvaltningsret og privatret ved Paneurópska vysoká škola.

Miroslav Gavalec var desuden medlem af European Union Forum of Judges for the Environment fra 2005 til 2020 og fra 2006 til 2015 medlem af Association of European Administrative Judges.

Miroslav Gavalec blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2021.

Juliane Kokott, der er født i 1957 i Frankfurt am Main (Tyskland), studerede jura ved Universität Bonn (universitetet i Bonn, Tyskland) og ved Université de Genève (Genèves universitet, Schweiz) fra 1976 til 1982. Hun modtog et Fulbright-stipendium og studerede efterfølgende på American University, Washington DC (De Forenede Stater), hvor hun erhvervede en LL-M.-grad i 1983. Efter at være vendt tilbage til Europa erhvervede hun en ph.d.-grad ved Universität Heidelberg (universitetet i Heidelberg, Tyskland) i 1985, og i 1990 erhvervede hun en tilsvarende grad ved Harvard University (De Forenede Stater). I 1985 opnåede hun desuden et diplom fra Académie Internationale de Droit Constitutionnel (internationalt akademi for forfatningsret), der har hjemsted i Tunis.

Juliane Kokott påbegyndte sin universitetskarriere i 1991, idet hun blev inviteret til University of California, Berkeley (De Forenede Stater) som »visiting professor«. Hun fortsatte derefter sin karriere i Tyskland, hvor hun underviste i tysk og udenlandsk offentlig ret, i international ret og i europæisk ret ved Universität Augsburg (universitetet i Augsburg, Tyskland) i 1992, ved Universität Heidelberg i 1993 og ved Heinrich-Heine-Universität Düsseldorf (Heinrich Heine universitetet i Düsseldorf, Tyskland) fra 1994 til 1999. I 1999 fik hun en lærestol ved Universität St. Gallen (universitetet i Saint Gallen, Schweiz), hvor hun udbød et kursus i international ret, international erhvervsret og europæisk ret. I 2000 fik hun ansættelse som leder for Institut de droit européen et international des affaires de l'Universität St. Gallen (Institut for europæisk og international erhvervsret ved universitetet i St. Gallen) og derefter som stedfortrædende leder af programmet for specialisering i erhvervsret ved samme universitet.

Hun arbejdede herefter for den tyske regering, som i 1995 udnævnte hende til stedfortrædende dommer ved den internationale mæglings- og voldgiftsdomstol under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Indtil 2003 varetog hun opgaverne som næstformand i Wissenschaftliche Beirat »Globale Umweltveränderungen« der Bundesregierung (WBGU) (forbundsregeringens rådgivende råd om den globale ændring af miljøet, Tyskland).

Juliane Kokott blev udnævnt til generaladvokat ved Domstolen den 7. oktober 2003. Hun var Første Generaladvokat fra 2006 til 2007.

Alexander Arabadjiev, der er født i 1949 i Blagoevgrad (Bulgarien), studerede jura på Sofiyski universitet »Sv. Kliment Ohridski« (universitetet »St. Kliment Ohridski« i Sofia, Bulgarien), hvorfra han tog juridisk embedseksamen i 1972.

I 1975 blev han udnævnt til dommer ved Rayonen sad Blagoevgrad (kredsdomstol i Blagoevgrad, Bulgarien) og var ansat dér indtil 1983, hvorefter han indtil 1986 var ansat som dommer ved Okrazhen sad Blagoevgrad (regional domstol i Blagoevgrad, Bulgarien). Han virkede dernæst som dommer ved Varhoven Sad (øverste domstol, Bulgarien) fra 1986 til 1991 og ved Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol, Bulgarien) fra 1991 til 2000. Fra 1997 til 1999 var han udpeget som medlem af Den Europæiske Menneskerettighedskommission.

Fra 2001 til 2006 satte han midlertidigt sin dommerkarriere i bero for at hellige sig processen i forbindelse med Bulgariens tiltrædelse af Den Europæiske Union, hvori han deltog aktivt som medlem af det bulgarske parlament, men også som observatør i Europa-Parlamentet fra august 2005 til december 2006. Fra 2002 til 2003 deltog han som medlem af Konventet om Europas fremtid i udarbejdelsen af strategiske svar på de udfordringer, som Den Europæiske Union forventede i forbindelse med udvidelsen i 2004.

Alexander Arabadjiev blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 12. januar 2007, et par dage efter Bulgariens tiltrædelse af Den Europæiske Union, og han har udøvet denne funktion siden da. Han var af sine dommerkolleger valgt til afdelingsformand fra den 9. oktober 2018 til den 7. oktober 2024.

Eugene Regan, der er født i 1952 i Kilcoon (Irland), gennemførte sine studier ved University College Dublin (Irland), hvor han i 1974 tog kandidateksamen i politisk og økonomisk videnskab og i 1975 erhvervede en mastergrad i politisk økonomi. Han supplerede sin uddannelse med en mastergrad i international ret og komparativ ret ved Université de Bruxelles (det frie universitet i Bruxelles, Belgien) i 1979.

I 1975 arbejdede han et år som økonomisk analytiker ved Irish Farmers’ Association (IFA) (Dublin). Fra 1975 til 1979 udøvede han flere aktiviteter, der var knyttet til beskyttelsen af de irske landbrugssektorer, idet han var direktør for IFA’s kontor ved Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Han var generaldirektør for Irish Meat Exporters Association fra 1980 til 1984. Efter en periode mellem 1985 og 1988, hvor han var politisk rådgiver for Peter Sutherland, der var kommissær med ansvar for konkurrence i Europa-Kommissionen, genoptog han opgaverne i landbrugssektoren fra 1989 til 1995 som generaldirektør for en større aktør på det irske marked for kødhandel.

