DEN INDFLYDELSE, SOM DOMSTOLENS DOMME HAR HAFT PÅ EU-LOVGIVNINGEN PÅ OMRÅDET FOR SUNDHEDSYDELSER

Med afsigelsen af Kohll-dommen og Decker-dommen den
28. april 1998 ( jf. de foregående sider) påbegyndte Domstolen afsigelsen af en lang række domme, som inspirerede EU-lovgiver til at ændre EU-lovgivningen på området for sundhedsydelser væsentligt.

Kohll-dommen og Decker-dommen viste nemlig, at ved siden af det system, der er indført ved forordning nr. 1408/71 og gennemførelsesforordningen hertil (forordning nr. 574/72), som fastsætter en mekanisme om forudgående godkendelse med henblik på dækning af udgifter til sundhedsydelser, der er planlagt i en anden medlemsstat, ifølge de satser, der anvendes af sidstnævnte, kan de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i traktaterne (den frie udveksling af tjenesteydelser i Kohll-sagen og de frie varebevægelser i Decker-sagen), påberåbes med henblik på at opnå dækning, uden forhåndstilladelse fra sygekassen, af ambulante ydelser eller køb af medicinske produkter i en anden medlemsstat ifølge de satser, der anvendes i patientens land.

Domstolen har således med sin retspraksis gradvist bidraget til fastlæggelsen af de kriterier, der skal tages hensyn til, for at sikre borgernes rettigheder på området. Denne retspraksis er i øvrigt blevet kodificeret af EU-lovgiver gennem vedtagelsen af forordning nr. 883/04 og forordning nr. 987/09 samt direktiv 2011/24, som i dag giver borgerne detaljerede regler om refusion af behandlinger på sundhedsområdet og medicinske køb i en anden medlemsstat.