URIMELIGE KONTRAKTVILKÅR

Et EU-direktiv bestemmer, at forbrugere ikke er bundet af urimelige kontraktvilkår indeholdt i en kontrakt, der er indgået med en erhvervsdrivende. Domstolen har i forbindelse med sin behandling af adskillige sager på området præciseret rækkevidden af bestemmelserne i dette   direktiv.

Domstolen har for det første præciseret, at de nationale retter har pligt til  af egen drift at undersøge, om et kontraktvilkår eventuelt er urimeligt. Denne regel, der ligeledes finder anvendelse på insolvensprocedurer, gør det ikke muligt for retten at ændre vilkårets indhold, men skal udelukkende føre til, at retten undlader at anvende vilkåret (dom af 4.6.2009, Pannon GSM, C-243/08, af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová, C-377/14, og af 14.6.2012, Banco Español de Crédito, C-618/10).

I øvrigt er det ikke muligt at begrænse de tidsmæssige virkninger af, at det fastslås, at »gulvklausuler« (klausuler, der forpligter forbrugeren til at betale en minimumsrente), der er indsat i forbrugeraftaler om lån med pant i fast ejendom, er ugyldige (dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo, C-154/15, C-307/15 og C-308/15). Endelig skal et finansieringsinstitut, når det yder et lån optaget i udenlandsk valuta, give låntageren tilstrækkelige oplysninger til, at de gør det muligt for denne låntager at træffe velunderbyggede og forsigtige beslutninger (dom af 20.9.2017, Andriciuc m.fl., C-186/16).