Eugene Regan blev i 1985 barrister fra Honorable Society of King’s Inns (Dublin), og han udøvede virksomhed i denne egenskab i Irland fra 1995 til 2005, og som Senior Counsel fra 2005 til 2015. Fra 2007 til 2011 var han ligeledes medlem af Seanad (senatet, Irland).

Eugene Regan blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2015. Han var af sine dommerkolleger valgt til afdelingsformand fra den 9. oktober 2018 til den 7. oktober 2024.

Nuno Piçarra, der er født i 1957 i Sintra (Portugal), studerede jura ved Universidade de Lisboa (universitet i Lissabon, Portugal), hvorfra han opnåede en bachelor i 1980 og i 1986 tog juridisk kandidateksamen. Han indledte senere arbejdet med en ph.d.-afhandling ved det juridiske fakultet ved Universidade Nova de Lisboa (universitet i Lissabon, Portugal) og erhvervede en ph.d.-grad i 2003.

I forbindelse med sin universitetskarriere var han først retsvidenskabelig assistent ved det juridiske fakultet ved Universidade de Lisboa fra 1981 til 1986 og derefter gæsteunderviser ved Institut for europastudier ved Universität des Saarlandes (universitet i Saarland, Tyskland) fra 1987 til 1996. Han var assisterende lektor i jura ved Universidade Nova de Lisboa fra 2003 til 2008 og fra 2008 til 2018 ekstern lektor ved samme universitet.  Han var ligeledes gæsteunderviser ved Universidad Pontificia Comillas (det pavelige universitet i Comillas, Spanien) fra 2014 til 2018. Hans engagement i videnskabelig forskning afspejles i de talrige publikationer, som han er forfatter til på området for forfatningsret og EU-ret, nærmere bestemt vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, den frie bevægelighed for personer og reglerne for institutionerne.

I 1986 tiltrådte Nuno Piçarra for første gang en stilling ved Domstolen. Han var ansat som jurist-lingvist indtil 1987 og derefter som juridisk revisor fra 1987 til 1990. I 1990 blev han referendar ved Retten i Første Instans hos præsidenten, José Luís da Cruz Vilaça, hvor han arbejdede indtil 1995, hvorefter han var referendar hos dommer Rui Manuel Gens de Moura Ramos indtil 1996.

Fra 1996 til 1999 var han af den portugisiske regering udpeget som national koordinator for spørgsmål vedrørende fri bevægelighed for personer på det europæiske område ved det portugisiske udenrigsministerium og som medlem af Rådets K-4-komité og Den Centrale Arbejdsgruppe for den Permanente Samarbejdsstruktur for Schengenaftalerne.

Han var det portugisiske medlem af FreSsco-netværket af uafhængige eksperter inden for områderne fri bevægelighed for arbejdstagere og koordination af de sociale sikringsordninger inden for Den Europæiske Union og medlem af det akademiske netværk Odysseus for retsvidenskabelige studier om immigration og asyl i Europa fra 2004 til 2018. Nuno Piçarra var ligeledes medlem af bestyrelsen for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder i Wien (Østrig) fra 2015 til 2018.

Nuno Piçarra blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 8. oktober 2018, og han bestrider fortsat denne stilling.

Athanasios Rantos, der er født i 1953 i Athen (Grækenland), tog i 1976 juridisk kandidateksamen fra Ethniko kai Kapodistriako Panepistimio Athinon (det nationale Kapodistrias-universitet i Athen, Grækenland) og supplerede i 1990 sine studier med en master med speciale i EU-ret fra Université libre de Bruxelles (det frie universitet i Bruxelles, Belgien). I 1992 blev han »Fellow« på International institute of Human Rights (Genève (Schweiz) og Strasbourg (Frankrig)).

I 1978 arbejdede han et år som advokat i Athen, inden han blev ansat ved Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Grækenland): fra 1979 til 2020 bestred han stillinger som henholdsvis fuldmægtig, assessor, konsulent, vicepræsident og endelig præsident. Fra 2000 til 2020 var han medlem af Anotato Eidiko Dikastirio (den særlige højesteret, Grækenland) og fra 2011 til 2020 præsident for Eidiko Dikastirio Agogon Kakodikias (specialdomstol for sager vedrørende embedsmisbrug, Grækenland). Fra 1996 til 2020 var han først medlem af og derefter præsident for Anotato Symvoulio Dioikitikis Dikaiosynis (det højeste råd for forvaltningsretterne, Grækenland). Fra 2011 til 2020 var han i øvrigt formand for Peitharchiko Symvoulio Melon Didaktikou Ereunitikou Prosopikou ton Anotaton Ekpaideutikon Idrymaton (disciplinærrådet for undervisere ved videregående uddannelsesinstitutioner, Grækenland).

I tilknytning til sine retslige funktioner har Athanasios Rantos varetaget talrige opgaver som formand for flere lovforberedelsesudvalg. Han har været medlem af Κentriki Nomoparaskeuastiki Epitropi (det centrale lovforberedelsesudvalg, Grækenland). Hans interesse for undervisning har i øvrigt betydet, at han har undervist i EU-ret og i forvaltningsret på Ethniki Scholi Dimosias Dioikisis (national skole for forvaltningen, Grækenland) fra 1990 til 1994, men også fra 1995 til 2016 på Ethniki Scholi Dikastikon Leitourgon (national skole for retsvæsenet, Grækenland). Hans overvejelser om forskellige juridiske temaer har givet anledning til adskillige forskningsarbejder, hvoraf de fleste er blevet offentliggjort.

