DOMSTOLENS RETSPRAKSIS VEDRØRENDE FORORDNINGEN AF 1971 (KODIFICERET I FORORDNINGEN AF 2004 OG FORORDNINGEN AF 2009)

Efter Kohll-dommen og Decker-dommen har Domstolen haft lejlighed til flere gange at fortolke forordningen af 1971 og dette på to vigtige områder: planlagt hospitalsbehandling og ikke-planlagt hospitalsbehandling.

Planlagt hospitalsbehandling

Når den nødvendige tilladelse til en planlagt hospitalsindlæggelse i en anden medlemsstat med urette er blevet afslået og der, uanset af hvilken årsag, efterfølgende gives tilladelse til denne indlæggelse, har patienten ret til godtgørelse af de afholdte udgifter på samme måde, som hvis tilladelsen var blevet meddelt rettidigt (12.7.2001, Vanbraekel m.fl., C-368/98).
For at kunne afslå at give en patient tilladelse til at blive indlagt i udlandet med den begrundelse, at vedkommende efter en vis frist ville kunne blive behandlet på et hospital i hans land, skal de nationale myndigheder sikre sig, at den fastsatte frist ikke overskrider den medicinsk rimelige frist, henset til patientens helbredstilstand og lægelige behov (16.5.2006, Watts, C-372/04). Desuden kan en forhåndstilladelse ikke afslås, når en mangel på basalt medicinsk udstyr forhindrer patienten i rettidigt at modtage hospitalsbehandling i sit land (9.10.2014, Petru, C-268/13).

Derimod kan en forhåndstilladelse afslås, hvis de medicinske ydelser, der leveres i udlandet, ikke refunderes af patientens sociale sikringssystem. Hvis den behandlingsmetode, der anvendes i udlandet, svarer til de ydelser, der refunderes i patientens medlemsstat, kan forhåndstilladelsen imidlertid ikke nægtes med den begrundelse, at denne metode ikke praktiseres i denne medlemsstat (5.10.2010, Elchinov, C-173/09).
Når en patient har fået tilladelse til at blive behandlet på et hospital i en anden medlemsstat, og når han betaler en del af hospitalsudgifterne, kan han ansøge sin sygekasse om godtgørelse af alle eller en del af disse udgifter i forhold til prisen for en tilsvarende behandling i hans land (16.5.2006, Watts, C-372/04).

Ikke-planlagt hospitalsbehandling

Forordningen af 1971, som er blevet erstattet af forordning nr. 883/04, bestemmer, at en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, hvis helbredstilstand kræver øjeblikkelige sundhedsydelser under et ophold i en anden medlemsstat (akut lægebehandling), har ret til dækning af denne lægebehandling af sin sygekasse, uden forhåndstilladelse fra denne, ifølge de satser, som anvendes i behandlingslandet.

Når en pensionist rejser til en anden medlemsstat og skal hasteindlægges i denne medlemsstat, kan hans sygekasse ikke betinge dækningen af lægeudgifterne af en forudgående tilladelse eller af et krav om, at den sygdom, som denne person lider af, skal være opstået pludseligt, selv om denne betingelse finder anvendelse på lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende. Den forskellige behandling af pensionister og arbejdstagere forklares med EU-lovgivers ønske om at fremme pensionisters effektive mobilitet under hensyntagen til deres højere grad af sårbarhed og større afhængighed af sundhedsydelser (25.2.2003, IKA, C-326/00).
Når en person med en forudgående tilladelse behandles i en anden medlemsstat, og lægerne i denne medlemsstat af akutte lægelige grunde beslutter at overføre ham til et hospital, som er beliggende i en stat, som ikke er medlem af EU (f.eks. Schweiz), kan patienten i øvrigt fortsætte med at være omfattet af en dækning af lægeudgifterne. Patientens sygekasse skal nemlig have tiltro til lægerne i den behandlende medlemsstat, som bedst er i stand til at vurdere, hvilke ydelser patienten har behov for (12.4.2005, Keller, C-145/03).

Når akutte hospitalsbehandlinger foretages under en rejse i en anden medlemsstat, kan patientens sygekasse endelig afvise at refundere de udgifter, som i behandlingsstaten afkræves af patienterne (som f.eks. patientens egenbetaling) (15.6.2010, Kommissionen mod Spanien, C-211/08).