Athanasios Rantos blev udnævnt til generaladvokat ved Domstolen den 10. september 2020, og han har siden da bestridt denne stilling.

Ineta Ziemele, der er født i 1970 i Jelgava (Letland), tog i 1993 juridisk embedseksamen fra Latvijas Universitāte (Letlands universitet), som hun samme år supplerede med postgraduate studier i det amerikanske retssystem, i ret og politik i De Europæiske Fællesskaber samt i statskundskab ved Aarhus Universitet (Aarhus Universitet, Danmark). Hun tog derefter en Master of International Law ved Lunds Universitet (Lunds Universitet, Sverige) i 1994 og afsluttede sine studier ved Cambridge University (universitet i Cambridge, Det Forenede Kongerige), hvor hun i 1999 opnåede en ph.d.-grad.

Hun påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere som parlamentarisk assistent ved Letlands parlament fra 1990 til 1992, inden hun blev ansat som rådgiver for udvalget for udenlandske anliggender ved Letlands parlament fra 1992 til 1995. I 1995 blev hun udnævnt til rådgiver for Letlands premierminister, og fra 1999 til 2001 var hun ansat ved generaldirektoratet for menneskerettigheder i Europarådet i Strasbourg (Frankrig).

Derudover har Ineta Ziemele undervist siden 1993, hvor hun som universitetsassistent underviste ved afdelingen for retsteori og politisk teori og ved afdelingen for international ret og søret ved Latvijas Universitāte. Herefter var hun indtil 1999 ansat som lektor i international ret og europæisk ret, og hun stiftede og var direktør for instituttet for menneskerettigheder ved Latvijas Universitāte, som hun stod i spidsen for indtil samme år. Hun var desuden »Söderberg«-professor og dernæst gæsteprofessor ved Rīgas Juridiskā augstskola (universitetsskole i jura i Riga, Letland), hvor hun siden 2001 har haft en stilling som professor i international ret og menneskerettigheder. Fra 2001 til 2005 underviste hun ligeledes ved Institut Raoul Wallenberg ved Lunds Universitet som gæsteprofessor.

Ineta Ziemeles dommerkarriere startede i 2005, da hun blev udnævnt til dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvor hun ligeledes fungerede som afdelingsformand indtil 2014. I 2015 blev hun udnævnt til dommer ved Latvijas Republikas Satversmes tiesa (forfatningsdomstol, Letland), og hun var præsident for denne domstol fra 2017 til 2020.

Ineta Ziemeles har siden 2017 været korresponderende medlem af Letlands videnskabsakademi, hvor hun har bidraget med sin juridiske forskning, hvilket har givet anledning til talrige publikationer.

Ineta Ziemele blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 6. oktober 2020, og hun bestrider fortsat denne stilling.

Zoltán Csehi, der er født i 1965 i Budapest (Ungarn), tog juridisk kandidateksamen fra Eötvös Loránd Tudományegyetem (universitet i Loránd Eötvös, Ungarn) i 1990 og erhvervede en LL.M.-grad ved Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg (Ruprecht-Karls-universitetet i Heidelberg, Tyskland) i 1991. Han forsvarede en ph.d.-afhandling ved Eötvös Loránd Tudományegyetem i 2004. Han har endvidere en eksamen i kunsthistorie fra Eötvös Loránd Tudományegyetem i 1992.

Efter at have fået advokatbestalling i Budapest arbejdede han som advokat i Ungarn fra 1995 til 2016. Parallelt hermed var han udpeget som voldgiftsdommer ved Pénz és Tőkepiaci Állandó Választottbíróság (den faste voldgiftsret for finansmarkederne og kapitalmarkederne, Ungarn) og ad hoc voldgiftsdommer fra 2004 til 2016.

Zoltán Csehi har endvidere været underviser på jurastudiet ved Eötvös Loránd Tudományegyetem, fra 1991 til 2005 som ekstern lektor og dernæst fra 2005 til 2016 som lektor. Han har ligeledes undervist ved Pázmány Péter Katolikus Egyetem (det katolske universitet Pázmány, Ungarn), fra 2007 til 2013 som leder af afdelingen for handelsret og fra 2013 som lektor. Han varetog derefter arbejdet som leder af afdelingen for privatret og handelsret fra 2013 til 2016, som forsker i privatret og handelsret fra 2017 samt som leder af afdelingen for civilret fra 2018. Han har siden 2013 været gæsteunderviser ved Université Catholique de Lyon (det katolske universitet i Lyon, Frankrig).

Zoltán Csehi blev den 13. april 2016 udnævnt til dommer ved Retten. Her var han ansat i fem år, inden han blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2021.

Octavia Spineanu-Matei, der er født i 1967 i Vălenii de Munte (Rumænien), tog i 1990 juridisk kandidateksamen fra Universitatea Alexandru Ioan Cuza din Iași (universitetet Alexandru Ioan Cuza, Rumænien) (eksamensbevis for fortjeneste) og erhvervede en ph.d.-grad fra Academia de Poliție »Alexandu Ioan Cuza« (politiakakademiet »Alexandu Ioan Cuza«, Rumænien) i 1999.

I 1991 påbegyndte hun sin erhvervsmæssige karriere som dommer ved Judecătoria Sectorului 4 București (ret i første instans i sektion 4 i Bukarest, Rumænien), hvor hun arbejdede indtil 1996. Fra 1996 til 1999 var hun ansat som dommer ved Tribunalul București (ret i første instans i Bukarest, Rumænien), hvor hun var formand for den civile afdeling fra 1997 til 1999. Efter at have arbejdet ved Curtea de Apel București (appeldomstol i Bukarest, Rumænien) som dommer fra 1999 til 2005, herunder som formand for den civile afdeling fra 1999 til 2003, blev hun udnævnt til dommer ved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol, Rumænien), hvor hun var ansat fra 2006 til 2016.

Fra 2006 til 2016 var Octavia Spineanu-Matei udpeget som eksternt medlem af det udvidede appelkammer ved Den Europæiske Patentmyndighed i München (Tyskland).

Hun har ligeledes siden 1997 undervist rumænske dommere og juridiske auditører ved Institutul Național al Magistraturii (det nationale retsinstitut, Rumænien), hvor hun også er medlem af det videnskabelige råd, og for hvilket institut hun var direktør fra 2011 til 2016. Hun sad ligeledes i bestyrelsen for Școala Națională de Grefieri (den nationale skole for justitssekretærer, Rumænien). Fra 2012 til 2016 var hun medlem af rådet for ph.d.-uddannelsen ved l'Universitatea din București (universitetet i Bukarest, Rumænien). Hun er medforfatter til adskillige værker og forfatter til talrige artikler på retsområdet, og hun deltager regelmæssigt i nationale og internationale konferencer.

Octavia Spineanu-Matei blev udnævnt til dommer ved Retten den 19. september 2016. Hun var dommer ved Retten i fem år, inden hun den 7. oktober 2021 blev udnævnt til dommer ved Domstolen.

Laila Medina, der er født i 1971 i Jelgava (Letland), studerede ved IMO International Maritime Law Institute (Malta) og erhvervede en mastergrad i international søret derfra i 1995. Hun erhvervede senere, i 2002, en mastergrad i EU-ret ved Rīgas Juridiskā augstskola (universitetsskole i jura i Riga, Letland).

Fra 1995 arbejdede Laila Medina i det lettiske transportministerium som chef for det juridiske kontor og som vicedirektør i søretsafdelingen. Hun varetog disse opgaver indtil 2002, hvor hun i samme ministerium blev udnævnt til konsulent for statssekretæren for europæiske anliggender.

Fra 2004 til 2005 var Laila Medina vicechef i kontoret for europæiske anliggender i Republikken Letlands statsministerium.

I 2005 fik hun ansættelse som direktør for det lettiske justitsministeriums afdeling for planlægning af politikkerne. Fra 2006 varetog hun i justitsministeriet opgaverne som vicestatssekretær for sektorpolitikken og derefter, fra 2009 til 2021, som vicestatssekretær for den juridiske politik.

Laila Medinas karriere omfatter ligeledes undervisningsvirksomhed. Fra 1998 til 2006 underviste hun i EU-ret og i reglerne for EU-institutionerne ved Valsts administrācijas skola (skole for offentlig forvaltning, Letland). I 2012 underviste hun dommere og notarer i Rom III-forordningen. Endelig har hun siden 2008 været medlem af rådet for Biznesa augstskola Turība’s juridiske fakultet (den højere handelsskole »Turība«, Letland).

Laila Medina blev udnævnt til generaladvokat ved Domstolen den 7. oktober 2021.

Bernardus (Ben) Maria Polycarpus Smulders, der er født i 1960 i Haag (Nederlandene), tog i 1983 juridisk kandidateksamen fra Universiteit Leiden (universitetet i Leiden, Nederlandene). Han fortsatte sine studier ved London School of Economics and Political Science (Det Forenede Kongerige) og opnåede i 1984 en LL.M.-grad. Herefter fulgte han uddannelsesforløb ved London Business School (Det Forenede Kongerige) i 2010, ved INSEAD Fontainebleau (handelshøjskolen i Fontainebleau, Frankrig) i 2011 og ved Stanford Business School (De Forenede Stater) i 2018.

Ben Smulders påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere som advokat i Amsterdam i 1985 og udøvede dette hverv indtil 1990.

I 1991 fik han ansættelse i Europa-Kommissionens juridiske tjeneste og arbejdede dér indtil 1994 i enheden »Frie kapitalbevægelser, etableringsfrihed, fri udveksling af tjenesteydelser, skatter og afgifter, toldunionen og Den Økonomiske og Monetære Union« og i enheden »Statsstøttekontrol og antidumping«.

Ben Smulders fortsatte sin karriere i Kommissionen som medlem af kabinettet for kommissæren med ansvar for eksterne forbindelser og udvidelse, Hans van den Broek (1995-1999), for kommissæren med ansvar for det indre marked, skatter og afgifter og toldunionen, Frits Bolkestein (1999-2000), og for formanden Romano Prodi (2000-2004). Fra 2004 til 2008 var han kabinetschef for kommissæren med ansvar for konkurrence, Neelie Kroes, og derefter ledende juridisk rådgiver, som direktør, i enheden »Institutioner og Den Økonomiske og Monetære Union« under Kommissionens juridiske tjeneste (2008-2014). Han blev kabinetschef for Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans (2014-2019), og derefter ledende juridisk rådgiver, som direktør, i enheden »Verdenshandelsorganisationen og handelspolitik« under Kommissionens juridiske tjeneste (2020-2022). Fra 2022 til 2024 var han vicegeneraldirektør i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence, hvor han var ansvarlig for statsstøttekontrollen.

Ben Smulders har siden 2012 fra tid til anden udøvet hvervet som dommersuppleant ved afdelingen for civile sager og handelssager ved Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag, Nederlandene), hvor han bl.a. har behandlet sager om statens ansvar i tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten, om folkeretten eller om spørgsmål angående tredjelandes immunitet mod fuldbyrdelse. Derudover har han helliget sig en akademisk karriere, hovedsageligt inden for folkeret og EU-ret, som konferenceansvarlig ved Fondazione Collegio Europeo di Parma (det europæiske kollegium i Parma, Italien) siden 2003 og ved université Paris-Panthéon-Assas (universitetet i Paris-Panthéon-Assas, Frankrig) siden 2019 og som gæsteprofessor ved Vrije Universiteit Brussel (det frie universitet i Bruxelles, Belgien) og ved Europakollegiet i Brügge (Belgien) siden 2013. Han har ligeledes undervist ved Universiteit van Amsterdam (universitetet i Amsterdam, Nederlandene) og ved Radboud Universiteit Nijmegen (Radbouduniversitetet i Nijmegen, Nederlandene) fra 1994 til 2005. Fra 2002 til 2022 var Ben Smulders medlem af, og dernæst formand for, kuratoriet ved Europa Instituut ved det juridiske fakultet ved Universiteit Leiden. Fra 2008 til 2024 var han medlem af redaktionsudvalget for Common Market Law Review.

Han er forfatter til talrige værker og artikler bl.a. på området for konkurrenceret, forfatningsret, retsstatsbeskyttelse, det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union.

Ben Smulders blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2024.

Dean Spielmann, der er født i 1962 i Luxembourg (Storhertugdømmet Luxembourg), tog i 1988 juridisk kandidateksamen fra Katholieke Universiteit Leuven (det katolske universitet i Leuven, Belgien), hvorefter han fortsatte sine studier ved Fitzwilliam College, Cambridge (Det Forenede Kongerige) og opnåede en LL.M.-grad i 1990.

Fra 1989 til 2004 arbejdede han som advokat i Luxembourg og underviste desuden på universitetet i bl.a. strafferet, menneskerettigheder og procedureregler ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Fra 1991 til 1997 var han forskningsassistent ved Katholieke Universiteit Leuven, og fra 1996 til 2006 var han underviser ved Université du Luxembourg (universitetet i Luxembourg, Luxembourg). Fra 1997 til 2009 var han ligeledes underviser ved Université Nancy II (universitetet Nancy II, Frankrig), og i 2017 og 2018 underviste han ved Institut d'études politiques de Paris (institut for statskundskab i Paris, Frankrig).

Han er desuden forfatter til talrige værker og artikler og medlem af videnskabelige komitéer og redaktionsudvalg for flere juridiske tidsskrifter.

I 2000 blev han udpeget som medlem af den rådgivende menneskerettighedskommission i Luxembourg, hvor han havde sæde indtil 2004. Fra 2002 til 2004 var han ligeledes medlem af menneskerettighedskomitéen og strafferetskomitéen for Rådet for Advokatsamfund i Den Europæiske Union (CCBE), men også af Den Europæiske Unions netværk af uafhængige eksperter på området for grundlæggende rettigheder.

Dean Spielmann blev udnævnt til dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (Frankrig) i 2004, hvor han efterfølgende – i 2011 – blev afdelingsformand, i 2012 vicepræsident og siden præsident fra 2012 til 2015.

Dean Spielmann blev udnævnt til dommer ved Retten den 13. april 2016, og han var afdelingsformand fra den 30. september 2019 til den 6. oktober 2024.

Han har været generaladvokat ved Domstolen siden den 7. oktober 2024.

Massimo Condinanzi, der er født i 1964 i Biella (Italien), tog i 1988 juridisk kandidateksamen fra Università degli Studi di Genova (universitetet i Genova, Italien). I 1993 erhvervede han en ph.d.-grad i EF-ret ved Università degli Studi di Bologna (universitetet i Bologna, Italien).

Massimo Condinanzi påbegyndte sin professionelle universitetskarriere i 1990 som assistent inden for de uddannelsesmæssige og videnskabelige aktiviteter på instituttet for folkeret ved det retsvidenskabelige fakultet på Università degli Studi di Milano (universitetet i Milano, Italien), hvilken stilling han varetog indtil 1996. Fra 1996 til 1998 havde han en stilling som forsker i folkeret ved samme fakultet.

I 1997 blev han ansat ved De Europæiske Fællesskabers Domstol som referendar, først hos generaladvokat Giuseppe Tesauro og dernæst hos generaladvokat Antonio Saggio.

Massimo Condinanzi vendte tilbage til Italien i 1998 og underviste – som lektor i folkeret – i folkeret ved Università di Bologna og i EU-ret på Campus di Piacenza dell’Università Cattolica del Sacro Cuore (det katolske universitet Sacro Cuores campus i Piacenza, Italien). Fra 2001 til 2004 underviste han ved Università degli Studi di Genova og derefter, fra 2004 til 2005, ved det retsvidenskabelige fakultet ved Università degli Studi di Milano. I 2005 blev han professor i EU-ret ved dette fakultet, hvor han stadig er professor i EU-ret og EU-retlige tvister. Fra 2014 til 2018 var han – stadig ved samme fakultet – koordinator for enheden for folkeret og EU-ret under afdelingen for italiensk og overnational offentlig ret. Han har været gæsteprofessor ved Université Paris-Panthéon-Assas (Paris-Panthéon-Assas-universitetet, Frankrig), ved Université Montesquieu Bordeaux IV (Montesquieu Bordeaux IV-universitetet, Frankrig), ved Universitatea »Alexandru Ioan Cuza« din Iași (Alexandru Ioan Cuza-universitetet i Iași, Rumænien) og ved Université de Genève (universitetet i Geneve, Schweiz). Han har desuden været medlem af og refererende for bedømmelsesudvalg for afhandlinger bl.a. på området for EU-retlige tvister ved Université Paris-Panthéon-Assas, ved Université Montesquieu Bordeaux IV og ved Université de Montpellier (universitetet i Montpellier, France).

Massimo Condinanzi har altid været interesseret i EU-retlige tvister, og han har været ansvarlig direktør for tidsskriftet Review of European Litigation siden 2023.

Fra 2016 til 2018 og fra 2019 til 2023 koordinerede han Struttura di Missione per la Risoluzione delle procedure di infrazione (missionsstrukturen til bilæggelse af traktatbrudsprocedurer) under Den Italienske Republiks formandsskab for ministerrådet.

Han har siden 2005 ligeledes udøvet virksomhed som advokat i advokatsamfundet i Biella og Milano og har i denne egenskab deltaget i behandlingen af adskillige sager ved Den Europæiske Unions retsinstanser.

Parallelt med disse aktiviteter er Massimo Condinanzi medlem af bestyrelsen for Det Europæiske Retsakademi, Trier (ERA, Tyskland), og foredragsholder, og siden 2018 har han været uddannelsesekspert ved Scuola Superiore della Magistratura (uddannelsesinstitution for retspersonale, Italien).

Massimo Condinanzi er forfatter til adskillige værker og artikler, navnlig på området for EU-ret, og han har – ofte som organisator – deltaget i en række nationale og internationale juridiske konferencer. I 2017 deltog han i koordineringen af redaktionen af den første kommentar »artikel for artikel« af Unionens retsinstansers procesreglementer på italiensk. Fra 2017 til 2023 koordinerede han ligeledes en forskningsenhed, der gennemførte et forskningsprogram af national interesse (PRIN 2017) benævnt »Dove va l’Europa?« (Hvor er Europa på vej hen?).

Massimo Condinanzi blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2024.

Fredrik Schalin, der er født i 1964 i Stockholm (Sverige), tog i 1990 en bachelor i jura og i 1991 juridisk kandidateksamen fra Stockholms Universitet (Sverige) og opnåede derefter i 1994 et eksamensbevis for videregående studier i fællesskabsret og europaret ved université de Paris I Panthéon-Sorbonne (universitetet Paris I Panthéon-Sorbonne, Frankrig).

Han påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere som referendar ved Södertälje tingsrätt (byretten i Södertälje, Sverige) fra 1991 til 1993 og derefter ved Svea hovrätt (appeldomstolen i Stockholm, Sverige) fra 1994 til 1995. Han var dommer ved Gotlands tingsrätt (byretten i Gotland, Sverige) og Norrtälje tingsrätt (byretten i Norrtälje, Sverige) fra 1995 til 1996 og derefter ved Svea hovrätt fra 1996 til 1997.

I 1997 varetog han stillingen som vicesekretær for det svenske finansministeriums parlamentariske udvalg, inden han blev udnævnt til juridisk rådgiver for europæiske anliggender i det svenske udenrigsministerium i 1999.

Han blev ansat ved Domstolen som referendar hos dommer Hans Ragnemalm i 1998 og bestred endvidere fra 1999 til 2006 samme stilling hos dommer Stig von Bahr.

Fredrik Schalin vendte tilbage til sit hjemland og virkede som jurist fra 2006 til 2008, og efter at være blevet optaget som medlem af advokatsamfundet i Stockholm i 2008 praktiserede han som advokat. I 2009 genindtrådte han i retsvæsenet, først som dommer og derefter som afdelingsformand ved Södertörns tingsrätt (byretten i Södertörn, Sverige), hvor han bestred denne stilling indtil 2016.

Han underviste desuden som lektor ved Stockholms Universitet fra 2006 til 2008 og har siden 2011 undervist som lektor ved Domstolsakademin.

Fredrik Schalin blev udnævnt til dommer ved Retten den 8. juni 2016, og han var afdelingsformand fra den 19. september 2022 til den 6. oktober 2024.

Han har været dommer ved Domstolen siden den 7. oktober 2024.

Andrea Biondi, der er født i 1965 i Firenze (Italien), studerede ved Università degli Studi di Firenze (universitetet i Firenze, Italien), hvor han tog juridisk kandidateksamen i 1990 og erhvervede en doktorgrad i komparativ ret i 1996.

Han påbegyndte sin universitetskarriere i 1993 ved University College London (Det Forenede Kongerige) og var derefter, fra 1994 til 1997, ansat ved University of Birmingham (Det Forenede Kongerige). I 1997 blev han ansat ved King’s College London (Det Forenede Kongerige), hvor han siden 2006 har været professor i EU-ret. Fra 2001 til 2024 var han ligeledes direktør for Centre of European Law ved King’s College London.

Andrea Biondi har igennem hele sin karriere jævnligt undervist som gæsteprofessor ved velrenommerede universiteter, bl.a. ved Libera Università Internazionale degli Studi Sociali Guido Carli »LUISS« (Luiss Guido Carli, Italien), ved Università Bocconi (universitetet i Bocconi, Italien), ved Università degli Studi di Roma »La Sapienza« (Roms universitet »La Sapienza«, Italien), ved Freie Universität Berlin (det frie universitet i Berlin, Tyskland), ved Université Paris II Panthéon-Assas (universitetet Paris II, Panthéon-Assas, i Paris, Frankrig), ved Georgetown University (De Forenede Stater) og ved Europakollegiet i Natolin (Polen).

I 2021 var han næstformand for klagenævnet ved Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER).

Andrea Biondi blev optaget som medlem af advokatsamfundet i Italien i 2001 og har – efter hinanden – været tilknyttet to advokatfirmaer i London som rådgiver fra 2003 til 2024.

Han er forfatter til talrige værker og publikationer, navnlig om EU-retten.

Andrea Biondi blev udnævnt til generaladvokat ved Domstolen den 7. oktober 2024.

Stéphane Gervasoni, der er født i 1967 i Voiron (Frankrig), tog i 1988 eksamen fra Institut d’études politiques (IEP) (institut for politiske studier) i Grenoble (Frankrig) og i 1993 eksamen fra École nationale d'administration (ENA) (national forvaltningsskole, Frankrig) (afgangsklasse Léon Gambetta).

Han indledte sin erhvervsmæssige karriere i 1993 ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Paris, Frankrig), først som auditør og derefter, fra 1996, som assessor (indtil 2008, hvor han blev udnævnt til rådgiver). Han var refererende dommer i tvistemålsafdelingen indtil 1997 og havde samtidig sæde i socialretsafdelingen (fra 1996 til 1997). Samtidig var han fra 1994 til 1996 regeringens repræsentant i den særlige kassationskommission for pensionssager, som på daværende tidspunkt midlertidigt var tilknyttet Conseil d’État, og fra 1995 til 1997 juridisk rådgiver i ministeriet for offentligt ansatte og for Paris kommune.

Fra 1997 til 1999 var han generalsekretær ved præfekturet for departementet Yonne (Frankrig) og ligeledes vicepræfekt i arrondissementet Auxerre. Dernæst var han fra 1999 til 2001 generalsekretær ved præfekturet for departementet Savoie (Frankrig) og vicepræfekt i arrondissementet Chambéry (Frankrig).

De hverv, som Stéphane Gervasoni bestred i Conseil d’État og i den offentlige forvaltning, førte ham til De Europæiske Fællesskabers Domstol, hvor han var ansat som referendar hos dommer Jean-Pierre Puissochet fra 2001 til 2005. Han blev udnævnt til dommer ved Retten for EU-Personalesager den 5. oktober 2005 i forbindelse med oprettelsen af denne retsinstans. Han bestred denne stilling indtil den 6. oktober 2011, herunder som afdelingsformand fra den 6. oktober 2008 til den 6. oktober 2011.

Fra 2011 til 2013 arbejdede Stéphane Gervasoni igen ved Conseil d’État, hvor han var næstformand i ottende afdeling i tvistemålsafdelingen.

Fra 1993 til 1995 underviste han som lektor ved Institut d’études politiques (IEP) i Paris og fra 2016 ved Université de Luxembourg (Luxembourg). Han var ligeledes medlem af appelorganet ved Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) fra 2001 til 2005 og medlem af appelorganet ved Den Europæiske Rumorganisation (ESA) fra 2011 til 2013.

Stéphane Gervasoni blev udnævnt til dommer ved Retten den 16. september 2013. Hans meddommere har valgt ham til afdelingsformand for to perioder, og han bestred denne stilling fra den 21. september 2016 til den 19. september 2022.

Niels Fenger, der er født i 1968 i København, tog i 1992 juridisk kandidateksamen fra Københavns Universitet og erhvervede i 2004 den juridiske doktorgrad fra Aarhus Universitet.

Han indledte sin erhvervsmæssige karriere i Justitsministeriet, hvor han var fuldmægtig i EU-retskontoret fra 1992 til 1993 og i Civilkontoret fra 1993 til 1994. I 1994 blev han ansat ved Den Europæiske Unions Domstol som referendar hos generaladvokat Michael Bendik Elmer.

I 1995 vendte Niels Fenger tilbage til Danmark, hvor han som forsker underviste i forvaltningsret og EU-ret ved Københavns Universitet. Fra 1996 til 2000 arbejdede han igen i Justitsministeriet som fuldmægtig i Stats- og Forvaltningsretskontoret.

I 2001 blev Niels Fenger ansat som kontorchef i Indenrigsministeriet, hvor han havde ansvaret for at kontrollere lovligheden af kommunale afgørelser vedrørende bl.a. erhvervs- og miljøretlige sager. I 2002 blev han udnævnt til direktør for den juridiske tjeneste i EFTA-Tilsynsmyndigheden (ESA), hvilken stilling han bestred indtil 2009, og hvor han repræsenterede denne institution ved Den Europæiske Unions Domstol og ved EFTA-Domstolen.

Fra 2009 til 2017 var Niels Fenger professor i forvaltningsret på Københavns Universitet. Han er forfatter til adskillige værker og talrige artikler om EU-ret, retspleje og forvaltningsret.

Niels Fenger var dommer ved Østre Landsret fra 2014 til 2015 og derefter igen fra 2017 til 2019.

Fra 2014 til 2016 var han ligeledes medlem af Procesbevillingsnævnet.

Niels Fenger bestred stillingen som Folketingets Ombudsmand fra 2019 til 2024.

Han blev udnævnt til dommer ved Domstolen den 7. oktober 2024.

Ramona Frendo, der er født i 1971 på Malta, og som oprindeligt er fra Zejtun (Malta), tog i 1993 juridisk kandidateksamen fra Università ta' Malta (Maltas universitet) og opnåede i 1995 en ph.d.-grad fra samme universitet. Hun fortsatte sine studier ved University of Cambridge (Det Forenede Kongerige), hvor hun i 1996 opnåede en mastergrad i kriminologi. I 2018 supplerede hun sine universitetsuddannelser med videregående studier i EU-ret ved King’s College London (Det Forenede Kongerige).

Ramona Frendo var først advokat på Malta fra 1996 til 2019. Hendes tværfaglige ekspertise førte desuden til, at hun fra 1997 til 1998 var juridisk rådgiver for det maltesiske socialministerium og juridisk ekspert ved domstolene i Valetta (Malta) fra 1997 til 2019 samt for flere forsikringsselskaber fra 2006 til 2019.

Fra 2006 til 2019 var hun medlem af panelet af nationale voldgiftsdommere på Malta, og fra 2009 til 2019 var hun medlem af Maltas beskæftigelseskommission. Hun var medlem af den nationale familiekommission (Malta) fra 2012 til 2013. Samme år var hun ligeledes medlem af kommissionen for reform af retssystemet (Malta), og derefter var hun, fra 2014 til 2016, medlem af kommissionen for retsreformer (Malta). Efter at Ramona Frendo i 2016 af den maltesiske regering var blevet udnævnt til særlig rådgiver for arbejdsgruppen »Visa« i Rådet for Den Europæiske Union, var hun i første halvdel af 2017 formand for denne arbejdsgruppe under Maltas formandskab for Rådet.

Ramona Frendo blev udnævnt til dommer ved Retten den 20. marts 2019. Hun bestred denne stilling i fem år, inden hun den 7. oktober 2024 blev udnævnt til dommer ved Domstolen, hvor hun har arbejdet siden.

Rimvydas Norkus, der er født i 1979 i Klaipėda (Litauen), tog i 2001 juridisk kandidateksamen fra Vilniaus universitetas (universitet i Vilnius, Litauen). Han påbegyndte derefter arbejdet med en ph.d.-afhandling i jura ved Mykolo Romerio universitetas (universitetet Mykolas Romeris, Litauen) og forsvarede sin afhandling i 2005.

Han påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere som juridisk assistent ved Lietuvos apeliacinis teismas (Litauens appeldomstol) fra 1999 til 2000 og var fra 2000 til 2003 rådgiver for præsidenten for denne domstol. Fra 2003 til 2009 var han udnævnt til direktør for afdelingen for judiciel praksis ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol).

Fra 2009 til 2010 var han ansat som juristlingvist ved Europa-Parlamentet, hvorefter han vendte tilbage til sit hjemland for at varetage stillingen som direktør for afdelingen for juridisk forskning ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) fra 2010 til 2012. Han var udnævnt som dommer ved Lietuvos apeliacinis teismas fra 2012 til 2013 og virkede derefter som dommer i et år ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas, hvorefter han var præsident for denne domstol fra 2014 til 2019. Han var desuden formand for Lietuvos Teisėjų taryba (rådet for Litauens domstolsvæsen) fra 2016 til 2018.

Fra 2007 til 2008 beskæftigede Rimvydas Norkus sig ligeledes med undervisning som ekstern underviser ved Mykolo Romerio universitetas, hvor han fra 2012 til 2019 underviste ved instituttet for privatret. Han er ligeledes forfatter til talrige juridiske publikationer.

Alfredo Calot Escobar, der er født i 1961 i Valencia (Spanien), studerede ved Universidad de Valencia (universitet i Valencia, Spanien) og tog juridisk kandidateksamen fra dette universitet i 1984.

I januar 1986 blev han af Rådet for handelskamrene i den selvstyrende region Valencia ansat som forretningsanalytiker ved Spaniens handelskontor i Toronto (Canada). Her arbejdede han, indtil han den 16. juli 1986 tiltrådte en stilling ved De Europæiske Fællesskabers Domstol efter at have bestået den almindelige udvælgelsesprøve med henblik på besættelse af de første stillinger som spansksprogede juristlingvister i oversættelsesdirektoratet.

I 1990 blev han forfremmet til revisor, og han udøvede denne funktion indtil 1993, hvor han blev ansat i Domstolens Presse- og Informationstjeneste.

I 1995 bestod han en ny almindelig udvælgelsesprøve for fuldmægtige afholdt af Europa-Parlamentet. Han fik herefter ansættelse som fuldmægtig i sekretariatet for Europa-Parlamentets Udvalg om Institutionelle Spørgsmål, hvor han forberedte juridiske rapporter til medlemmerne, navnlig inden for rammerne af regeringskonferencen forud for Amsterdamtraktatens indgåelse.

I 1996 blev han ansat ved Domstolens justitssekretær, hvor han var attaché indtil 1999, hvorefter han tiltrådte en stilling som referendar hos generaladvokat Dámaso Ruiz-Jarabo Colomer.

I 2000 tiltrådte han med sin erhvervserfaring atter oversættelsestjenesten, denne gang som chef for det spanske sprogkontor, som han selv havde bidraget til at opbygge 14 år tidligere.

I 2001 blev han – i et vigtigt øjeblik i flersprogethedens historie, idet man forberedte udvidelsen af Unionen med ti nye medlemsstater og dermed næsten en fordobling af antallet af officielle sprog fra 11 til 20 – udnævnt til direktør for oversættelsestjenesten.

Efter en ændring af strukturen i institutionens administrative tjenestegrene blev Alfredo Calot Escobar udnævnt til generaldirektør for oversættelsesdirektoratet i juni 2007.

Den 6. oktober 2010 blev Alfredo Calot Escobar udnævnt til justitssekretær ved Domstolen, hvilken stilling han har bestridt siden da, efter at han blev genudnævnt i 2022 efter udløbet af sin anden embedsperiode.